Aniston

Organdonation

At tage stilling

Her den anden dag, modtog jeg et brev. Det var en tilmelding til donorregisteret. Først lagde jeg den til side, jeg orkede ikke engang at læse den. Men i løbet af dagene, begyndte det lille kort at fylde mere og mere i mine tanker. Og ikke blot tanken om at redde andre, men selv at dø...

ANNONCE
Organdonation
Det er et følelsesladet emne, det er døden altid.
Tankerne blev ledt tilbage til min barndom, da min mor døde pludseligt af en hjertesygdom.

De kloge i verden kunne gensplejse planter, klone levende væsner og sende folk ud i rummet - men min mor kunne ingen hjælpe. Dog havde hjernen ikke taget alvorlig skade af den manglende ilt, skulle hun have haft en hjertetransplantation...

Jeg overvejede meget om jeg skulle tilmelde mig som donor. Jeg fandt frem til, at tanken om at få fjernet organer ikke afskrækker mig - i hvert fald ikke når jeg ligger i kisten. Bliver jeg kørt i smadder, kan der ligeså godt komme noget fornuftigt ud af det. 

Angsten og sorgen kom frem, fordi jeg tvang mig selv til at tage stilling. Ikke blot til organdonation, men også døden. Jeg kom til at tænke på, hvor enormt vigtigt det er at bestemme sig.

Hvis det skulle ske, at jeg ender som et hjernedødt trafikoffer, vil jeg have sparet min familie for denne stillingtagen. Jeg vil ikke overlade det til dem i sorgen, at overveje hvorvidt lægerne måtte sprætte mig op, og tage mine organer.

For mig er min krop ikke så overvældende vigtig, at den skal være hel i døden. Når jeg mister hvad der betyder mest - min sjæl, mit sind, så er alt andet ligegyldigt. Selv i livet ville jeg ikke holde mig tilbage fra, at give eksempelvis en nyre, hvis det kunne redde et andet menneskes liv. For liv er det dyrebareste der findes i min lille verden.

For nogle år siden diskuterede vi emnet i klassen. En elev pointerede, at hun aldrig ville være donor, fordi hun simpelthen ikke kunne kapere tanken. Derimod ville hun godt modtage organer, hvis det skulle blive aktuelt.

Den holdning accepterer jeg fuldt ud, jeg har det nu heller ikke selv let, ved tanken om knive i min krop.

Da begyndte læreren at debattere med hende, og hendes holdning var tydelig. Jeg kan ikke på stående fod huske præcis hvad der blev sagt, men det var noget i den her retning:
"Synes du selv det er fair, at du ikke vil give, men gerne modtage?"

Fordi en anden tænker anderledes end en selv omkring det emne, er den person så et dårligt menneske?
Kan man stemple andre, fordi deres holdninger ikke passer ind i ens verdensbillede?
Er man egoistisk hvis man har den holdning, at man ikke vil donere?

Jeg kan kun svare for mig selv, og det er et tydeligt nej!

Alle har ret til at bestemme over deres egen krop - og de har samtidig ret til at bestemme over deres eget liv.
Et menneske der ikke selv vil donere, bør da ikke blive nægtet at få et livsnødvendigt organ. I så fald burde samfundet måske også lade være med, at hjælpe narkomaner, alkoholikere og overvægtige, fordi deres dårlige helbred er selvforskyldt. Og der er vel næppe nogen der vil foreslå det...

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg har valgt ikke at donere hud, hornhinder og hjerte, så er jeg ikke sikker på, at jeg vil kunne komme med et ordentlig svar. Det er et in
Hvad med dig selv? Har du taget stilling til organdonation, og hvad taler hos dig for og imod?
ANNONCE
Del

Seneste nyt