Aniston

Romantisk middag

Med den helt rigtige

Marion Smith udtalte engang disse ord: "Kan du forestille dig en verden uden mænd? Ingen forbrydelser, og massevis af lykkelige, overvægtige kvinder". Dette citat må vist siges at være så sandt, som noget kan blive. Jeg blev overbevist af min veninde.
Romantisk middag
Jeg var et trist menneske igennem en kortere periode. Meget trist. Ikke blot var jeg netop blevet efterladt af en fyr, jeg havde også halvsmadret min bil (hvilket betød underskud på kontoen).

På et tidspunkt fik min veninde nok af min ynkelige, hulkende opførsel, og skrev en sms:
"Kom over i aften. Jeg laver middag."
Nå ja, det ville da være rart at kunne tude ud i en betroet venindes favn, og samtidig få noget at spise. Så jeg trak i et gammelt sæt tøj, tørrede øjnene og tog hen til hende.
 
Jeg regnede med, at hun ville give mig chancen for endnu engang at komme med min kattejammerrock (= tudehistorie), men jeg tog (selvfølgelig) fejl. For sådan er min veninde ikke. Hun har evnen til at græde med mig, men hun er også ganske klar over, hvornår det må være nok!
Men når jeg er i det humør kan jeg være som et lille barn, ude af stand til at fatte fornuftig snak. Derfor kom der en mere drastisk metode i brug.
 
Romantisk date
Jeg blev mødt i døren af en ufattelig grim mand, udklædt i svalehale og høj hat. Han havde overskæg og en blomst i reversen. Først var jeg ved at sluge min tunge af forbavselse, og var på et splitsekund klar til at flå hovedet af min veninde. Jeg mener, hvor vovede hun at sende mig på blind date, når hun vidste hvilket dårligt humør jeg var i?

Der gik faktisk endnu et par sekunder inden det gik op for mig, at min yderst velsoignerede Don Juan-date var min veninde i udklædningstøj. Et yderst mærkeligt og gennemført morsomt påfund, for at gøre mig glad. Og det virkede så godt, at jeg faktisk overvejede at skifte græsgange for en aften...
 
Aldrig i mit liv har jeg fået en så romantisk middag. Intet var udeladt. Stearinlys, dessert med stjernekastere, smykkegave, romantisk musik - alt var med. Og det var så pokkers komisk, at jeg ikke vidste om jeg skulle græde eller grine. Jeg gjorde det sidste, og jeg er hende evigt taknemmelig for, at hun er så opfindsom. Det reddede min dag. Og så lærte jeg da også, at min veninde er langt kønnere som pige, end som fyr. Men det vidste jeg nok i forvejen...
ANNONCE
Romantisk middag
Jeg kender ikke andre, der er så tossede, vidunderlige eller opofrende som hende. Og sådan skal det jo være med veninder, i hvert fald de gode af slagsen. At man kan trække hinanden udenom mosehullerne, eller op af dem. At man kan føre en samtale om indholdet i den hvide klovns mave, men også dele de dybeste hemmeligheder. Det er ikke kun teenagere sådanne venindeforhold eksisterer for, men for alle kvinder. Hvis de da ikke har nok i manden og børnene, og tager sig tiden til det.
 
Plej venindeforholdet
Camilla Holst har på B.T's hjemmeside skrevet nogle råd om hvordan man plejer sine venindeforhold. Simple, men gode råd.  Jeg vil slutte af med et par stykker af dem (Men husk, at dette aldrig vil kunne erstatte "rigtige møder", kvalitetstid.):

  • Find en (eventuel fast) dag i ugen, som du bruger på at ringe til dine veninder. På den måde kan man samle op på eventuelle løse tråde, hyggesnakke og tage de alvorlige samtaler på et tidspunkt, hvor man måske er for travl til at kunne ses "face to face".


  • Vær opmærksom på dine veninder. Når du tænker på dem, så vis dem det. Oplever du noget der minder dig om dem, så fortæl det. Det tager trods alt ikke lang tid at sende en sms, en mail eller at lave et kort telefonopkald.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce