Rejsen til Spanien
Nu skal det være: varmen venter
Det er fem år siden, jeg kom tilbage til Danmark, efter at have tilbragt næsten ti år i Spanien. Det var utrolig svært i begyndelsen. Alene hele den papirmølle man skulle igennem, for overhovedet at høre til, fyldte næsten en hel sort A4 ark mappe.
En læge måtte vi vente i to måneder på at kunne få, for som de sagde på sygesikringen, selv om I er danskere skal I jo lige bevise det. Kreditkort skulle komme til at tage hele seks måneder, før mente banken ikke at kunne tage stilling til, om man nu også var værdig. Den tid, det tog for at finde en egnet lejlighed, hvor man både måtte holde børn og dyr, tog endnu længere tid, og det var om end endnu mere besværligt.
Jeg må ærligt erkende, at jeg følte mig meget lidt velkommen, og det selvom både jeg og børnene er så danske, som man kan blive. Og mere end en gang tænkte jeg på, at hvis det skulle være så besværligt for mig - hvor lidt velkommen måtte man så ikke føle sig, var man af en helt anden nationalitet.
Nu er jeg af den stædige type, så selvom jeg ofte havde lyst til at give det hele fingeren og vende retur til Spanien, og et efter min erfaring betydeligt nemmere beaurokrati, så ville jeg ikke give op så let. Og at jeg stadig er her fem år senere, vidner om, at jeg holdt ud.
Det blev til fem år, med både gode og dårlige ting. Jeg havde svært ved at vænne mig til folks lukkethed, at der pludselig ikke var nogen, som snakkede med en i bussen længere, og at man i stedet for satte sig hver for sig og kiggede væk, når nogen prøvede at få kontakt.
Jeg savnede de fyldte cafeer, hvor man samledes, familie og naboer, om aftenen og hyggede sig med god mad og vin til langt over midnat. Noget af det mest surrealistiske var nok, når jeg om aftenen gik tur med hundene, i mennesketomme gader og smugkiggede ind ad folks vinduer. Så sad de som regel på samme måde, i sofaer, der lignede hinanden, og så samme program i fjernsynet hele gaden ned. Det skal lige siges, at Middelfart ikke er den mest livlige by. Jeg savnede de lange, lyse sommernætter og lugten af den varme sirokkovind fra Marocco, som efterlod et tyndt lag varmt, rødt sand overalt.
Men der var også dejlige ting at vende hjem til. Det var rart at smage rabarber igen, min absolutte ynglingsfrugt, eller er det en grønsag? Det har jeg aldrig fundet ud af. Det var dejligt igen at læse danske nyheder og aviser. Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede mine gamle venner, og hvor meget det varmede atter at være sammen igen og snakke om minder, som kun vi havde sammen.
Jeg glædede mig over den danske sommer, som efter min mening er det smukkeste, der findes, og jeg elskede at se Sankt Hans bålet og de julesmykkede gader i december. Ikke mindst er jeg glad for de år, jeg har været på det tidligere MusikGEIL.dk, og nu Connery.dk og Aniston.dk. Glad for at genopdage en gammel lidenskab, nemlig det at skrive - og jeg skal love for, at jeg har fået indhentet den lidenskab, næsten 300 artikler er det blevet til.
En læge måtte vi vente i to måneder på at kunne få, for som de sagde på sygesikringen, selv om I er danskere skal I jo lige bevise det. Kreditkort skulle komme til at tage hele seks måneder, før mente banken ikke at kunne tage stilling til, om man nu også var værdig. Den tid, det tog for at finde en egnet lejlighed, hvor man både måtte holde børn og dyr, tog endnu længere tid, og det var om end endnu mere besværligt.
Jeg må ærligt erkende, at jeg følte mig meget lidt velkommen, og det selvom både jeg og børnene er så danske, som man kan blive. Og mere end en gang tænkte jeg på, at hvis det skulle være så besværligt for mig - hvor lidt velkommen måtte man så ikke føle sig, var man af en helt anden nationalitet.
Nu er jeg af den stædige type, så selvom jeg ofte havde lyst til at give det hele fingeren og vende retur til Spanien, og et efter min erfaring betydeligt nemmere beaurokrati, så ville jeg ikke give op så let. Og at jeg stadig er her fem år senere, vidner om, at jeg holdt ud.
Det blev til fem år, med både gode og dårlige ting. Jeg havde svært ved at vænne mig til folks lukkethed, at der pludselig ikke var nogen, som snakkede med en i bussen længere, og at man i stedet for satte sig hver for sig og kiggede væk, når nogen prøvede at få kontakt.
Jeg savnede de fyldte cafeer, hvor man samledes, familie og naboer, om aftenen og hyggede sig med god mad og vin til langt over midnat. Noget af det mest surrealistiske var nok, når jeg om aftenen gik tur med hundene, i mennesketomme gader og smugkiggede ind ad folks vinduer. Så sad de som regel på samme måde, i sofaer, der lignede hinanden, og så samme program i fjernsynet hele gaden ned. Det skal lige siges, at Middelfart ikke er den mest livlige by. Jeg savnede de lange, lyse sommernætter og lugten af den varme sirokkovind fra Marocco, som efterlod et tyndt lag varmt, rødt sand overalt.
Men der var også dejlige ting at vende hjem til. Det var rart at smage rabarber igen, min absolutte ynglingsfrugt, eller er det en grønsag? Det har jeg aldrig fundet ud af. Det var dejligt igen at læse danske nyheder og aviser. Jeg havde glemt, hvor meget jeg savnede mine gamle venner, og hvor meget det varmede atter at være sammen igen og snakke om minder, som kun vi havde sammen.
Jeg glædede mig over den danske sommer, som efter min mening er det smukkeste, der findes, og jeg elskede at se Sankt Hans bålet og de julesmykkede gader i december. Ikke mindst er jeg glad for de år, jeg har været på det tidligere MusikGEIL.dk, og nu Connery.dk og Aniston.dk. Glad for at genopdage en gammel lidenskab, nemlig det at skrive - og jeg skal love for, at jeg har fået indhentet den lidenskab, næsten 300 artikler er det blevet til.
Men ligemeget hvad, så var det som om, jeg aldrig rigtigt faldt til igen her i Danmark. En af grundene er sikkert, at jeg efterlod min gamle mor i Spanien, noget af det sidste familie, som er tilbage. Der er andre grunde, som er for personlige til at skildre her, og det korte af det lange er, at jeg nu vender næsen sydpå igen.
Men det er med blandede følelser. Jeg føler nemlig, at jeg er delt i to, og allerhelst ville jeg være begge steder på en gang. Men terningerne er kastet, og lejligheden sagt op.
Så nu lever jeg i det totale flyttekaos. Overalt står der kasser i forskellige størrelser, og huskesedler er mine faste følgesvende. Hvad skal med i kufferten, hvad skal til flyttemanden, og hvad skal bare på et lager indtil videre?
Når vi føler, at det hele bare bliver for meget, sætter den bette og mig musik på stereoen, skruer op for volumen og tager os en hurtig dans, og derefter en kop god chokolade, og så er det som om, at energien vender tilbage. Når jeg bliver alt for meget i tvivl, går jeg ud og stiller mig i regnen, og så er jeg igen helt sikker på, at jeg gør det rigtige. Og jeg trøster mig med, at Internettet går over grænser, så jeg uden problemer kan fortsætte med en af de ting, jeg ikke længere ville undvære, nemlig at være skribent her på Aniston.dk.
Fortsættelse følger...
Men det er med blandede følelser. Jeg føler nemlig, at jeg er delt i to, og allerhelst ville jeg være begge steder på en gang. Men terningerne er kastet, og lejligheden sagt op.
Så nu lever jeg i det totale flyttekaos. Overalt står der kasser i forskellige størrelser, og huskesedler er mine faste følgesvende. Hvad skal med i kufferten, hvad skal til flyttemanden, og hvad skal bare på et lager indtil videre?
Når vi føler, at det hele bare bliver for meget, sætter den bette og mig musik på stereoen, skruer op for volumen og tager os en hurtig dans, og derefter en kop god chokolade, og så er det som om, at energien vender tilbage. Når jeg bliver alt for meget i tvivl, går jeg ud og stiller mig i regnen, og så er jeg igen helt sikker på, at jeg gør det rigtige. Og jeg trøster mig med, at Internettet går over grænser, så jeg uden problemer kan fortsætte med en af de ting, jeg ikke længere ville undvære, nemlig at være skribent her på Aniston.dk.
Fortsættelse følger...
