Reality shows...
Nogle elsker at hade dem, mens andre hader at elske dem
Vi er danskere, og vi ser reality shows som aldrig før! Antallet af reality shows er steget så voldsomt, at det nærmest er umuligt at tænde for "husalteret", uden at der vises en form for reality tv.
Hvor man i begyndelsen kunne nøjes med at sende folk ud på en øde ø eller lukke et antal mennesker ind i et hus i 3 måneder, gælder det i dag om at lave programmer, der ligger lige på grænsen til forargelse.
I starten var det spændende og nyt, det med reality shows. Der var Robinson Ekspeditionen og Big Brother. En cocktail der var til at få ned. Det er bare ikke nok længere! De programmer, der laves i dag går virkelig tæt på folks privatliv - i folks egne hjem - og der er vel grænser for, hvad man vil vide om naboen - eller er der?
Ser man på det udvalg af reality shows, der er i dag, er det ikke kun de danske udgaver af programmerne der vises. Der bliver for eksempel både vist "konebytning" fra England og "Paradise Hotel" fra Amerika, hvorfra i øvrigt stort set alle andre reality shows også kommer fra.
Hvor man i begyndelsen kunne nøjes med at sende folk ud på en øde ø eller lukke et antal mennesker ind i et hus i 3 måneder, gælder det i dag om at lave programmer, der ligger lige på grænsen til forargelse.
I starten var det spændende og nyt, det med reality shows. Der var Robinson Ekspeditionen og Big Brother. En cocktail der var til at få ned. Det er bare ikke nok længere! De programmer, der laves i dag går virkelig tæt på folks privatliv - i folks egne hjem - og der er vel grænser for, hvad man vil vide om naboen - eller er der?
Ser man på det udvalg af reality shows, der er i dag, er det ikke kun de danske udgaver af programmerne der vises. Der bliver for eksempel både vist "konebytning" fra England og "Paradise Hotel" fra Amerika, hvorfra i øvrigt stort set alle andre reality shows også kommer fra.
Det handler om at være på mere end nogensinde før. Blive set, bliv hørt, ja, i det hele taget bare blive lagt mærke til. Og vi elsker det! Der er ikke den ting, vi danskere ikke vil vise frem på TV for at få "15 minutes of fame".
Men frem for alt elsker vi at se andre helt almindelige mennesker som os selv på TV. Nogen vi kan identificere os med og tænke: "Det kunne have været mig!".
Og ja, det kunne det sikkert også sagtens have været!
Selviscenesættelse
Vi er et folkefærd, der er blevet afhængige af at iscenesætte os selv, og "hellere dårlig opmærksomhed end slet ingen opmærksomhed". Det ses tydeligt i nogle af de senest fremkomne reality shows. Reality shows, hvor ellers uskyldige danskere fremviser sig selv som enten "jeg-er-tonedøv-og-jeg-synger-dårligt"-gennemsnitsdansker i Idols eller som brølende "hanløve/bikini-bitch" i årets udgave af Robinson Ekspeditionen.
Men hvor langt vil vi gå for at iscenesætte os selv? Hvad er det, der får voksne og tænkende in
Vi er vel blevet afhængige af, at se andre folk dumme sig eller på anden måde vise sig selv på en uheldig måde på landsdækkende TV!
Tankevækkende?!
Men frem for alt elsker vi at se andre helt almindelige mennesker som os selv på TV. Nogen vi kan identificere os med og tænke: "Det kunne have været mig!".
Og ja, det kunne det sikkert også sagtens have været!
Selviscenesættelse
Vi er et folkefærd, der er blevet afhængige af at iscenesætte os selv, og "hellere dårlig opmærksomhed end slet ingen opmærksomhed". Det ses tydeligt i nogle af de senest fremkomne reality shows. Reality shows, hvor ellers uskyldige danskere fremviser sig selv som enten "jeg-er-tonedøv-og-jeg-synger-dårligt"-gennemsnitsdansker i Idols eller som brølende "hanløve/bikini-bitch" i årets udgave af Robinson Ekspeditionen.
Men hvor langt vil vi gå for at iscenesætte os selv? Hvad er det, der får voksne og tænkende in
Vi er vel blevet afhængige af, at se andre folk dumme sig eller på anden måde vise sig selv på en uheldig måde på landsdækkende TV!
Tankevækkende?!
