Singleliv - Part 1
Velkommen tilbage til singlelivet
Som i måske har forstået af overskriften, er jeg blevet single igen, eller rettere sagt jeg har indset, jeg er blevet det - sådan noget tager jo et stykke tid at sluge.
Og det er derfor jeg vil starte denne artikelserie om mit singleliv, og hvad det indebærer af pinlige episoder, desperate handlinger, scorereplikker, fester og scoringer. Ja faktisk som en ægte blanding af Bridget Jones, Nynne og Carrie fra "Sex and the City".
Men lad os starte fra en ende af... Jeg har været i et forhold i cirka ti måneder, og selvom det ikke ligefrem var rosenrødt hele tiden, vi var jo sammen on/off, ja så var det nu alligevel et forhold.
Fortællingen
For ti måneder siden mødte jeg den her fyr, som var ven til en af mine veninder. Vi tog alle sammen i byen, og efter at jeg havde fået op til flere 'Bacardi Breezers' indenbords, og mine artige englehæmninger blev smidt; ja så fandt jeg ud af, at han da egentlig var ganske sød og også lidt for lækker at se på.
Så på bedste kvindemanér slog jeg kløerne i ham.
Vi ved alle, at med morgenlyset bliver man mere og mere ædru, og jeg lagde egentlig ikke det store i det, der var sket. Sket var sket, og med mit held i kærlighed, ja så ville det jo nok ikke ligefrem udvikle sig eller blive til andet end "Det".
Denne gang tog jeg dog fejl. Vi aftalte at ses igen og igen... Og inden jeg nåede rigtig at tænke over det, ja så havde jeg kæreste på og et ganske seriøst forhold. Vildt ikke? Men, selvom det vilde singleliv pludselig var blevet skiftet ud med kæreste, seriøst forhold og familiemøder; ja så betød det ikke, at problemerne var blevet mindre, tværtimod!
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de kloge siger jo, at medmindre man selv indser sine fejl, så kan man ikke ændre dem.
Jeg er ikke helt vild nem at date og være kæreste med i starten, det indrømmer jeg gerne... Og det første stykke tid med min nye kæreste var vist heller ikke helt nemt for ham. Jeg har nemlig haft en masse dårlige oplevelser i mine tidligere forhold, og min erfaring med kærlighed og forhold er, at jeg altid ender med at blive såret, så jeg har nærmest opbygget en mur rundt om mine følelser, hvor man mildt sagt skal være en gladiator for at bryde igennem.
Så nej, starten af forholdet var ikke helt nemt for ham, men muren og paraderne blev dog smadret, og følelserne fik frit løb, lige indtil... At jeg fandt ud af, at min kære kæreste havde været mig utro to gange med en fælles veninde, hvilket ødelagde meget i vores forhold, og gjorde at jeg slog op med ham.
Men dum er man jo nogen gange, eller rettere sagt "Dum er jeg personligt ganske tit", så jeg valgte at tilgive både ham og "veninden". (Ja ja, jeg ved det godt, stop med at ryste på hovedet!)
Nå, men som i nok har gættet jer til, så var forholdet ikke rosenrødt, selvom jeg havde tilgivet ham. Mistro, jalousi, skænderier og så videre begyndte at plage vores forhold noget så kraftigt, indtil vi efter et par måneder gjorde det forbi igen.
Dumhed nr. 2 - Lærer jeg det aldrig?
Jeg holdt jo af ham, og han holdt af mig. Det er da i hvert fald, hvad jeg har bildt mig selv ind, så da vi havde været væk fra hinanden i et stykke tid, valgte vi at give forholdet en chance igen. Og denne gang gik det faktisk rigtig godt. Tilliden begyndte så småt at komme tilbage, skænderierne stoppede, respekten og kærligheden fundet. Ja, alting virkede pludselig så perfekt, og det fortsatte sådan i flere måneder.
Vi begyndte at snakke om fremtiden, lagde planer og aftalte, at vi skulle ud at rejse. Ja, uden at overdrive, så var jeg parat til at ride ud i solnedgangen med ham. Jeg troede faktisk lidt, vi var på vej derud, men to dage efter vi havde kigget i rejsebrochure og aftalt, at vi ville til Bulgarien, fik jeg kastet følgende kommentar i hovedet;
Og det er derfor jeg vil starte denne artikelserie om mit singleliv, og hvad det indebærer af pinlige episoder, desperate handlinger, scorereplikker, fester og scoringer. Ja faktisk som en ægte blanding af Bridget Jones, Nynne og Carrie fra "Sex and the City".
Men lad os starte fra en ende af... Jeg har været i et forhold i cirka ti måneder, og selvom det ikke ligefrem var rosenrødt hele tiden, vi var jo sammen on/off, ja så var det nu alligevel et forhold.
Fortællingen
For ti måneder siden mødte jeg den her fyr, som var ven til en af mine veninder. Vi tog alle sammen i byen, og efter at jeg havde fået op til flere 'Bacardi Breezers' indenbords, og mine artige englehæmninger blev smidt; ja så fandt jeg ud af, at han da egentlig var ganske sød og også lidt for lækker at se på.
Så på bedste kvindemanér slog jeg kløerne i ham.
Vi ved alle, at med morgenlyset bliver man mere og mere ædru, og jeg lagde egentlig ikke det store i det, der var sket. Sket var sket, og med mit held i kærlighed, ja så ville det jo nok ikke ligefrem udvikle sig eller blive til andet end "Det".
Denne gang tog jeg dog fejl. Vi aftalte at ses igen og igen... Og inden jeg nåede rigtig at tænke over det, ja så havde jeg kæreste på og et ganske seriøst forhold. Vildt ikke? Men, selvom det vilde singleliv pludselig var blevet skiftet ud med kæreste, seriøst forhold og familiemøder; ja så betød det ikke, at problemerne var blevet mindre, tværtimod!
Jeg er ikke meget for at indrømme det, men de kloge siger jo, at medmindre man selv indser sine fejl, så kan man ikke ændre dem.
Jeg er ikke helt vild nem at date og være kæreste med i starten, det indrømmer jeg gerne... Og det første stykke tid med min nye kæreste var vist heller ikke helt nemt for ham. Jeg har nemlig haft en masse dårlige oplevelser i mine tidligere forhold, og min erfaring med kærlighed og forhold er, at jeg altid ender med at blive såret, så jeg har nærmest opbygget en mur rundt om mine følelser, hvor man mildt sagt skal være en gladiator for at bryde igennem.
Så nej, starten af forholdet var ikke helt nemt for ham, men muren og paraderne blev dog smadret, og følelserne fik frit løb, lige indtil... At jeg fandt ud af, at min kære kæreste havde været mig utro to gange med en fælles veninde, hvilket ødelagde meget i vores forhold, og gjorde at jeg slog op med ham.
Men dum er man jo nogen gange, eller rettere sagt "Dum er jeg personligt ganske tit", så jeg valgte at tilgive både ham og "veninden". (Ja ja, jeg ved det godt, stop med at ryste på hovedet!)
Nå, men som i nok har gættet jer til, så var forholdet ikke rosenrødt, selvom jeg havde tilgivet ham. Mistro, jalousi, skænderier og så videre begyndte at plage vores forhold noget så kraftigt, indtil vi efter et par måneder gjorde det forbi igen.
Dumhed nr. 2 - Lærer jeg det aldrig?
Jeg holdt jo af ham, og han holdt af mig. Det er da i hvert fald, hvad jeg har bildt mig selv ind, så da vi havde været væk fra hinanden i et stykke tid, valgte vi at give forholdet en chance igen. Og denne gang gik det faktisk rigtig godt. Tilliden begyndte så småt at komme tilbage, skænderierne stoppede, respekten og kærligheden fundet. Ja, alting virkede pludselig så perfekt, og det fortsatte sådan i flere måneder.
Vi begyndte at snakke om fremtiden, lagde planer og aftalte, at vi skulle ud at rejse. Ja, uden at overdrive, så var jeg parat til at ride ud i solnedgangen med ham. Jeg troede faktisk lidt, vi var på vej derud, men to dage efter vi havde kigget i rejsebrochure og aftalt, at vi ville til Bulgarien, fik jeg kastet følgende kommentar i hovedet;
'Cat, du er en vidunderlig pige, og jeg holder så forbandet meget af dig. Du er den perfekte kæreste, og derfor gør det ondt at skulle sige dette til dig... Jeg har prøvet at se, om jeg kunne få de rette følelser for dig, men jeg kan ikke, jeg holder sindssygt meget af dig, men kan bare ikke komme op til det punkt, hvor jeg elsker dig, så det er vist bedst, at vi stopper nu..."
"Say what?!" tænkte jeg bare
Slam slam, så fik jeg sgu den! Først blev jeg så vred, for helt ærligt hvad bilder han sig ind?! Har han bare holdt mig for nar? Betød alt det, han sagde og gjorde, ingenting? Var det hele bare et skuespil?!
Men efter vreden havde lagt sig, begyndte sorgen at komme, jeg følte mig som det værste L***. Hvorfor mig? Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor er jeg ikke god nok til at elske? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Vi ved alle, at det ikke er spørgsmål, der bare lige sådan bliver besvaret. Jeg tror aldrig, de bliver det, og det er vel egentlig også meget godt, for jeg tror ikke, jeg har lyst til at høre dem...
Men ligesom med vreden, så lagde sorgen og skuffelsen sig også, og glæden begyndte så småt at komme tilbage; og med en viden om, at det er hans tab ikke mit, så er min hverdag begyndt at se langt mere positiv ud.
Så nu hvor singlelivet er tilbage, ja så går jagten på gode oplevelser, billige drinks og "Prinsen på den Hvide Hest" ind. Man skal jo op på hesten igen, og hvis jeg selv må sige det, så er jeg en fandens god rytter...
"Say what?!" tænkte jeg bare
Slam slam, så fik jeg sgu den! Først blev jeg så vred, for helt ærligt hvad bilder han sig ind?! Har han bare holdt mig for nar? Betød alt det, han sagde og gjorde, ingenting? Var det hele bare et skuespil?!
Men efter vreden havde lagt sig, begyndte sorgen at komme, jeg følte mig som det værste L***. Hvorfor mig? Hvad var det, jeg havde gjort forkert? Hvorfor er jeg ikke god nok til at elske? Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Vi ved alle, at det ikke er spørgsmål, der bare lige sådan bliver besvaret. Jeg tror aldrig, de bliver det, og det er vel egentlig også meget godt, for jeg tror ikke, jeg har lyst til at høre dem...
Men ligesom med vreden, så lagde sorgen og skuffelsen sig også, og glæden begyndte så småt at komme tilbage; og med en viden om, at det er hans tab ikke mit, så er min hverdag begyndt at se langt mere positiv ud.
Så nu hvor singlelivet er tilbage, ja så går jagten på gode oplevelser, billige drinks og "Prinsen på den Hvide Hest" ind. Man skal jo op på hesten igen, og hvis jeg selv må sige det, så er jeg en fandens god rytter...
