Aniston

Sjov, lærerig læsning

Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko

7 ud af 6 stjerner
Mænd og kvinder har mange problemer med at forstå hinanden og forvirringen samt kommunikations problemerne vokser ofte i takt med alderen. Dette skyldes at de to køn taler vidt forskelligt sprog, så denne bog er en perfekt parlør til kvindesprog og mandesprog.
Sjov, lærerig læsning
"Hvorfor mænd ingenting fatter og kvinder altid mangler sko" er skrevet af ægteparret Allan og Barbara Pease. Det er en humoristisk bog hvor man kan få en bedre forståelse for det modsatte køn samt større indsigt i, hvorfor det modsatte køn opfører sig som de gør.

Barbara Pease er leder af "Pease international", og Allan Pease er verdens førende ekspert i kropsprog og kommunikation. De har begge undersøgt forskellene mellem mænd og kvinder igennem flere årtier, og er der nogen der kan give større indsigt i de ting vi ikke forstår om det modsatte køn, så er det ægteparret Pease.

Bogen fortæller om de forskelle der er mellem kønnene, og hvorfor der er de forskelle som der er. Den giver svar på de spørgsmål om det modsatte køn, som vi længe har stillet os selv og vores venner. Den fortæller tingene som de er, uden at pakke det ind og uden at give det et rosenrødt skær.

  • Hvorfor brokker kvinder sig altid?
  • Hvorfor taler kvinder så meget?
  • Hvorfor vil kvinder have alle detaljer?
  • Hvorfor har kvinder så svært ved at nå pointen?
  • Hvorfor slår mænd aldrig brættet ned?
  • Hvorfor har så mange mænd svært ved at forpligte sig?
  • Hvad er det mænd tænker?
  • Hvad taler mænd om på herretoilettet?
  • Hvordan får man det modsatte køn til at høre efter? 

  • Og mange mange flere...

    Udover at den giver svar på en masse spørgsmål og forvirring, så er der også sjove citater, billeder, test, en kode knækker, et tilbageblik i fortiden og et kig ind i fremtiden.

    Bedømmelsen
    Dette må siges at være en suveræn bog, hvis man gerne vil have større indsigt i det modsatte køn. Man kan faktisk kalde det en humoristisk instruktionsbog i at forstå det modsatte køn, samt til at vide hvordan man bedst får sagt ting, så de bliver forstået som man ønsker det.

    Men ikke nok med det, så giver den også et godt indblik i en selv, man sidder og griner og græmmer sig over de ting man gør, og over hvor forkerte de er - helt uden man ved det.

    Denne bog er perfekt til at have stående i reolen, for skulle det ske at man en dag glemmer, hvad det var der stod om et bestemt punkt, eller bliver irriteret og forvirret over det modsatte køn, så er dette en god opslagsbog. Den er nemlig inddelt efter problemer og spørgsmål, som et opslagsværk om det modsatte køns dårlige vaner og mærkelige opførsel.

    Selvom det nok er de færreste mænd som kunne finde på at købe den, så er den faktisk velegnet til både mænd og kvinder, da den giver svar på begge køns spørgsmål og forvirring. Så det er klart en bog der kan anbefales til begge køn, uanset om de er singler eller i parforhold.

    Mænd og kvinder forstår ikke hinanden, og finder det modsatte køn kompliceret, der er en god grund til at vi kalder hinanden det modsatte køn - vi er nemlig modsatte.

    Tak til forlaget Lindhardt og Ringhof for fremsendelse af bogen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce