Aniston

Pretty Little Liars: Skandaler

Hemmeligheder afsløres, og skandalerne ruller i Pretty Little Liars vol 3.

6 ud af 6 stjerner
Pretty Little Liars: Skandaler
I tredje del af Pretty Little Liars-serien "Skandaler" kommer man som læser for alvor til at kende de fire eks-veninder Spencer, Aria, Emily og Hanna - samt ikke mindst deres døde veninde Alison, som måske ikke var helt så meget en perfekt Frøken Solskin, som hendes veninder umiddelbart huskede hende som.

Den tredje bog afslører således fortidens spøgelser, og det gør, at de fire piger, som ikke længere betragter hinanden som veninder, må se disse spøgelser og deres dystre  hemmeligheder i øjnene. 

Deres veje kan desuden ikke undgå at mødes igen, og de fire piger finder ud af, at de har mere til fælles end som så.

Afsløringer
Pigernes lyserøde minder om deres, nu afdøde, fælles veninde Alison, bliver desuden mere dysre henad vejen. Og samtidig bliver den mystiske "A", som sender sms'er og breve med trusler om at afsløre pigernes egne hemmeligheder og den hemmelighed, de til sammen deler, mere og mere farlig.

A truer nemlig med at afsløre pigernes hemmeligheder, hvilket kan få meget store konsekvenser for dem.

Men hvem er den mystiske A? Pigerne famler i blinde og må se i øjnene, at deres aller dybeste hemmeligheder ikke længere kun er nogle, de havde med den afdøde Alison.

Noget nær perfektion
Efter at have slugt både "Pretty Little Liars: Løgne" og "Hemmeligheder" på noget nær rekordtid, kastede jeg mig straks over "Skandaler", og den tredje del af serien skuffer på ingen måde.

Den var ganske enkelt umulig at lægge fra sig, fordi den på alle måder bider sig fast i en, så man bare må og skal læse næste kapitel for at se, hvad der nu kommer til at ske.

Opbygningen med skift mellem de fire veninder er noget nær perfektion, og mysteriet er fortsat helt uigennemskueligt, selvom man konstant tror, man er ved at have knækket nøden.

Sara Shepard skriver da også i slutningen af bogen, at denne tredje bog i serien har været den sværeste at skrive. Hvilket man udemærket forstår efter at have læst den. Men det er på ingen måde gået ud over kvaliteten.


"Pretty Little Liars: Skandaler" er skrevet af Sara Shepard og udgivet af Forlaget Politiken.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce