Aniston

Sådan finder du julehumøret

4 mere eller mindre effektive veje til et fantastisk julehumør.

Nedslående gråvejr, travlhed, overfyldte butikker og kolde fødder. December er ikke altid lige nem at komme igennem. Men fortvivl ikke. Her er fire gode råd, der hjælper dig med at smide det triste humør og bytte med ægte julestemning.
Sådan finder du julehumøret
1. vej: Julegodter
Tag i supermarkedet og brug dine sidste madpenge på marcipan, nougat, nødder og pistaciamasse. Gå amok i julekonfekt.

Er du i dit kreative hjørne kan du lave små figurer. Hvis du er snotdum til at modellere, kan du i stedet bare ælte lidt af hvert sammen. Selvom det ser ulækkert ud, er det hyggeligt at lave, og det smager alligevel af jul.

Hvis du ikke bryder dig om at få fedtede marcipanfingre kan du i stedet købe et par hvidtøl og grødris. Man må godt tyvstarte, og spise risengrød før d. 24.

Det tager en krig og en halv kop kaffe at lave risengrød, og det brænder altid på. Så husk at have en færdigret i baghånden, hvis foderet skulle vise sig at være uspiseligt. Krydr eventuelt færdigretten med kanel - så er det da lidt juleagtigt.

2. vej: Julemusik
Ingen jul uden julemusik. Er du for nærig til at investere i en julecd, er youtube et udmærket alternativ. Her kan du finde de mere klassiske julesange, "Jingle Bells", "white christmas" og "We wish you a merry Christmas".

Er du til det mere gearede, så har Wham lavet den traumatiske ørehænger "Last Christmas", og Mariah Carey leverer den sukkerklistrede "All i want for Christmas".

Danske julesange behøver heller ikke at være kedelige. Drengene fra Angora har lavet en skrækkelig, men spændende julesang. Linie 3 er også på banen, men når man har hørt "Bedste blev kørt over af et rensdyr" for tredje gang, er man klar til at myrde sin media-player. Så hold lidt igen med den.

Er du ikke til musik, så slå dig i stedet ned foran tv'et og glo julekalender. Hvis du hurtigt bliver træt af irriterende unger, usynlige nisser og materialistisk tankegang, så drop "Mikkel og Guldkortet". "The Julekalender" har ganske vist ikke verdens bedste sendetid, men forskruede dansk-engelske gloser og jyder på lokum har da en vis underholdningsværdi.
ANNONCE
Sådan finder du julehumøret
3. vej: Julemanden
Opsøg julemanden. Han plejer at findes på gågaden et eller andet sted, hvor han trasker rundt og deler pebernødder og karameller ud til børn. Han er altid frisk på et hoho og et frisk pust af julehumør.

Nogle julemænd prøver ihærdigt på at sælge dig et "hus forbi". Er dette tilfældet, må du tage stilling til, om din slunkne pung kan klare ærterne, eller om du må nøjes med at ønske glædelig jul.

Når du nu alligevel befinder dig nær butikkerne, kan du samtidig se på julelys og pyntede lygtepæle. Der er intet så juleagtigt som de mange ekroner kommunerne fyrer af på julebelysning. Så nyd dem, det er dine skattepenge der lyser op i byen.

4. vej: julefrokost
Drik snaps: der er en grund til, at det er julefrokostens foretrukne drikkelse. Man bliver voldstiv og julegrise-glad, selvom det smager ækelt.

Har man drukket snaps elsker kaster man pludselig sin uhæmmede jule-kærlighed på alle - og nogle gange endda også ham den underlige Bent med gule tænder og fedtet hår. Tro mig, jeg taler af erfaring.

Hvis du endelig skulle komme så langt ud i dit fordrukne julehumør, så husk at drikke snaps indtil du blackouter og ikke kan huske de brølere du laver: "Det kan jeg ikke huske" er den bedste undskyldning for alt. For kan man ikke huske det, så er det ikke sket. På den måde kan du beholde julehumøret, selvom klamme Bent har været lidt for tæt på dig i julefrokostens hede.

Glædelig jul!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce