Aniston

Seksuelt overgreb

Når familien ikke vil lytte

Et seksuelt overgreb er der ingen, der burde udsættes for, men alligevel sker det mere og mere. Men hvad gør man, når personen, der gør det, er ens stedfar? Og ens familie ikke tror på det og blot fejer det væk?
Seksuelt overgreb
Seksuelt overgreb er noget af det værste, en person kan udsættes for, og alligevel er det noget, der sker oftere end man tror.

Når man siger seksuelt overgreb, tænker de fleste på de grovere seksuelle overgreb som incest, voldtægt, oralsex og så videre.

De fleste glemmer bare, at seksuelt overgreb også er seksuelt grænseoverskridende handlinger, såsom blufærdighedskrænkelse, berøringer,  familiær blotteri etcetera.

Men disse ting kommer sjældent frem i lyset, for offeret føler sig skyldig og føler ikke, der er sket "nok" og vælger derfor at tie stille.

Dette er en sand fortælling om Maja, hendes oplevelser, råbet om hjælp, der aldrig blev lyttet til, og de problemer hun stadig kæmper med den dag i dag. (Maja er ikke hendes rigtig navn, da hun ønsker at være anonym. Navnet er dog bekendt af redaktionen).

"Det hele startede med, at min mor fandt en ny mand. Han virkede utrolig sød, og der gik heller ikke længe, før de var blevet gift. Jeg var nået puberteten, var næsten aldrig hjemme, og var jeg det endelig, var det kun for at sove eller være på tværs.

Så mødte jeg en sød fyr, som jeg forelskede mig i ved første blik, men min mor var af den mening, at jeg ikke skulle have en kæreste. Det ville hun ikke tillade. Men jeg nægtede at slå op med ham, jeg var vild med ham og han var vild med mig. Så i stedet for at følge min mors ordre, valgte jeg at lyve om alt. Skulle jeg være sammen med ham, løj jeg og sagde, at jeg skulle være sammen med mine veninder og sådan fortsatte det.

Selvfølgelig opdagede min mor det alligevel, men det fik mig ikke til at slå op med ham, men gjorde bare mit forhold til min mor værre, end det allerede var.

Så en dag, da hun opdagede, at jeg også var begyndt at både ryge og drikke, ja, så lavede vi ikke andet end at skændes og nærmest slås hver dag. I hendes øjne var jeg en løgnerisk teenager, og i mine øjne var hun en heks, der ville blande sig i alt.

Da jeg fyldte 16 år skulle jeg på skitur med min klasse til Norge, og det endte med, at jeg faldt og slog mit ben meget slemt, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg blev sendt hjem, og lå i min seng i næsten to uger, og hver gang jeg skulle på toilettet, så blev jeg nødt til at kalde på min mor, så hun kunne hjælpe mig derud. Men så skete der noget, som jeg aldrig nogensinde glemmer, og som jeg nok heller aldrig nogensinde kommer til at tilgive.
ANNONCE
Seksuelt overgreb
Min mor var på arbejde, og jeg var alene hjemme, havde fået smertestillende piller og lå og sov. Pludselig vågner jeg op ved, at min stedfar sidder ved siden af min seng, har tage min dyne væk fra mit underliv og sidder og kysser og slikker mine balder.

Jeg blev fuldstændig rystet, først gik jeg i chok, og så begyndte jeg at råbe og skrige om, hvor klam han var, hvad fanden han lavede, at han var pædofil og mange, mange andre ting. Han skyndte sig at løbe ud af mit værelse, og havde jeg kunne bevæge mig, så var jeg styrtet efter ham og havde slået ham ihjel. Men jeg lå i min seng, bange, rystet og kunne ikke bevæge mig. Hvilket han selvfølgelig vidste.

Han blev ved med at komme ind til mig og sagde, at jeg ikke måtte fortælle noget til min mor, jeg spurgte, om han var dum eller hvad, for selvfølgelig ville jeg fortælle hende det. Og så stak han af.

Jeg kunne ikke få fat på min mor, så grædende ringede jeg til min kæreste som selvfølgelig straks kom hjem til mig. Først kunne jeg ikke for mig selv til at fortælle det, men fik endelig sagt, hvad der var sket, og han gik ligesom mig først i chok, og så blev han rasende. Han ville have fat på min stedfar "Det perverse, pædofile svin", som han kaldte ham.

Da min mor kom hjem fra arbejde, spurgte hun, hvor min stedfar var, og jeg begyndte at græde. Jeg fortalte hende, hvad der var sket, og så sagde hun; "Nu stopper du med alle dine løgne, du skal ikke ødelægge mit liv".

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, så da jeg hørte, at hun ringede til ham og bad ham om at komme hjem, ringede jeg til min veninde, fortalte hende, hvad der var sket, og bad hende om at tage en taxa ud til mig. Da hun kom, havde jeg pakket en taske. Jeg sagde til min mor, at jeg flyttede, og hun sagde; "Ja, ja, god tur".

I halvanden måned boede jeg hos min veninde, og hendes mor var virkelig dejlig. Hun sad og talte med mig og prøvede at hjælpe mig på alle mulige måder.

Men så ringede min mor en dag og sagde, at jeg godt kunne lette min røv og komme hjem, og at det skulle være lige nu. Jeg ville ikke, men hun tvang mig. Og da jeg kom hjem igen, opdagede jeg, hvordan hun havde fået vendt resten af familien mod mig.

Hun sagde, at jeg skulle opføre mig ordentligt, at jeg skulle stoppe med mine løgne, at jeg skulle behandle min stedfar ordentligt og hilse pænt på ham. Og når det var hans fødselsdag og jul, blev jeg tvunget til at give ham gaver og kysse ham på kinden som tak. Sådan gik det til, at det hele blev fejet under bordet og glemt... Sådan da.

Min stedfar ændrede sig dog ikke, faktisk blev han på nogen punkter langt værre.

Om natten, når jeg skulle op på toilettet, skulle jeg igennem to døre for at komme derud, alle dørene larmer, så man kan altid høre, om nogen var derude eller oppe. Og det tiltrak min stedfar som en magnet. Stod jeg op og skulle tisse om natten, så gik der ikke mange sekunder, før han også var oppe. Så når jeg kom ud fra badeværelset, stod han helt nøgen foran mig. Så til sidst lå jeg og holdt mig om natten, fordi jeg ikke turde gå derud. Det eneste jeg tænkte på var, at jeg havde lyst til at dø.

Selvom årene gik, blev det ikke lettere for mig. Jeg blev mere og mere ked af det, tit kunne jeg sidde for mig selv og pludselig begynde at græde. Jeg begyndte at trække mig mere og mere ind i mig selv, ville ikke have en kæreste, lukkede mine veninder ude og holdt mig for mig selv.

Det var først, da jeg fylde 18 år og fik min egne lejlighed, at jeg begyndte at se et lys forude. Troede jeg. Jeg begyndte så småt at date og få kærester igen, men det holdt ikke så længe ad gangen, for hurtigt fik jeg det dårligt med deres berøringer, havde ikke lyst til sex og følte, at det var den eneste grund til, at de var sammen med mig, så jeg lukkede dem ud af mit liv, ligeså hurtigt som de var kommet ind i det.
ANNONCE
Seksuelt overgreb
Jeg er nu 23 år gammel, jeg ser stadig min mor engang imellem, men prøver at undgå min stedfar. Jeg har næsten ingen veninder tilbage, og kærester har jeg valgt ikke at have. Så holder mig mest for mig selv. Engang imellem sker det stadig, at min mor og jeg kommer op og skændes, og så ender det altid med, at emnet kommer tilbage på det, der skete, og hver gang hører jeg mig selv sige;
 
"Hvordan kunne du vælge ham frem for mig, hvorfor tror du ikke på mig?"

Hver gang hører jeg min mor svare; "Du er et voksent menneske, lad nu være med at lyve og bild dig selv ting ind, det er på tide du glemmer det og kommer videre". Og enkelte gange hører jeg hende sige; "Ja, og hvad så hvis jeg valgte ham, du har jo altid været så fuld af løgn, så jeg har jo aldrig kunne stole på dig, og hvis han har gjort det, du siger, så har det jo kun været for at være sød ved dig" - Sød ved mig?! Ja tak, det skal jeg love for!

Jeg ville ønske, jeg kunne glemme det og komme videre. Jeg ville ønske, at jeg kunne tilgive og elske min mor, som jeg gjorde engang. Jeg ville ønske, at jeg ikke var så bange for at blive fravalgt og såret hele tiden. For jeg har det ikke godt som tingene er nu, de fleste nætter græder jeg mig selv i søvn, og om dagen føler jeg, at jeg går rundt med en smilende maske for at skjule sandheden, smerten og mine tårer.

Men det jeg ønsker allermest er, at min mor bare lytter til mig, og fortæller mig, at hun virkelig tror på mig. Det sker dog aldrig, for i hendes øjne, vil jeg altid være en løgner, der prøver at ødelægge hendes liv."

Grunden til, at jeg fortæller min historie, er ikke for at folk skal få medlidenhed med mig, men fordi jeg håber, det vil hjælpe andre piger i samme situation. Jeg håber, alle vil tage min historie som en advarsel om, at de skal gøre noget, og ikke bare "glemme" det. For det er umuligt at glemme, og i sidste ende, hvis man ikke får gjort noget ved det eller talt med nogen om det, så ender man som mig. Ødelagt, såret, forvirret og med en frygt for at blive fravalgt og en angst, der lukker folk ude. Og det ønsker jeg ikke for nogen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE