Aniston

Shrek 2

Vær glad for dig selv!

9 ud af 6 stjerner
Den længe ventede Shrek 2 - efterfølgeren til Shrek - kommer endelig i biograferne fredag den 3. september, og alle, som har set 1'eren, bliver nødt til at se 2'eren; for hvad sker der, når Fionas forældre opdager hendes forvandling?
Shrek 2
Den første Shrek-film var sød, sjov og romantisk. Den var flot lavet, fuld af gode jokes, og baggrundshistorien var et typisk eventyr, som alle kunne sætte sig ind i: Prinsessen, der er fanget i sit tårn, dragen, der holder vagt, og prinsen, der er på vej for at redde prinsessen.

Fra fødslen var der en trolddom over prinsessen, Fiona. Hver nat blev hun forvandlet til et uhyre, og da kongen og dronningen søgte hjælp hos "Fairy Godmother", rådede hun dem til at spærre deres datter inde i et tårn.

En dag ville der komme en prins og redde hende, og ved deres første kys, ville trolddommen blive ophævet, og nu ventede de blot på, at dette skulle gå i opfyldelse.

Ikke typisk eventyr
Men selve historien var ikke et typisk eventyr. Pludselig dukker orgen, Shrek, op, og efter at have ordnet dragen og kysset prinsessen, forvandles Fiona til en hunorg. De går grueligt meget igennem, men historien ender lykkeligt med deres bryllup, hvorefter de tager på bryllupsrejse.

Shrek 2 begynder ved deres hjemkomst. De to elskende kommer trætte, men elskovslystne hjem og finder Shreks gode, men noget irriterende og fatsvage ven, Donkey, hjemme i deres hus. Donkey har ikke formået at passe ordentligt på huset, fordi han har været for ensom, og han er enormt lykkelig, da de endelig er hjemme.

Men han må sande, at Shrek og Fiona vil være alene uden ham. Der sker dog det, at Shrek og Fiona bliver inviteret til fest hos Fionas forældre i landet: "Far, Far Away", og selvom Shrek ikke har lyst til at tage af sted, må han bukke under for Fionas ønske om at se sine forældre igen.

Afpresning
Men forvandlingen er noget af et chok for hendes forældre - specielt for kongen. Han bliver afpresset og må spille afpresserens spil.

Det er nu op til Shrek og hans to venner, Donkey og Puss in Boots, at forhindre kongen og afpresseren i at få held med deres lumske plan.

I sidste ende er det dog kongens egen fejl, der redder Shrek og Fiona; men fejlen bliver fatal for ham selv. Det forhindrer imidlertid ikke filmen i at ende lykkeligt, da netop de fatale konsekvenser er med til at underbygge hovedbudskabet: At man er mest lykkelig, når man accepterer, den man er, og ikke efterstræber uopnåelige ønsker om udseende, status og lykke.

Mange temaer
Selvom dette er hovedbudskabet, behandler filmen mange andre temaer. For eksempel venskab, ægteskab, forældre/børn-forhold, lykke, skønhed og forældres drømme for børnenes fremtid kontra det liv børnene får.

Man kunne forestille sig, at det gjorde filmen rodet og uforståelig, men det er ikke tilfældet, da temaerne er så godt kædet sammen, at de alle ender i hovedbudskabet.

Mor dig med Shrek 2
Men ønsker du kun at more dig, kan du også nøjes med at bruge filmen på den måde. Shrek 2 er eventyrligt humoristisk, og den er fantastisk godt lavet. Særligt de mange jokes samt citater fra andre film, eventyr og sågar virkeligheden gør Shrek 2 til det, den er: En rigtig god oplevelse, som man kan se for sjov eller beundre for dens dybere mening!

Uden at sige for meget kan www.Aniston.dk røbe, at man skal blive siddende i biografsædet, indtil rulleteksterne er forbi. Der er nemlig en lille overraskelse, som man ikke må gå glip af!

Et andet tip er, at filmen er bedst på engelsk, da den danske oversættelse dræber de engelske jokes.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce