Aniston

Pige i tyverne

En Kinsella-roman med et twist.

7 ud af 6 stjerner
Kvinden bag shopaholic-bøgerne har skrevet endnu en omgang chick-lit - denne gang dog med en lille anderledes drejning.
Pige i tyverne
Sophie Kinsellas seneste bog, der har fået den danske titel "Pige i tyverne", er skrevet i klassisk Kinsella-stil med pinlige situationer og sjove optrin, som man forventer, at den skal, men den er stadig værd at læse.

"Pige i tyverne" handler om Lara Lington, der er midt i tyverne, og hvis liv er noget værre rod.

Hendes nystartede firma har en del startvanskeligheder, fordi hendes forretningspartner og bedste veninde er rejst til Goa på ubestemt tid, og hun selv står tilbage i firmaet uden at vide meget om det, som hendes rekrutteringsfirma egentligt beskæftiger sig med.

Herudover er hun netop blevet forladt af sit livs kærlighed, som hun nærmest vil gøre alt for at finde sammen med igen - og som hun måske nok forfølger en lille smule.

Hun er noget følelsesmæssigt ustabil og har en livlig fantasi. Men da hun pludselig bliver hjemsøgt af et spøgelse, er hun alligevel sikker på, at hun er ved at miste forstanden - og det samme er hendes omgivelser.

Et spøgelse på besøg
Men på helt uforklarlig vis har ånden af Laras nyligt afdøde 105 år gamle grandtante Sadie materialiseret sig i form af en livsglad, jævnaldrende, charleston-dansende pige, og hun har et særligt ønske, før hun med ro kan gå over på den anden side: Hun vil have Laras hjælp til at finde et forsvundet halssmykke.

Lara har i forvejen rigeligt med udfordringer i sin dagligdag. Men i takt med hun tilbringer tid sammen med Sadie, bliver livet meget sjovere, og deres skattejagt udvikler sig også til en søgen efter kærlighed og masser af sjove øjeblikke.

Typisk chick-lit med et twist
"Pige i tyverne" starter ud som den sædvanlige roman indenfor genren, som efter min mening måske er ved at blive lidt slidt.

Men hen ad vejen bliver den sjovere og tager en drejning, der gør, at den faktisk bliver rigtigt læseværdig.

Men jeg vil stadig mene, at man skal være til chick-lit for at synes, det er en god bog. For den er let og luftig - men også meget sød og underholdende.

"Pige i tyverne" er udkommet fra Lindhardt og Ringhof og har en vejl. udsalgspris på 299 kr.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce