"Sex and the City" er over os!
Kom lad os mødes
Nu er det ikke længere nok med "et bord for to" på en lille restaurant; der skal mere til. Den senere tid har måder som "speed-dating", "lock & key" og "matchmakers" vundet indpas på det danske singlemarked. Hver og én med sit eget koncept og egne arrangører, men hvor deltagerne betaler professionelle for at arrangere dates for dem.
Overdrevet eller bekvemt?
Hvorfor er "et bord for to" ikke nok længere? Det spørgsmål kan man stille sig selv, når man ser på de tusinder af singler, der uge efter uge deltager i nogle af ovenstående arrangementer. Dejligt bekvemt! Alt bliver planlagt til mindste detalje. Det eneste deltagerne skal, er at møde op og betale arrangørerne et symbolsk beløb - så ruller det.
Virker det ikke en smule overdrevet, at vi er så desperate, at vi bliver nødt til at betale dating-arrangører for, at vi kan møde nye mennesker (andre singler)? De fleste vil umiddelbart ikke finde det overdrevet - men nærmere bekvemt og let, at få andre til at arrangere deres dates. På den måde bliver det heller ikke alt for personligt! Og for den sags skyld langt lettere at afvise en person, hvis denne ikke falder i ens smag.
Men når der er et så stort udvalg af måder, som man kan møde nye mennesker på - er det så ikke underligt, at antallet af ensomme stiger proportionalt med antallet af arrangører? En skræmmende tanke!
Når man tænker på, at vi lever i det 21. århundrede i et højt intellektuelt samfund, og der er så mange singler, som der er, virker det forkert, at singlerne ikke selv kan finde deres dates, men udøver denne form for desperation over at være alene.
Hvorfor er "et bord for to" ikke nok længere? Det spørgsmål kan man stille sig selv, når man ser på de tusinder af singler, der uge efter uge deltager i nogle af ovenstående arrangementer. Dejligt bekvemt! Alt bliver planlagt til mindste detalje. Det eneste deltagerne skal, er at møde op og betale arrangørerne et symbolsk beløb - så ruller det.
Virker det ikke en smule overdrevet, at vi er så desperate, at vi bliver nødt til at betale dating-arrangører for, at vi kan møde nye mennesker (andre singler)? De fleste vil umiddelbart ikke finde det overdrevet - men nærmere bekvemt og let, at få andre til at arrangere deres dates. På den måde bliver det heller ikke alt for personligt! Og for den sags skyld langt lettere at afvise en person, hvis denne ikke falder i ens smag.
Men når der er et så stort udvalg af måder, som man kan møde nye mennesker på - er det så ikke underligt, at antallet af ensomme stiger proportionalt med antallet af arrangører? En skræmmende tanke!
Når man tænker på, at vi lever i det 21. århundrede i et højt intellektuelt samfund, og der er så mange singler, som der er, virker det forkert, at singlerne ikke selv kan finde deres dates, men udøver denne form for desperation over at være alene.
Ikke kun desperationen er bemærkelsesværdig - det er ligeså meget koncepterne. For eksempel: "mød så mange som muligt på mindst mulig tid"-konceptet! Sådan foregår det ved speed-dating, hvor deltagerne får præcis 3 minutter til at lære hinanden at kende. Taget i betragtning, at sætningen "det er det indre, der tæller" er så yndet som den er, er 3 minutter ikke ret meget, hvis man skal ind under huden på en person.
Netop denne desperation og det, at man i mange af dating-koncepterne kun lærer folk at kende udenpå, bringer mine tanker hen på den amerikanske serie "Sex and the City".
Hvem kender snart ikke Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda og ikke mindst deres livsstil? De dater røven ud af bukserne, og vi har så æren af at følge med i deres succeser og fiaskoer.
Alt imens kan man sidde og nikke genkendende til de sjove og måske pinlige situationer, de oplever i deres liv, ikke mindst når de er på en date. En livsstil der ligger så langt som muligt fra den de fleste gennemsnits danskere har.
Hvordan er det muligt, at vi intellektuelle individer lader os blænde af denne fantastiske livsstil? Det kan da umuligt være så svært at skabe en kontakt, på en naturlig måde, til et andet menneske, der gør det muligt at komme på en date!
Netop denne desperation og det, at man i mange af dating-koncepterne kun lærer folk at kende udenpå, bringer mine tanker hen på den amerikanske serie "Sex and the City".
Hvem kender snart ikke Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda og ikke mindst deres livsstil? De dater røven ud af bukserne, og vi har så æren af at følge med i deres succeser og fiaskoer.
Alt imens kan man sidde og nikke genkendende til de sjove og måske pinlige situationer, de oplever i deres liv, ikke mindst når de er på en date. En livsstil der ligger så langt som muligt fra den de fleste gennemsnits danskere har.
Hvordan er det muligt, at vi intellektuelle individer lader os blænde af denne fantastiske livsstil? Det kan da umuligt være så svært at skabe en kontakt, på en naturlig måde, til et andet menneske, der gør det muligt at komme på en date!
