Singleliv Part 2
Parmiddage og blind dates
Når man taler med folk i forhold, og spørg dem hvor de har mødt deres partner er der meget sjældent en rød tråd i, hvor de mødtes. Nogen møder deres partner på biblioteket, andre gennem arbejde, nogen midt på gaden, i supermarkedet, på et diskotek, ja sågar på en ferie. Så det lyder jo til at der er singlemænd overalt...
For at tage min egen situation og vennekreds, så er mange af mine veninder allerede afsat med hus, mand samt børn, og så er det jo lidt træls at være den "sidste" single til parmiddage, fester og så videre, for man får de der medlidenheds blikke som nærmste skriger:
"For søren Cat, vi har så ondt af dig, du er single, det er forfærdeligt, dit liv må være et helvedet"
Eller det mere dømmende medlidenheds blik som siger: "Cat du er 24 år, altså godt på vej mod de 30, du har endnu ikke kunne holde på en fyr, du er dømt til at være single resten af livet"
Ja, som var det taget ud af Mette Lisbys "One woman show" og ja, jeg elsker det show! Selvom jeg har set det mindst 50 gange, så er det lige morsomt for mig hver gang, for som singlepige er der mange ting, man kan nikke genkendende til, når det gælder venner i forhold og fordømmende blikke.
For at give jer et eksempel, så var jeg inviteret til middag hjemme hos en af mine veninder og resten af tøseflokken som jeg er opvokset med og deres vedhæng kom også. Det startede som altid ganske hyggeligt, lige indtil emnet kom over på mig og min situation som single igen.
De lagde ud meget mildt, først bliver jeg pænt spurgt om, hvordan jeg har det, hvad jeg får min tid til at gå med og om jeg har mødt nogen spændende mænd for nyligt... Det sidste spørgsmål blev der lyttet nøje til, de var som aliens, der vil opfange hver lille detalje i det jeg sagde, samt det jeg ikke sagde.
Jeg fortalte dem at jeg har det fint, at jeg bruger tiden på mig selv samt arbejde, og at jeg desværre for dem, ikke har mødt nogen spændende mænd, og så begyndte lavinen; "Jamen Cat, jeg kender den her fyr bla, bla, bla" og "Cat, min fætter er lige blevet single igen, var det noget?". Sådan fortsatte de alle sammen, indtil alle havde givet deres input i, hvem jeg burde date.
Da jeg ikke er så begejstret for det med blind dates, så prøvede jeg som en slange at snige mig udenom, men det lykkedes bare ikke så godt; så da en af mine kære veninder gav mig valget om enten at passe hendes søn, Magnus, på 4 år den kommende fredag, eller tage på en blind date (som single har jeg åbenbart ikke noget liv, og det er en selvfølge, at jeg ingen aftaler har i weekenden), ja så følte jeg mig tvunget til at vælge en blind date. At tilbringe en fredag aften med en 4-årig dreng, som synes det er vildt sjovt at kaste legetøjsbiler efter folk, det syntes jeg ikke lige jeg har lyst til.
Blind date
Når man bliver lokket på en blind date, får man jo altid en masse oplysninger kastet i hovedet om den person man skal møde, og jeg fik at vide at han var høj, lækker, mørkhåret, havde en flot muskuløs krop, var sød og intelligent. Det lød da ikke så ringe, men problemet er jo bare, at man aldrig får de dårlige ting at vide, og nogle ting er altså ret vigtige!
For at tage min egen situation og vennekreds, så er mange af mine veninder allerede afsat med hus, mand samt børn, og så er det jo lidt træls at være den "sidste" single til parmiddage, fester og så videre, for man får de der medlidenheds blikke som nærmste skriger:
"For søren Cat, vi har så ondt af dig, du er single, det er forfærdeligt, dit liv må være et helvedet"
Eller det mere dømmende medlidenheds blik som siger: "Cat du er 24 år, altså godt på vej mod de 30, du har endnu ikke kunne holde på en fyr, du er dømt til at være single resten af livet"
Ja, som var det taget ud af Mette Lisbys "One woman show" og ja, jeg elsker det show! Selvom jeg har set det mindst 50 gange, så er det lige morsomt for mig hver gang, for som singlepige er der mange ting, man kan nikke genkendende til, når det gælder venner i forhold og fordømmende blikke.
For at give jer et eksempel, så var jeg inviteret til middag hjemme hos en af mine veninder og resten af tøseflokken som jeg er opvokset med og deres vedhæng kom også. Det startede som altid ganske hyggeligt, lige indtil emnet kom over på mig og min situation som single igen.
De lagde ud meget mildt, først bliver jeg pænt spurgt om, hvordan jeg har det, hvad jeg får min tid til at gå med og om jeg har mødt nogen spændende mænd for nyligt... Det sidste spørgsmål blev der lyttet nøje til, de var som aliens, der vil opfange hver lille detalje i det jeg sagde, samt det jeg ikke sagde.
Jeg fortalte dem at jeg har det fint, at jeg bruger tiden på mig selv samt arbejde, og at jeg desværre for dem, ikke har mødt nogen spændende mænd, og så begyndte lavinen; "Jamen Cat, jeg kender den her fyr bla, bla, bla" og "Cat, min fætter er lige blevet single igen, var det noget?". Sådan fortsatte de alle sammen, indtil alle havde givet deres input i, hvem jeg burde date.
Da jeg ikke er så begejstret for det med blind dates, så prøvede jeg som en slange at snige mig udenom, men det lykkedes bare ikke så godt; så da en af mine kære veninder gav mig valget om enten at passe hendes søn, Magnus, på 4 år den kommende fredag, eller tage på en blind date (som single har jeg åbenbart ikke noget liv, og det er en selvfølge, at jeg ingen aftaler har i weekenden), ja så følte jeg mig tvunget til at vælge en blind date. At tilbringe en fredag aften med en 4-årig dreng, som synes det er vildt sjovt at kaste legetøjsbiler efter folk, det syntes jeg ikke lige jeg har lyst til.
Blind date
Når man bliver lokket på en blind date, får man jo altid en masse oplysninger kastet i hovedet om den person man skal møde, og jeg fik at vide at han var høj, lækker, mørkhåret, havde en flot muskuløs krop, var sød og intelligent. Det lød da ikke så ringe, men problemet er jo bare, at man aldrig får de dårlige ting at vide, og nogle ting er altså ret vigtige!
Fredagen oprandt og jeg havde brugt flere timer foran spejlet, så efter en 30 minutters togtur stod jeg på Vesterport station og ventede på min blind date.
En lækker fyr kommer langsomt gående over mod mig, han fortæller at han hedder Martin og det er ham, der er min blind date. Vi går over til hans bil og kører videre til en hyggelig lille italiensk restaurant, vi får hurtigt et bord og som den gentleman han er, trækker han pænt stolen ud for mig (ja, der scorede han lige et par point).
Nå, men vi sidder lidt og snakker, og så er det at jeg får øje på det... Sokkerne! Han har hvide sokker i sorte sko, og selvom folk vil hade mig for denne bemærkning, kalde mig overfladisk og så videre, ja så er jeg nødt til at sige det; Man bruger ikke hvide sokker i sorte sko!
Jeg siger dog intet højt, taler bare videre, men i smug begynder jeg at nærstudere ham, og får på bedste "Sherlock Holmes" vis øje på en vielsesring på hans finger... Say what?!
Jeg begynder at små grine lidt, synes det hele er lidt underligt, men tager mig dog sammen og får spurgt ham om han er gift eller hvad meningen er med den vielsesring, han fortæller mig at han lige er blevet skilt, eller rettere separeret som han så pænt retter det til, og at han bare har glemt at tage ringen af.
Hmm... Herfra gik det kun ned af bakke for os, for helt ærligt, hvad tænkte han på, at tage på date med vielsesring på? Og hvad tænkte min veninde på? At gelejde mig på blind date med en fyr, som lige er blevet separeret, hvor desperat tror de jeg er?
Jeg har ikke noget imod at date en fyr, som er skilt eller for den sags skyld har børn, tro mig det har jeg prøvet, men når det gælder en fyr som lige er blevet separeret og som ikke engang har nået at få vielsesringen af, ja der sætter jeg så min grænse, så kan han være nok så sød og lækker, men jeg er ligeglad.
Nogen gange virker det som om, at folk i forhold har glemt hvordan det er at være single, og at de tror at det at være single er lig med det at være desperat. Jeg er måske kræsen, men ikke desperat, og jeg er jo altså stadig kun 24 år så mit biologiske ur er langt fra begyndt at sige "tik tak".
Men alt i alt var det var da en hyggelig aften, der kommer dog nok til at gå et stykke tid før jeg orker at tage til parmiddage eller på blind date igen, men en oplevelse rigere og klogere, blev jeg da, og er det ikke det singlelivet handler om?
En lækker fyr kommer langsomt gående over mod mig, han fortæller at han hedder Martin og det er ham, der er min blind date. Vi går over til hans bil og kører videre til en hyggelig lille italiensk restaurant, vi får hurtigt et bord og som den gentleman han er, trækker han pænt stolen ud for mig (ja, der scorede han lige et par point).
Nå, men vi sidder lidt og snakker, og så er det at jeg får øje på det... Sokkerne! Han har hvide sokker i sorte sko, og selvom folk vil hade mig for denne bemærkning, kalde mig overfladisk og så videre, ja så er jeg nødt til at sige det; Man bruger ikke hvide sokker i sorte sko!
Jeg siger dog intet højt, taler bare videre, men i smug begynder jeg at nærstudere ham, og får på bedste "Sherlock Holmes" vis øje på en vielsesring på hans finger... Say what?!
Jeg begynder at små grine lidt, synes det hele er lidt underligt, men tager mig dog sammen og får spurgt ham om han er gift eller hvad meningen er med den vielsesring, han fortæller mig at han lige er blevet skilt, eller rettere separeret som han så pænt retter det til, og at han bare har glemt at tage ringen af.
Hmm... Herfra gik det kun ned af bakke for os, for helt ærligt, hvad tænkte han på, at tage på date med vielsesring på? Og hvad tænkte min veninde på? At gelejde mig på blind date med en fyr, som lige er blevet separeret, hvor desperat tror de jeg er?
Jeg har ikke noget imod at date en fyr, som er skilt eller for den sags skyld har børn, tro mig det har jeg prøvet, men når det gælder en fyr som lige er blevet separeret og som ikke engang har nået at få vielsesringen af, ja der sætter jeg så min grænse, så kan han være nok så sød og lækker, men jeg er ligeglad.
Nogen gange virker det som om, at folk i forhold har glemt hvordan det er at være single, og at de tror at det at være single er lig med det at være desperat. Jeg er måske kræsen, men ikke desperat, og jeg er jo altså stadig kun 24 år så mit biologiske ur er langt fra begyndt at sige "tik tak".
Men alt i alt var det var da en hyggelig aften, der kommer dog nok til at gå et stykke tid før jeg orker at tage til parmiddage eller på blind date igen, men en oplevelse rigere og klogere, blev jeg da, og er det ikke det singlelivet handler om?
