Aniston

Online stalker

Hvorfor lige mig?

Det startede som en uskyldig chat for nogle år siden, men det udviklede sig til en ren forfølgelse. Hvorfor? Ja, det må guderne vide. Måske var det min fejl - jeg ved det ikke.
Online stalker
Man tænker, at den slags aldrig vil ske for én selv eller rettere, man vil ikke acceptere det.

Det startede for nogle år siden, hvor jeg "mødte" en fyr på Internettet. I starten var det meget hyggeligt. Vi skrev sammen af og til, og mere var der ikke i det.

En dag fik han mit mobilnummer, og vi begyndte nu også at skrive sammen over sms. En enkelt gang eller to ringede han. Heller ikke det, syntes at være noget. Sådan var det i mange måneder, ja for ikke at sige år.

En overgang på næsten et år var vi gledet væk fra hinanden. Vi skrev ikke sammen mere - hverken over messenger eller sms. Jeg vil faktisk sige, at jeg lykkeligt glemte alt om ham. Der var kommet vigtigere ting ind i mit liv.

Jeg flyttede så til London, men desværre fulgte fyren med. Han begyndte igen at kontakte mig over messenger. Nå ja, fyren var jo ganske harmløs, så jeg tog da ikke skade af at skrive sammen med ham.

Han opdagede, at jeg hed "Sitle - Aniston.dk" på messenger, og han begyndte så at spørge ind til, hvad Aniston.dk var. Jeg forklarede ham, at det var et online magasin for piger mellem 15 og 30 år. Jeg sagde, at han bare kunne tage et nærmere kig på sitet.

Han oprettede en profil og gik så i gang med at læse alt, hvad jeg havde skrevet - både artikler og
Igen var det ikke noget, jeg tænkte videre over.

Han begyndte så også at sende breve til mig på det interne postsystem. Da det startede, begyndte jeg at blive en anelse træt af ham. Hver gang jeg loggede på messenger, blev jeg "overfaldet" af ham. "Har du set mit brev?", "Hvorfor har du ikke svaret?", "Hvorfor har du ikke været online de sidste par dag?" etcetera.
ANNONCE
Online stalker
Så en dag var han stødt på en underside, hvor mit engelske mobilnummer stod. Nu begyndte han også at ringe til mig.

Næsten hver dag ringede han, og hvis jeg ikke tog den, blev han ved med at ringe og derefter sende sms'er, hvor han spurgte, om jeg var sur på ham, siden jeg ikke tog min telefon.

Mange gange blokerede jeg ham i nogle dage på messenger, bare for at få lidt fred. Når jeg så fjernede blokeringen, spurgte han: "Er du sur på mig, siden du ikke har været online?"

Jeg var jo for så vidt ikke sur på ham, jeg var bare træt af ham.

Når jeg tog til Danmark, ja så fulgte han også med. Jeg mener ikke at have fortalt ham, at jeg tog til Danmark, men da han nu læste alt, hvad jeg skrev i forum, så kunne det ikke undgås, at han vidste det.

Da jeg så flyttede tilbage til Danmark, var han jo ellevild. I alle de år vi har skrevet sammen, har vi ikke set hinanden, og jeg ønskede egentlig også, at det skulle forblive sådan. Desværre var fyren ikke af helt samme opfattelse.

Jeg var knapt nok kommet inden for landets grænser, før han sagde, at han havde ferie og nu gerne ville køre fra Midtjylland til Odense for at se mig.

Heldigvis skulle jeg så meget den første måned, så jeg havde ikke tid til at se ham.

Det begyndte efterhånden at virke som om, at han troede, vi havde noget kørende. Evig og altid skulle jeg redegøre for, hvor jeg havde været, hvem jeg havde været sammen med, og hvorfor jeg ikke lige havde fået svaret på en eller anden sms.

En dag, da jeg loggede på Aniston.dk, lå der et brev til mig:

"Føler egentlig lidt jeg bliver forsøgt undgået... Kan det passe? Så sig det hellere til mig hvis der er noget i vejen"

Hvad skulle jeg svare til det? Ja, jeg forsøgte at undgå ham, og ja, der var noget i vejen. Jeg havde lyst til at skrive det til ham, men jeg ville ikke såre ham.

Jeg valgte derfor at skrive, hvorfor jeg ikke havde været på:

"Undskyld at jeg havde efterladt min mobil i campingvognen i går og derfor først så dine beskeder her til morgen."

Det var måske bedst, hvis jeg på det tidspunkt havde sagt fra og bedt ham om at lade være med at henvende sig. Men jeg havde ondt af fyren, fordi han ikke kunne forstå, at når jeg ikke var online i flere dage, så var det nok fordi, han var blevet blokeret.
ANNONCE
Online stalker
Den 28. august 2005 tog jeg til København, fordi jeg skulle til møde og på Jacques. Han skældte mig ud på sms, fordi jeg ikke tog telefonen, når han ringede - men til mit forsvar vil jeg tilføje, at den er forfærdelig svær at høre, når den er på lydløs.

Lørdag formiddag vågnede jeg ved, at det regnede ind af vinduet. Jeg stod op for at lukke vinduet, og før jeg lagde mig til at sove igen, tog jeg min mobil for at se, hvad klokken var, og det kom da heller ikke som den store overraskelse, da der lå en besked fra ham:

"Kunne du ikke godt tage telefonen bare én gang, når jeg ringer?"

I min halvvågne, berusede tilstand fik jeg skrevet tilbage, at jeg altså sov.

Jeg kom hjem fra København og så, at der igen var breve til mig fra fyren. Men også de var fyldt med spørgsmål om, hvorfor jeg ikke ville svare.

Jeg var nået dertil, hvor jeg ikke orkede ham mere - ligegyldigt, hvad jeg foretog mig, så var han der: Aniston.dk-chatten, forum, sms, messenger, interne postsystem.

Jeg havde fået nok - jeg ville af med ham, så en af mine venner herfra bad ham om at lade være med at kontakte mig. Jeg sendte ham efterfølgende selv et brev, hvor jeg bad ham om at lade være med at kontakte mig.

Det er nu et par uger siden han har kontaktet mig - dog er han stadig inde og kigge på min profil, af og til. I starten var det hver dag, men efterhånden var der længere og længere tid imellem. Jeg kan ikke forbyde folk at kigge på den - men jeg forstår ikke, hvorfor han ikke kan acceptere, at jeg ikke vil have noget med ham at gøre.

Hvis man slår "stalker" op i en ordbog, får man følgende forklaring:

"Person, som forfølger en kvinde på en truende og chikanerende måde; (jæger) pyrschjæger."

Direkte truende var han ikke, dog blev det til sidst en form for chikane.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

ANNONCE