Psykiske lidelser
En livshistorie
Svær barndom
Da Maria blev født var glæden kortvarig. Hun havde hul i hjertet, og som ganske lille gennemgik hun flere hjerteoperationer. Hun overlevede og kunne derefter komme hjem til sin familie, der udover forældrene, talte tre søskende. Men tiden på sygehuset satte spor i Maria, alvorlige spor, der slog ud senere...
Få dage før Maria fyldte syv år, døde hendes mor pludseligt af en hjertesygdom. Derefter var Maria og hendes søskende alene med deres far. Morens død forandrede alt.
Selvom hun kun var en lille pige, lukkede Maria sig inde i sig selv, og græd meget sjældent. Hun talte nærmest aldrig om moren, men fyldte sin sorg op med mad.
Efter få år var hun blevet meget overvægtig. Da vægten toppede i 8. klasse vejede hun 112,5 kg. Hun blev aldrig mobbet, men følelsen af at være anderledes kunne ikke slippe hende. Hun følte sig ekstremt unormal, og begyndte at hade sig selv.
"Jeg skar flere gange i mig selv, og havde lyst til at gøre det igen og igen. Jeg kunne lide at føle smerten, græde ud, at se blodet løbe ned over min arm."
Hendes familie opgav at hjælpe hende i kampen mod overvægten og de psykiske sår, de sloges selv med problemer, der fulgte i kølvandet på morens død.
Maria var dybt frustreret, og havde ikke rigtig nogen at tale med. Hun var stadig meget indelukket, opfarende og hidsig. Hun gik konstant med selvmordstanker, og overvejede, hvordan hun kunne skade sig selv. Èn efter én opgav hendes søskende og faren at hjælpe, hendes fysiske og psykiske problemer var for store. De var også frustrerede.
"Intet der havde med os at gøre betød noget, alt drejede sig om hende. Hun var altid i vores tanker. Frygten for at miste hende, lettelsen over ikke at skulle se på hende. Der var ikke plads til andet end hende, evigt og altid hende. Hendes forstyrrede ego og den bebrejdelse der blev kastet på os. Ingen kunne jo se, at vi også havde det svært, hos Maria var det jo så åbenlyst..."
Forandring
Maria blev sendt på en efterskole for overvægtige og problembørn. Hun begyndte at tabe sig - men imens kiloene raslede af, blev de psykiske problemer større.
"Jeg blev mere voldelig. Jeg kunne, uden selv at tænke over det, pludselig finde på at smække en af mine nærmeste venner en på hovedet, fordi jeg synes hun var irriterende at høre på. Jeg fik et mørkt og aggressivt sind. Jeg blev mere voldelig, både fysisk og psykisk. Jeg ved ikke engang hvor snoren knækkede..."
Maria forandrede sig drastisk. Hvor hun før altid gik i farvestrålende tøj, klædte hun sig nu kun i sort. Hun begyndte at dyrke mørket og hvad der lå i det. Hun fandt sikkerhed i smerte, skar i sig selv og gjorde på andre måder skade på sin krop.
Da Maria blev født var glæden kortvarig. Hun havde hul i hjertet, og som ganske lille gennemgik hun flere hjerteoperationer. Hun overlevede og kunne derefter komme hjem til sin familie, der udover forældrene, talte tre søskende. Men tiden på sygehuset satte spor i Maria, alvorlige spor, der slog ud senere...
Få dage før Maria fyldte syv år, døde hendes mor pludseligt af en hjertesygdom. Derefter var Maria og hendes søskende alene med deres far. Morens død forandrede alt.
Selvom hun kun var en lille pige, lukkede Maria sig inde i sig selv, og græd meget sjældent. Hun talte nærmest aldrig om moren, men fyldte sin sorg op med mad.
Efter få år var hun blevet meget overvægtig. Da vægten toppede i 8. klasse vejede hun 112,5 kg. Hun blev aldrig mobbet, men følelsen af at være anderledes kunne ikke slippe hende. Hun følte sig ekstremt unormal, og begyndte at hade sig selv.
"Jeg skar flere gange i mig selv, og havde lyst til at gøre det igen og igen. Jeg kunne lide at føle smerten, græde ud, at se blodet løbe ned over min arm."
Hendes familie opgav at hjælpe hende i kampen mod overvægten og de psykiske sår, de sloges selv med problemer, der fulgte i kølvandet på morens død.
Maria var dybt frustreret, og havde ikke rigtig nogen at tale med. Hun var stadig meget indelukket, opfarende og hidsig. Hun gik konstant med selvmordstanker, og overvejede, hvordan hun kunne skade sig selv. Èn efter én opgav hendes søskende og faren at hjælpe, hendes fysiske og psykiske problemer var for store. De var også frustrerede.
"Intet der havde med os at gøre betød noget, alt drejede sig om hende. Hun var altid i vores tanker. Frygten for at miste hende, lettelsen over ikke at skulle se på hende. Der var ikke plads til andet end hende, evigt og altid hende. Hendes forstyrrede ego og den bebrejdelse der blev kastet på os. Ingen kunne jo se, at vi også havde det svært, hos Maria var det jo så åbenlyst..."
Forandring
Maria blev sendt på en efterskole for overvægtige og problembørn. Hun begyndte at tabe sig - men imens kiloene raslede af, blev de psykiske problemer større.
"Jeg blev mere voldelig. Jeg kunne, uden selv at tænke over det, pludselig finde på at smække en af mine nærmeste venner en på hovedet, fordi jeg synes hun var irriterende at høre på. Jeg fik et mørkt og aggressivt sind. Jeg blev mere voldelig, både fysisk og psykisk. Jeg ved ikke engang hvor snoren knækkede..."
Maria forandrede sig drastisk. Hvor hun før altid gik i farvestrålende tøj, klædte hun sig nu kun i sort. Hun begyndte at dyrke mørket og hvad der lå i det. Hun fandt sikkerhed i smerte, skar i sig selv og gjorde på andre måder skade på sin krop.
"Jeg blev bange for, om jeg var psykisk syg. Jeg synes jeg kom længere og længere ud hele tiden, men jeg havde ikke kræfter til at hive mig selv op på land igen."
Maria skjulte dog de fleste sider af sig selv. De fleste kunne se, at noget var galt, men ingen kunne gribe om problemerne. Hun tog flere gange til læge, for at blive henvist til en psykolog, men hver gang afslog lægen hendes bøn med et "det bliver bedre, du skal bare tage dig lidt sammen!". Hun sagde intet til familien, og de lod hende leve som alle andre unge, i håbet om, at det kunne få hende til at tage sig selv i nakken.
Forkvaklede handlinger
"Jeg tog til festival, og havde på det tidspunkt tabt mig ca. 25 kilo. Derfor havde jeg meget lettere ved at score fyre. Det virkede for utroligt til at være sandt for mig, så jeg tog bare hvad jeg kunne få fat på. Men lidt mere end klogt nok var, for det endte med, at jeg var i seng med tre fyre på en uge. Den første tog min mødom, men ingen af de tre gange fortrød jeg dog."
Det blev startskuddet til hendes nedtur. Maria fortsatte i samme spor da hun kom hjem igen. Drengene ville have hende, og hun var ufatteligt hurtig til at binde sig. Hendes forhold var intense, turbulente og langt udenfor de normale grænser.
Som et skrig om hjælp skar hun fortsat i sig selv på synlige steder, men bortforklarede alligevel sårene. Hun blev taget for butikstyveri, og fik udover en plet på straffeattesten, også en familie der skammede sig på hendes vegne.
Hun prøvede at tage amfetamin for at få følelsen af, at hendes problemer var ubetydelige, og skabte sig en omgangskreds af yderligtgående unge mennesker. Hun var impulsiv, og tænkte aldrig på konsekvenserne af sine handlinger. Derudover var hun meget hurtig til at dømme andre mennesker, og stemple dem enten som gode eller onde.
Hun fik en kæreste, der for hende i starten var den perfekte fyr. Men det ændrede sig snart. Han var hende utro og slog hende flere gange. Det fik hendes, i forvejen skrøbelige psyke, til at gå helt ned, men hun kunne stadig ikke slippe ham.
Selvmordsforsøg
En aften brød hun sammen foran sin familie, og de indså at efterskolen ikke havde haft den effekt de havde håbet. Jo, hun havde tabt sig og var igen nogenlunde normalvægtig, men hendes tanker og selvopfattelse var der ikke blevet ændret på.
Hendes søster tog hende med til en læge, fast besluttet på at få hende henvist til en psykiater. Det skete.
Her fik hun stillet diagnosen "depression". Derudover havde hun symptomer på sindslidelsen Borderline - følgerne af tiden på sygehuset, hvor hun ikke fik den omsorg en baby skal have.
Derudover fik hun at vide, at hun var meget selvdestruktiv. Hun fik antidepressiv og antipsykotisk medicin, samt piller mod angst.
Maria skjulte dog de fleste sider af sig selv. De fleste kunne se, at noget var galt, men ingen kunne gribe om problemerne. Hun tog flere gange til læge, for at blive henvist til en psykolog, men hver gang afslog lægen hendes bøn med et "det bliver bedre, du skal bare tage dig lidt sammen!". Hun sagde intet til familien, og de lod hende leve som alle andre unge, i håbet om, at det kunne få hende til at tage sig selv i nakken.
Forkvaklede handlinger
"Jeg tog til festival, og havde på det tidspunkt tabt mig ca. 25 kilo. Derfor havde jeg meget lettere ved at score fyre. Det virkede for utroligt til at være sandt for mig, så jeg tog bare hvad jeg kunne få fat på. Men lidt mere end klogt nok var, for det endte med, at jeg var i seng med tre fyre på en uge. Den første tog min mødom, men ingen af de tre gange fortrød jeg dog."
Det blev startskuddet til hendes nedtur. Maria fortsatte i samme spor da hun kom hjem igen. Drengene ville have hende, og hun var ufatteligt hurtig til at binde sig. Hendes forhold var intense, turbulente og langt udenfor de normale grænser.
Som et skrig om hjælp skar hun fortsat i sig selv på synlige steder, men bortforklarede alligevel sårene. Hun blev taget for butikstyveri, og fik udover en plet på straffeattesten, også en familie der skammede sig på hendes vegne.
Hun prøvede at tage amfetamin for at få følelsen af, at hendes problemer var ubetydelige, og skabte sig en omgangskreds af yderligtgående unge mennesker. Hun var impulsiv, og tænkte aldrig på konsekvenserne af sine handlinger. Derudover var hun meget hurtig til at dømme andre mennesker, og stemple dem enten som gode eller onde.
Hun fik en kæreste, der for hende i starten var den perfekte fyr. Men det ændrede sig snart. Han var hende utro og slog hende flere gange. Det fik hendes, i forvejen skrøbelige psyke, til at gå helt ned, men hun kunne stadig ikke slippe ham.
Selvmordsforsøg
En aften brød hun sammen foran sin familie, og de indså at efterskolen ikke havde haft den effekt de havde håbet. Jo, hun havde tabt sig og var igen nogenlunde normalvægtig, men hendes tanker og selvopfattelse var der ikke blevet ændret på.
Hendes søster tog hende med til en læge, fast besluttet på at få hende henvist til en psykiater. Det skete.
Her fik hun stillet diagnosen "depression". Derudover havde hun symptomer på sindslidelsen Borderline - følgerne af tiden på sygehuset, hvor hun ikke fik den omsorg en baby skal have.
Derudover fik hun at vide, at hun var meget selvdestruktiv. Hun fik antidepressiv og antipsykotisk medicin, samt piller mod angst.
Der gik ikke mange måneder efter det, før kæresten gav hende det sidste slag. "Jeg gik selv hen til kanten af klippen. Han skubbede mig ned." Maria slugte sin månedsration af antidepressive piller, og endte på hjerteafdelingen. Hun var indlagt i et par dage. Hendes familie var rasende, kede af det og bange.
"Det gik op for os, at nu vidste hun, hvordan man begår selvmord. Hvad vil der ske næste gang hun går i panik? Jeg forbander hver dag de mennesker, der har modarbejdet os og Maria - hendes kæreste, lægen, kommunen og lærerne. Skylden er ikke Marias, men hun tager den alligevel til sig. Samtidig er hun egoist, og man kan ikke bebrejde hende for det. Hun har simpelthen ikke overskud til at tage sig af andre og deres problemer, selvom hun gerne ville."
Lysere fremtid
Nu har Maria fået en ny kæreste, og har lagt planer for sin fremtid. Hun tager fortsat medicin og ser regelmæssigt sin psykiater. Hendes selvopfattelse og opførelse er blevet bedre og hun er ikke længere så uforudsigelig og opfarende. Hun er stadig ikke rask, men det går støt fremad. Hendes turbulente barndom og svære ungdom er langtfra glemt, men hun har lært af det, og har fået hjælpen til at komme videre.
(Redaktionen: Maria er et opdigtet navn. Skribenten er bekendt med hendes rigtige identitet.)
"Det gik op for os, at nu vidste hun, hvordan man begår selvmord. Hvad vil der ske næste gang hun går i panik? Jeg forbander hver dag de mennesker, der har modarbejdet os og Maria - hendes kæreste, lægen, kommunen og lærerne. Skylden er ikke Marias, men hun tager den alligevel til sig. Samtidig er hun egoist, og man kan ikke bebrejde hende for det. Hun har simpelthen ikke overskud til at tage sig af andre og deres problemer, selvom hun gerne ville."
Lysere fremtid
Nu har Maria fået en ny kæreste, og har lagt planer for sin fremtid. Hun tager fortsat medicin og ser regelmæssigt sin psykiater. Hendes selvopfattelse og opførelse er blevet bedre og hun er ikke længere så uforudsigelig og opfarende. Hun er stadig ikke rask, men det går støt fremad. Hendes turbulente barndom og svære ungdom er langtfra glemt, men hun har lært af det, og har fået hjælpen til at komme videre.
(Redaktionen: Maria er et opdigtet navn. Skribenten er bekendt med hendes rigtige identitet.)
