Plante og jeg
Henriette Elmøe's bog i ny udgave
Der er bøger, som efter en tid går hen og bliver kultbøger, Saint-Execupery's "Den lille prins" er sådan en bog, og på et tidspunkt vil Plante og jeg også uden nogen tvivl tilhøre den kategori.
Henriette Elmøe's bog er ikke helt ny og har før været udgivet på forlaget Ravnerock. Desværre i en meget kedelig udgave, som forståeligt nok aldrig tiltrak det helt store publikum.
Nu har forlaget DarkLights så heldigvis fået øjnene op for denne herlige historie om en fyr fra Nørrebro og hans forunderlige plante fra regnskoven, og de har givet den en helt ny indbinding samt illustrationer. Sidst nævnte er lavet af Tanja Aldebot og er ikke kun fantastisk smukke, men passer også perfekt til den stemning, som man finder i historien.
Ligeledes har bogen fået et Sideskud, i bogstaveligste forstand, så man nu får en slutning på historien, som man egentlig manglede i den første udgave. En sidste ændring er selve titlen, så bogen nu ikke længere hedder Eventyret om plante og jeg, men slet og ret Plante og jeg.
Historien handler i bund og grund om, hvordan det mon ville være, hvis planter havde en bevidsthed. Hvis der i regnskovens dyb alligevel gemte sig en plante, som ikke kun var en plante, men et væsen fra en anden verden, som kunne dele vores inderste tanker og følelser, samt tage os med på rejser og til steder, vi aldrig havde drømt om fandtes.
Hvor den første udgave af Plante og jeg var mere filosofisk anlagt, er den nye udgave med sit sideskud, på vej over i sience fiction genren. Ikke fordi det på nogen måde gør den dårligere, tværtimod så tilføjer det blot historien endnu en dimension. Og der er mange dimensioner i Plante og jeg.
Det hele starter med, at en ung fyr planter et frø på sit klubværelse i Ravnsborggade. Meget hurtigt vokser frøet op til at blive en plante, men ikke en helt almindelig plante. Denne her kan nemlig ikke kun læse hans tanker, men også tale med ham. Og sammen oplever de så de mest utrolige ting.
"Om natten tager han al luften. Jeg stiller ham ud på gesimsen. Det byder ham meget imod at stå der, for der er langt ned, og mågerne kredser, fordi jeg lægger ris på reposen. Jeg skælder ham lidt ud og siger: Du skal ikke tage al ilten. Det er imidlertid hans natur, og han burde slet ikke leve her i byen, men stå i en tung regnskov. Så en dag tager jeg ham med ud i Dyrehaven. Der kan han godt lide at stå og se på de høje bøgetræer. Han siger, at de snakker i munden på hinanden, planlægger rodflugter og årringsfester, at han er indbudt, men ikke mennesket siger de, og så gider Plante ikke deltage; han bor trods alt i min urtepotte".
Plante og jeg er en bog, der ikke er som nogen anden, jeg har læst. Den er både dybsindig og sjov, på en og samme tid. Det er en af den slags bøger, som man kan læse igen og igen, og hver gang få noget nyt ud af, lidt som et billede af Salvador Dali. Da jeg denne gang genlæste Plante og jeg, var det da også som at besøge en gammel ven, samtidig med, at der skete en masse nyt på hver eneste side, og jeg blev atter engang bekræftet i at, Plante og jeg er en af mine absolutte yndlingsbøger. Og hver gang jeg holdt en lille pause, løftede jeg hovedet og kiggede ud på planterne på min terasse, og kunne ikke lade være med at tænke på, om en af dem mon er som Plante i Henriette Elmøe's eventyr.
Tak til forlaget DarkLights for fremsendelse af anmeldereksemplar.
Læs også den første anmeldelse af Eventyret om Plante og jeg
Henriette Elmøe's bog er ikke helt ny og har før været udgivet på forlaget Ravnerock. Desværre i en meget kedelig udgave, som forståeligt nok aldrig tiltrak det helt store publikum.
Nu har forlaget DarkLights så heldigvis fået øjnene op for denne herlige historie om en fyr fra Nørrebro og hans forunderlige plante fra regnskoven, og de har givet den en helt ny indbinding samt illustrationer. Sidst nævnte er lavet af Tanja Aldebot og er ikke kun fantastisk smukke, men passer også perfekt til den stemning, som man finder i historien.
Ligeledes har bogen fået et Sideskud, i bogstaveligste forstand, så man nu får en slutning på historien, som man egentlig manglede i den første udgave. En sidste ændring er selve titlen, så bogen nu ikke længere hedder Eventyret om plante og jeg, men slet og ret Plante og jeg.
Historien handler i bund og grund om, hvordan det mon ville være, hvis planter havde en bevidsthed. Hvis der i regnskovens dyb alligevel gemte sig en plante, som ikke kun var en plante, men et væsen fra en anden verden, som kunne dele vores inderste tanker og følelser, samt tage os med på rejser og til steder, vi aldrig havde drømt om fandtes.
Hvor den første udgave af Plante og jeg var mere filosofisk anlagt, er den nye udgave med sit sideskud, på vej over i sience fiction genren. Ikke fordi det på nogen måde gør den dårligere, tværtimod så tilføjer det blot historien endnu en dimension. Og der er mange dimensioner i Plante og jeg.
Det hele starter med, at en ung fyr planter et frø på sit klubværelse i Ravnsborggade. Meget hurtigt vokser frøet op til at blive en plante, men ikke en helt almindelig plante. Denne her kan nemlig ikke kun læse hans tanker, men også tale med ham. Og sammen oplever de så de mest utrolige ting.
"Om natten tager han al luften. Jeg stiller ham ud på gesimsen. Det byder ham meget imod at stå der, for der er langt ned, og mågerne kredser, fordi jeg lægger ris på reposen. Jeg skælder ham lidt ud og siger: Du skal ikke tage al ilten. Det er imidlertid hans natur, og han burde slet ikke leve her i byen, men stå i en tung regnskov. Så en dag tager jeg ham med ud i Dyrehaven. Der kan han godt lide at stå og se på de høje bøgetræer. Han siger, at de snakker i munden på hinanden, planlægger rodflugter og årringsfester, at han er indbudt, men ikke mennesket siger de, og så gider Plante ikke deltage; han bor trods alt i min urtepotte".
Plante og jeg er en bog, der ikke er som nogen anden, jeg har læst. Den er både dybsindig og sjov, på en og samme tid. Det er en af den slags bøger, som man kan læse igen og igen, og hver gang få noget nyt ud af, lidt som et billede af Salvador Dali. Da jeg denne gang genlæste Plante og jeg, var det da også som at besøge en gammel ven, samtidig med, at der skete en masse nyt på hver eneste side, og jeg blev atter engang bekræftet i at, Plante og jeg er en af mine absolutte yndlingsbøger. Og hver gang jeg holdt en lille pause, løftede jeg hovedet og kiggede ud på planterne på min terasse, og kunne ikke lade være med at tænke på, om en af dem mon er som Plante i Henriette Elmøe's eventyr.
Tak til forlaget DarkLights for fremsendelse af anmeldereksemplar.
Læs også den første anmeldelse af Eventyret om Plante og jeg
