Politisk uenighed
mellem veninder
Første gang jeg som 18-årig stod med min egen stemmeseddel i hånden, havde jeg et ret klart billede af, hvem jeg holdt med. Vi havde netop gennemgået de forskellige partier i samfundsfag, og derfor havde jeg nogenlunde styr på politikken.
Egentlig ikke fordi det interesserede mig særligt, men jeg skulle til eksamen i det. Og vores lærer havde indtrængende opfordret os til at stemme.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at stemme alligevel. Jeg ville hellere se "Beverly Hills." Men min far insisterede på, at jeg fik brugt den stemme og slæbte mig med.
Da jeg stod inde i denne hersens stemmeboks, og følte mig som en burhøne, overvejede jeg at skrive: "Jeg stemmer på Jakob Haugaard" på stemmesedlen. Men fornuften vandt. Den irriterende fornuft, der talte mig fra den platte idé. Så jeg satte mit kryds, og har holdt med det samme parti lige siden. For de matcher flere af mine holdninger, end resten af partierne.
Desværre er "mit" parti næsten stik modsat af min venindes. Hun er inkarneret SF'er, jeg er Venstre - og det er åbenbart meget slemt, begge dele.
Min veninde meldte sig i en eller anden form for protest ind i SF-ungdom, og jeg tror mest, det var på grund af hendes mor. For efter min veninde flyttede hjemmefra, har hun aldrig siden betalt medlemskontingentet.
Nu er hun i stedet medlem af en dyrebeskyttelses-forening, og det har jeg meget mere respekt for. At hjælpe lidende dyr er da langt bedre end at hjælpe politikere, der i forvejen får alt, hvad de har brug for? Jeg kunne aldrig finde på at melde mig ind i et ungdomsparti - så langt rækker støtte altså ikke. Men dyrevelfærd, det er en helt anden sag.
Nu snakker jeg udenom. For altså, vores politiske holdninger kan slet ikke forenes. Min veninde beskylder mig for Irak-krigens grusomheder og de stinkende grisefarme, der skyder op i landskabet.
Jeg beskylder hende for at være urealistisk og at ville føre vores samfund tilbage til et neandertal-stadie, hvor alle er vegetarer og ansatte ved kollektiv trafik.
Egentlig ikke fordi det interesserede mig særligt, men jeg skulle til eksamen i det. Og vores lærer havde indtrængende opfordret os til at stemme.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at stemme alligevel. Jeg ville hellere se "Beverly Hills." Men min far insisterede på, at jeg fik brugt den stemme og slæbte mig med.
Da jeg stod inde i denne hersens stemmeboks, og følte mig som en burhøne, overvejede jeg at skrive: "Jeg stemmer på Jakob Haugaard" på stemmesedlen. Men fornuften vandt. Den irriterende fornuft, der talte mig fra den platte idé. Så jeg satte mit kryds, og har holdt med det samme parti lige siden. For de matcher flere af mine holdninger, end resten af partierne.
Desværre er "mit" parti næsten stik modsat af min venindes. Hun er inkarneret SF'er, jeg er Venstre - og det er åbenbart meget slemt, begge dele.
Min veninde meldte sig i en eller anden form for protest ind i SF-ungdom, og jeg tror mest, det var på grund af hendes mor. For efter min veninde flyttede hjemmefra, har hun aldrig siden betalt medlemskontingentet.
Nu er hun i stedet medlem af en dyrebeskyttelses-forening, og det har jeg meget mere respekt for. At hjælpe lidende dyr er da langt bedre end at hjælpe politikere, der i forvejen får alt, hvad de har brug for? Jeg kunne aldrig finde på at melde mig ind i et ungdomsparti - så langt rækker støtte altså ikke. Men dyrevelfærd, det er en helt anden sag.
Nu snakker jeg udenom. For altså, vores politiske holdninger kan slet ikke forenes. Min veninde beskylder mig for Irak-krigens grusomheder og de stinkende grisefarme, der skyder op i landskabet.
Jeg beskylder hende for at være urealistisk og at ville føre vores samfund tilbage til et neandertal-stadie, hvor alle er vegetarer og ansatte ved kollektiv trafik.
Og det er slet ikke nødvendigt at modsige hinanden, det sørger vi selv for. Det er i det store og hele meget, meget pinligt.
Disse heftige debatter kan vi holde kørende i timevis. Til slut er vores argumenter mere en principsag, end egentlig overbevisning. Vi holder op med at diskutere partiernes holdninger, og begynder på mudderkastning i stedet.
Et godt eksempel kan være, hvilke politikere, der ifølge vores egne meninger, er dumme - hvilket overhovedet ikke har en hujende dyt med sagen at gøre.
Vi løser det som oftest på demokratisk vis - ved at lukke emnet med syvtommersøm, og bestemme os for aldrig at tale om det igen. Indtil næste gang en af os nævner politik selvfølgelig...
Jeg har efterhånden lært ikke at forsvare mine politiske holdninger, men i stedet holde fast på dem i nogenlunde tavshed. Man skal aldrig diskutere politik med nogen. Politik gør folk vrede, og kan i værste fald ende i krig...
Disse heftige debatter kan vi holde kørende i timevis. Til slut er vores argumenter mere en principsag, end egentlig overbevisning. Vi holder op med at diskutere partiernes holdninger, og begynder på mudderkastning i stedet.
Et godt eksempel kan være, hvilke politikere, der ifølge vores egne meninger, er dumme - hvilket overhovedet ikke har en hujende dyt med sagen at gøre.
Vi løser det som oftest på demokratisk vis - ved at lukke emnet med syvtommersøm, og bestemme os for aldrig at tale om det igen. Indtil næste gang en af os nævner politik selvfølgelig...
Jeg har efterhånden lært ikke at forsvare mine politiske holdninger, men i stedet holde fast på dem i nogenlunde tavshed. Man skal aldrig diskutere politik med nogen. Politik gør folk vrede, og kan i værste fald ende i krig...
