Popkunst
Popkunst eller populærkunst? Er tegneserier, billeder af dåser eller kendte mennesker rigtig kunst?
Det er lidt som med hønen og ægget. Hvornår kan man sige, at et billede er et billede af et billede? For er et malet landskabsbillede ikke bare et billede af en natur, vi kan gå ud i?
Og er abstrakte billeder ikke bare billeder af tanker og fantasier hos kunstneren?
En ny kunstretning har ændret vores måde at se på det vi ser. Roy Lichtenstein er sammen med Andy Warhol en af de mest kendte personer på den amerikanske scene for popkunst, som er en kunstretning, der opstod i Amerika og England i slutningen af 1950'erne.
Dåser og kendte mennesker
Andy Warhol tog som kusntner almindelige hverdagsting som vaskepulver, tegneserier og billeder af kendte personer, som han bearbejdede med kontrastfyldte farver. Ved at bruge hverdagsting som model for hans kunst, gjorde han billedudtrykket objektivt, og hermed satte han meget fokus på sig selv som kunstner.
Betegnelsen popkunst dækker over kunstens rolle i et system, hvor man begyndte at bringe billedverdenen fra tegneserier, reklamer, madvarer, forbrugsgoder og filmstjerner frem i manegen. Andy Warhols kendte motiv af en suppedåse eller billedet af Marilyn Monroe er eksempler på motiver, vi alle kender til. Ideen med at afbillede hverdagsting var at tage afstand til den hidtidige opfattelse af kunst, samt at vise, at enkle motiver kan være æstetiske. Kunstformen bryder altså med den hidtidige skelnen mellem god og dårlig kunst, hvad der er folkelig kultur og hvad der er finkultur.
Og er abstrakte billeder ikke bare billeder af tanker og fantasier hos kunstneren?
En ny kunstretning har ændret vores måde at se på det vi ser. Roy Lichtenstein er sammen med Andy Warhol en af de mest kendte personer på den amerikanske scene for popkunst, som er en kunstretning, der opstod i Amerika og England i slutningen af 1950'erne.
Dåser og kendte mennesker
Andy Warhol tog som kusntner almindelige hverdagsting som vaskepulver, tegneserier og billeder af kendte personer, som han bearbejdede med kontrastfyldte farver. Ved at bruge hverdagsting som model for hans kunst, gjorde han billedudtrykket objektivt, og hermed satte han meget fokus på sig selv som kunstner.
Betegnelsen popkunst dækker over kunstens rolle i et system, hvor man begyndte at bringe billedverdenen fra tegneserier, reklamer, madvarer, forbrugsgoder og filmstjerner frem i manegen. Andy Warhols kendte motiv af en suppedåse eller billedet af Marilyn Monroe er eksempler på motiver, vi alle kender til. Ideen med at afbillede hverdagsting var at tage afstand til den hidtidige opfattelse af kunst, samt at vise, at enkle motiver kan være æstetiske. Kunstformen bryder altså med den hidtidige skelnen mellem god og dårlig kunst, hvad der er folkelig kultur og hvad der er finkultur.
Kunst eller ej
Lichstenstein ser, at et billede kun skabes fordi det allerede eksisterer som motiv, enten om vi ser motivet gennem vores øjne eller som det er i vores hoveder. De billeder, han skabte, var en blanding af afmaling af allerede producerede malerier fra kendte kunstnere som Picasso og Monet, samt selvproducerede billeder fra tidens reklame og tegneserie verden. Billederne han producerede var tydelige og skarpe i deres udtryk, og forestillede motiver folk kunne genkende fra deres hverdag. Der var ingen penselstrøg, romantisk tusmørke eller tegn på kunstnerens mørke eller lyse sind i hans motiver.
Lichstenstein fik i sin tid flere kritikere end beundrere, da folk mente han blot afbillede allerede eksisterende malerier uden at bidrage med noget, der var bemærkelsesværdigt, og at han historisk set var Amerikas værste kunster. Hvorvidt dette er sandt kan dog diskuteres, da de billeder han skabte, faktisk havde være gennem en lang bearbejdelses proces, hvor han brugte sin grafiske evner til at male og tegne.
Han arbejde med motiverne så de opnåede netop det visuelle udtryk, han ønskede. Et udtryk, hvor meningen var, at folk skulle kunne kende forskel på virkelighed og billeder. Dette mente han var centralt, da vi som mennesker ikke må miste grebet om den virkelige verden. Lichtenstein ser, at vi i vores hverdag bliver bombarderet med udtryk, som ikke skelner mellem fantasi og virkelig. Dette ser han som et problem, for eksempel fordi mange mennesker identificerer sig med de rollemodeller, succeskriterier og skønhedsobjekter som bliver fremstillet i reklameverdenen.
Den måde specielt Lichtenstein og Warhol skabte kunst på, ved hovedsageligt at ændre på allerede eksisterende billeder, har altså skabt røre men også anerkendelse og respekt. Med denne kunstform har kunstnerne udforsket billedemediets omfattende muligheder for at arbejde med grundtemaer som kærlighed og konflikt, men også med det formmæssige som flade og spejling. Popkunstens univers handler om kunst og om kunstens billeder gennem reklamer og forbrugsgoder, som blot er en lille del af det populærkulturen står for.
Det er in
For eksempel Andy Warhol; han ændrer jo på allerede lavede billeder, hvilket umiddelbart kan ses som aben efter. Men de ændringer han laver, må være store eller radikale nok, siden hans billeder er blevet så eftertragtede? Er stor interesse så ensbetydende med, at der er tale om kunst, eller er det stadig hvor nytænkende eller svært det er at skabe, der er det afgørende?
Lichstenstein ser, at et billede kun skabes fordi det allerede eksisterer som motiv, enten om vi ser motivet gennem vores øjne eller som det er i vores hoveder. De billeder, han skabte, var en blanding af afmaling af allerede producerede malerier fra kendte kunstnere som Picasso og Monet, samt selvproducerede billeder fra tidens reklame og tegneserie verden. Billederne han producerede var tydelige og skarpe i deres udtryk, og forestillede motiver folk kunne genkende fra deres hverdag. Der var ingen penselstrøg, romantisk tusmørke eller tegn på kunstnerens mørke eller lyse sind i hans motiver.
Lichstenstein fik i sin tid flere kritikere end beundrere, da folk mente han blot afbillede allerede eksisterende malerier uden at bidrage med noget, der var bemærkelsesværdigt, og at han historisk set var Amerikas værste kunster. Hvorvidt dette er sandt kan dog diskuteres, da de billeder han skabte, faktisk havde være gennem en lang bearbejdelses proces, hvor han brugte sin grafiske evner til at male og tegne.
Han arbejde med motiverne så de opnåede netop det visuelle udtryk, han ønskede. Et udtryk, hvor meningen var, at folk skulle kunne kende forskel på virkelighed og billeder. Dette mente han var centralt, da vi som mennesker ikke må miste grebet om den virkelige verden. Lichtenstein ser, at vi i vores hverdag bliver bombarderet med udtryk, som ikke skelner mellem fantasi og virkelig. Dette ser han som et problem, for eksempel fordi mange mennesker identificerer sig med de rollemodeller, succeskriterier og skønhedsobjekter som bliver fremstillet i reklameverdenen.
Den måde specielt Lichtenstein og Warhol skabte kunst på, ved hovedsageligt at ændre på allerede eksisterende billeder, har altså skabt røre men også anerkendelse og respekt. Med denne kunstform har kunstnerne udforsket billedemediets omfattende muligheder for at arbejde med grundtemaer som kærlighed og konflikt, men også med det formmæssige som flade og spejling. Popkunstens univers handler om kunst og om kunstens billeder gennem reklamer og forbrugsgoder, som blot er en lille del af det populærkulturen står for.
Det er in
For eksempel Andy Warhol; han ændrer jo på allerede lavede billeder, hvilket umiddelbart kan ses som aben efter. Men de ændringer han laver, må være store eller radikale nok, siden hans billeder er blevet så eftertragtede? Er stor interesse så ensbetydende med, at der er tale om kunst, eller er det stadig hvor nytænkende eller svært det er at skabe, der er det afgørende?
