Så forbandet uforståeligt
Hvorfor?
Men så oprandt den dag, hvor jeg modvilligt sagde ja til at følges med min mor til en, for nogle år siden, nystartet Odense-event, der efterhånden har udviklet sig til en tradition.
Naboerne havde sagt fra i år - de skulle et eller andet - og så havde min mor fået den gode idé, at jeg da kunne tage med til en dejlig kulturel søndag med klassisk musik og opera.
Okay, jeg har det nu egentlig fint med klassisk musik. Faktisk nyder jeg det, i forhold til så mange andre, der måske ikke lige kan se det fede ved det.
Men efter adskillige år ved balletten (dog intet professionelt) og en del træning på violinen, er jeg blevet helt habil til at lytte til klassisk musik. Især efter to år i et ungdoms-symfoniorkester har jeg fået en hel anden forståelse for klassisk orkestermusik.
Men derfra og til så at begynde at lytte til opera - helt frivilligt. Det havde jeg nu alligevel aldrig troet. Jeg som plejer at springe over de stykker på cd'en, der indeholder et operanummer. Men én første gang skulle jo være den første, og sådan blev det.
Af sted mod Fruens Bøge
Klokken halv tre søndag den 14. august 2005 spadserede jeg og min mor af sted mod engen i Fruens Bøge i Odense, hvor festlighederne skulle foregå. Vi havde pakket det hele: madpakken, øllene, hvidvinen, paptallerkener, strandstole, bord og regntøj - alt sammen stuvet sammen i en cykeltrailer, som vi trak efter os.
Vi fandt engen og en plads med god udsigt, og så sad vi der og ventede.
Cirka en halv time efter var hele pladsen fyldt til randen, og snart kunne det hele begynde. Jeg var stadig en anelse skeptisk, men en opknappet Odense-pilsner hjalp lidt på humøret. Og så startede det.
Naboerne havde sagt fra i år - de skulle et eller andet - og så havde min mor fået den gode idé, at jeg da kunne tage med til en dejlig kulturel søndag med klassisk musik og opera.
Okay, jeg har det nu egentlig fint med klassisk musik. Faktisk nyder jeg det, i forhold til så mange andre, der måske ikke lige kan se det fede ved det.
Men efter adskillige år ved balletten (dog intet professionelt) og en del træning på violinen, er jeg blevet helt habil til at lytte til klassisk musik. Især efter to år i et ungdoms-symfoniorkester har jeg fået en hel anden forståelse for klassisk orkestermusik.
Men derfra og til så at begynde at lytte til opera - helt frivilligt. Det havde jeg nu alligevel aldrig troet. Jeg som plejer at springe over de stykker på cd'en, der indeholder et operanummer. Men én første gang skulle jo være den første, og sådan blev det.
Af sted mod Fruens Bøge
Klokken halv tre søndag den 14. august 2005 spadserede jeg og min mor af sted mod engen i Fruens Bøge i Odense, hvor festlighederne skulle foregå. Vi havde pakket det hele: madpakken, øllene, hvidvinen, paptallerkener, strandstole, bord og regntøj - alt sammen stuvet sammen i en cykeltrailer, som vi trak efter os.
Vi fandt engen og en plads med god udsigt, og så sad vi der og ventede.
Cirka en halv time efter var hele pladsen fyldt til randen, og snart kunne det hele begynde. Jeg var stadig en anelse skeptisk, men en opknappet Odense-pilsner hjalp lidt på humøret. Og så startede det.
Første afdeling var slet ikke så slem.
"Peder Most Garden" fra Svendborg med en masse unge, dygtige musikere spillede op, og herefter blev scenen overdraget til baryton (midt mellem tenor og bas) og konferencier, Guido Paevatalu, sopranerne, Sofie Ottosen og Tatyana Zaharchuk, dirigent, Gintaras Rinkevicius, og Odense Symfoniorkester.
Det var meget underholdende og til at forstå. Ikke hårdnakket opera, men den lettere genre, operetten, var i højsædet, og der blev også spillet flere ouverturer uden sang.
Det var faktisk noget, som jeg nød meget.
Mit problem var dog, at jeg sådan skulle på WC, og man kan jo ikke bare gå midt i festlighederne.
I mellemtiden var min far dukket op - han havde sovet efter en lang nattevagt og kom derfor lidt senere. Min mor skulle også tisse, og da pausen endelig kom, hviskede hun lavmælt, mens der blev klappet på livet løs: "Kom, så spæner vi!"
Det skulle ikke siges to gange. Jeg fløj af sted med min mor i hælene; og det er ikke meget galt, hvis jeg siger, at vi var de første, der nåede på toilettet.
Hårdnakket opera
Og, så var jeg klar igen med lettet blære. På med anden halvdel. Og nu var man ligesom forberedt på, at det kunne blive en smule tungere, lidt for de mere garvede lyttere. Men jeg blev der, og det var slet ikke så slemt. Dog forstod jeg ikke meget af, hvad der blev sunget, og det blev ikke bedre.
Jeg har så også fundet ud af, at det kan have sin årsag - mange af sangene er enten på tysk eller på italiensk, og så tror jeg pokker! Men, hvad er det også for noget? Hvad skal man dog med det hele, når det synges på et andet sprog og i et sådant toneleje, at man ikke har en chance for at fatte en brik?
Der var dog lidt fra "Den Glade Enke", som blev opført på vort nationalsprog, og jo, jeg fangede da et par ord hist og pist, og det lød egentlig også meget godt.
Nå, men anden del blev også færdig, der blev klappet og sunget fællessang, og vi blev siddende lidt med resten af en øl. Min far var smuttet en halv time forinden for at nå på arbejde til tiden, så vi var alene igen - min mor og jeg.
"Peder Most Garden" fra Svendborg med en masse unge, dygtige musikere spillede op, og herefter blev scenen overdraget til baryton (midt mellem tenor og bas) og konferencier, Guido Paevatalu, sopranerne, Sofie Ottosen og Tatyana Zaharchuk, dirigent, Gintaras Rinkevicius, og Odense Symfoniorkester.
Det var meget underholdende og til at forstå. Ikke hårdnakket opera, men den lettere genre, operetten, var i højsædet, og der blev også spillet flere ouverturer uden sang.
Det var faktisk noget, som jeg nød meget.
Mit problem var dog, at jeg sådan skulle på WC, og man kan jo ikke bare gå midt i festlighederne.
I mellemtiden var min far dukket op - han havde sovet efter en lang nattevagt og kom derfor lidt senere. Min mor skulle også tisse, og da pausen endelig kom, hviskede hun lavmælt, mens der blev klappet på livet løs: "Kom, så spæner vi!"
Det skulle ikke siges to gange. Jeg fløj af sted med min mor i hælene; og det er ikke meget galt, hvis jeg siger, at vi var de første, der nåede på toilettet.
Hårdnakket opera
Og, så var jeg klar igen med lettet blære. På med anden halvdel. Og nu var man ligesom forberedt på, at det kunne blive en smule tungere, lidt for de mere garvede lyttere. Men jeg blev der, og det var slet ikke så slemt. Dog forstod jeg ikke meget af, hvad der blev sunget, og det blev ikke bedre.
Jeg har så også fundet ud af, at det kan have sin årsag - mange af sangene er enten på tysk eller på italiensk, og så tror jeg pokker! Men, hvad er det også for noget? Hvad skal man dog med det hele, når det synges på et andet sprog og i et sådant toneleje, at man ikke har en chance for at fatte en brik?
Der var dog lidt fra "Den Glade Enke", som blev opført på vort nationalsprog, og jo, jeg fangede da et par ord hist og pist, og det lød egentlig også meget godt.
Nå, men anden del blev også færdig, der blev klappet og sunget fællessang, og vi blev siddende lidt med resten af en øl. Min far var smuttet en halv time forinden for at nå på arbejde til tiden, så vi var alene igen - min mor og jeg.
Og så begav vi os på vej hjem. Vi var dog ikke
nået ret meget længere end til hele Odense bys bedste isvaffelsted ved Skovsøen - lige nede ved rundkørslen.
En dame trådte pludselig ud foran os: "Nu må I altså love mig, næste gang I sådan smutter..." sagde hun meget bestemt, mens hun kiggede på min mor, "... at I fortæller din mand det forinden." Jeg tror, hun så forbløffelsen, der stod malet i ansigtet på os. "Han blev altså noget lang i ansigtet!"
Og så faldt tiøren. Vi var jo løbet, lige ved pausen, da vi skulle tisse - og hun havde ret. Vi glemte at orientere min far.
Og så gik det hjemad, halvt grinende, halvt trækkende en vogn efter os. Og egentlig blev det en ganske morsom tur. Men jeg fatter det stadig ikke: hvorfor skal opera være så forbandet uforståeligt? Kunne de dog ikke synge, så man kunne fatte bare en enkelt sætning? Eller skal det bare være sådan?
nået ret meget længere end til hele Odense bys bedste isvaffelsted ved Skovsøen - lige nede ved rundkørslen.
En dame trådte pludselig ud foran os: "Nu må I altså love mig, næste gang I sådan smutter..." sagde hun meget bestemt, mens hun kiggede på min mor, "... at I fortæller din mand det forinden." Jeg tror, hun så forbløffelsen, der stod malet i ansigtet på os. "Han blev altså noget lang i ansigtet!"
Og så faldt tiøren. Vi var jo løbet, lige ved pausen, da vi skulle tisse - og hun havde ret. Vi glemte at orientere min far.
Og så gik det hjemad, halvt grinende, halvt trækkende en vogn efter os. Og egentlig blev det en ganske morsom tur. Men jeg fatter det stadig ikke: hvorfor skal opera være så forbandet uforståeligt? Kunne de dog ikke synge, så man kunne fatte bare en enkelt sætning? Eller skal det bare være sådan?
