Ord i hovedet - Bestsellervirus
I ethvert eventyr ligger guldet gemt det mest usandsynlige sted. Det er derfor et under, at nogle forfatterspirer glemmer barndommens visdom og stadig tror, de skal være den næste Hemingway, Keats eller Ionesco i stedet for at finde sit eget guld. Er det da bedre at være plagiat end at tilføre litteraturen nye originaler?
Hvorfor besværer nogen sig med at skrive? Hårdt arbejde slider jo. Alligevel sker det, at et forunderligt univers i en bog skaber en drøm i læseren om selv at skrive en bog. Andre gange banker et skjult budskab på hjerteklapperne og beder om at komme ud til verden. Årsagerne er mangfoldige.
Første skridt er at skrive løs. Det er en ensom proces, men den skrivende er aldrig uden vejledning. Al den inspiration og lærdom i skrivningens kunst, som mange higer efter og tror er fuldstændig uopnåelig, ligger for fødderne af dem. På biblioteker, i boghandlere, på Internettet og hvor som helst, der står skrevet ord. For hver gang vi tvinges til at vurdere, om dette præcise udtryk virker positivt på netop os, finder vi vores eget litterære ståsted.
I mit arbejde som manuskriptlæser kan jeg dog desværre støde på en negativ bieffekt af inspirationsprocessen: Forestillingen om, at teksten nødvendigvis må stræbe efter at være udtryk for et andet sind end det, teksten kom fra. Det skal lyde som stof fra en idealiseret bestsellerforfatter, blot i anden udgave med et par personlige undertoner fra den skrivende selv.
Listen carefully. I shall say this only once.
Glem det. Vær tro mod dig selv. Det er din fornemste pligt som forfatter.
Første skridt er at skrive løs. Det er en ensom proces, men den skrivende er aldrig uden vejledning. Al den inspiration og lærdom i skrivningens kunst, som mange higer efter og tror er fuldstændig uopnåelig, ligger for fødderne af dem. På biblioteker, i boghandlere, på Internettet og hvor som helst, der står skrevet ord. For hver gang vi tvinges til at vurdere, om dette præcise udtryk virker positivt på netop os, finder vi vores eget litterære ståsted.
I mit arbejde som manuskriptlæser kan jeg dog desværre støde på en negativ bieffekt af inspirationsprocessen: Forestillingen om, at teksten nødvendigvis må stræbe efter at være udtryk for et andet sind end det, teksten kom fra. Det skal lyde som stof fra en idealiseret bestsellerforfatter, blot i anden udgave med et par personlige undertoner fra den skrivende selv.
Listen carefully. I shall say this only once.
Glem det. Vær tro mod dig selv. Det er din fornemste pligt som forfatter.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker at tilbringe timer ved et stearinlys med gode, gamle litteraturdiamanter som Shakespeare og Emily Dickinson og forsvinde ind i forunderlige universer med danske sværvægtere såsom Leif Panduro eller japanske som Haruki Murakami.
Men verden er allerede blevet velsignet med disse fantastiske sjæles sprudlende vid og beåndede ord, som for nogles vedkommende stadig drypper fra pennen i skrivende stund.
Litteraturen har derimod altid behov for nye tanker og stilarter for at undergå den evolution, som enhver kunstart må tåle for at fornys og ramme planetens højst forskelligartede publikummer.
Det gamle guld er stadig guld. Gør det da noget at tilegne sig nyt, eller bliver litteraturen tværtimod mere rig af dette?
Tænk hvis alle træer fik savet grenene af. Jeg ville savne bladene. Selv de halvvisne, for hvad var træet, hvis ikke disse blade engang havde siddet på det? Kun en stamme.
Hvis alle skrev som Shakespeare, gad ingen læse hans værker eller se hans stykker. Publikum kunne regne slutningen ud, og således må Romeo og Julie dø. Dog ikke længere af kærlighedens misforståelser. De var sultet af kedsomhed og gået i graven med et gab.
Af Jannie Solaas, manuskriptlæser, www.solaas.dk
Men verden er allerede blevet velsignet med disse fantastiske sjæles sprudlende vid og beåndede ord, som for nogles vedkommende stadig drypper fra pennen i skrivende stund.
Litteraturen har derimod altid behov for nye tanker og stilarter for at undergå den evolution, som enhver kunstart må tåle for at fornys og ramme planetens højst forskelligartede publikummer.
Det gamle guld er stadig guld. Gør det da noget at tilegne sig nyt, eller bliver litteraturen tværtimod mere rig af dette?
Tænk hvis alle træer fik savet grenene af. Jeg ville savne bladene. Selv de halvvisne, for hvad var træet, hvis ikke disse blade engang havde siddet på det? Kun en stamme.
Hvis alle skrev som Shakespeare, gad ingen læse hans værker eller se hans stykker. Publikum kunne regne slutningen ud, og således må Romeo og Julie dø. Dog ikke længere af kærlighedens misforståelser. De var sultet af kedsomhed og gået i graven med et gab.
Af Jannie Solaas, manuskriptlæser, www.solaas.dk
