Single
Hvornår bør man begynde at blive desperat?
Undertegnede har blot den spæde alder af 24 år, men på trods af det, så får jeg opfattelsen af, at folk omkring én, finder det underligt, at man ikke allerede har fundet "the one and only".
Jeg har i mange år levet som lykkelig single og har sådan set ikke haft én eneste bekymring over, om jeg ender som single resten af mit liv. Mine tanker omkring emnet har været: "Det når jeg da nok. Der er jo god tid!"
Denne holdning har stået stærkt i lang tid, og jeg har da tænkt mig at holde fast i den lidt endnu.
Paranoia
Men folks holdning til det faktum, at jeg er single, gør mig lettere paranoid. "Jamen Gitte, sådan en sød pige som dig burde da have fundet en fyr allerede".
Ja, det er meget muligt at andre i min aldersgruppe har op til flere forhold i bagagen, og måske endda har fundet den, de skal tilbringe resten af livet med, men behøves det at være en generel regel? Behøves man at være "fortabt", blot fordi man ikke har en kæreste, og egentligt heller ikke leder efter én?
Mit svar er selvfølgelig "Nej", men på trods af min tillid til at 24 år ikke bør være nogen grund til panik, så bliver man alligevel lidt påvirket af folks kommentarer. Dette afføder så spørgsmål som: Hvornår er det egentlig, at man bør begynde at være nervøs over at ende som single resten af livet?
En helt konkret dato snakker vi selvfølgelig ikke om, men faktum er vel, at når man når en vis alder, så begynder udvalget af passende single fyre at være dalende. Gid man så bare vidste sådan cirka hvornår, man burde begynde at blive desperat.
Kanel og pebermø?
Der findes jo de frygtede "Du er stadig single-traditioner" som for eksempel, når man runder de 25 år og bliver straffet med kanel. Og så runder man de 30 år og må lægge krop til en vis mængde sort peber. Traditionerne er gamle, men lever stadig i bedste velgående.
Bør man tage disse traditioner som en fin hentydning til, at det er ved at være sidste udkald? Det var det muligvis i gamle dage, men i det moderne Danmark mener jeg, at "aldersgrænsen" bør være rykket en del år siden dengang.
Jeg har i mange år levet som lykkelig single og har sådan set ikke haft én eneste bekymring over, om jeg ender som single resten af mit liv. Mine tanker omkring emnet har været: "Det når jeg da nok. Der er jo god tid!"
Denne holdning har stået stærkt i lang tid, og jeg har da tænkt mig at holde fast i den lidt endnu.
Paranoia
Men folks holdning til det faktum, at jeg er single, gør mig lettere paranoid. "Jamen Gitte, sådan en sød pige som dig burde da have fundet en fyr allerede".
Ja, det er meget muligt at andre i min aldersgruppe har op til flere forhold i bagagen, og måske endda har fundet den, de skal tilbringe resten af livet med, men behøves det at være en generel regel? Behøves man at være "fortabt", blot fordi man ikke har en kæreste, og egentligt heller ikke leder efter én?
Mit svar er selvfølgelig "Nej", men på trods af min tillid til at 24 år ikke bør være nogen grund til panik, så bliver man alligevel lidt påvirket af folks kommentarer. Dette afføder så spørgsmål som: Hvornår er det egentlig, at man bør begynde at være nervøs over at ende som single resten af livet?
En helt konkret dato snakker vi selvfølgelig ikke om, men faktum er vel, at når man når en vis alder, så begynder udvalget af passende single fyre at være dalende. Gid man så bare vidste sådan cirka hvornår, man burde begynde at blive desperat.
Kanel og pebermø?
Der findes jo de frygtede "Du er stadig single-traditioner" som for eksempel, når man runder de 25 år og bliver straffet med kanel. Og så runder man de 30 år og må lægge krop til en vis mængde sort peber. Traditionerne er gamle, men lever stadig i bedste velgående.
Bør man tage disse traditioner som en fin hentydning til, at det er ved at være sidste udkald? Det var det muligvis i gamle dage, men i det moderne Danmark mener jeg, at "aldersgrænsen" bør være rykket en del år siden dengang.
Dagens unge har mange personlige ambitioner at nå. Det handler ikke kun om at finde en mand, og så ellers være tilfreds resten af livet.
Derfor må "panikalderen" rykkes, så folk har tid til at nå deres forskellige mål, før de binder sig for livet.
Bridget Jones-stilen
Således synes jeg ikke, at man for tidligt skal forfalde til "Bridget Jones-stilen" som desperat single, hvis tanker kun drejer sig om det faktum, at man er single.
Men på trods af at verden ser anderledes ud i dag end for hundrede år siden, så synes tendensen med at gifte sig i en ung alder at blive mere og mere populær.
Er det et hint om, at man bør rubbe neglene og finde kærligheden, inden alle fyrene har giftet sig i en alder af 25 år?
Eller kan man godt tillade sig at vente lidt og bruge tiden på sig selv først?
Hvornår synes I, at det ser kritisk ud?
Derfor må "panikalderen" rykkes, så folk har tid til at nå deres forskellige mål, før de binder sig for livet.
Bridget Jones-stilen
Således synes jeg ikke, at man for tidligt skal forfalde til "Bridget Jones-stilen" som desperat single, hvis tanker kun drejer sig om det faktum, at man er single.
Men på trods af at verden ser anderledes ud i dag end for hundrede år siden, så synes tendensen med at gifte sig i en ung alder at blive mere og mere populær.
Er det et hint om, at man bør rubbe neglene og finde kærligheden, inden alle fyrene har giftet sig i en alder af 25 år?
Eller kan man godt tillade sig at vente lidt og bruge tiden på sig selv først?
