Aniston

Ondt i tilværelsen - Part VI

At overvinde stressen

Efter at have accepteret den nye situation, man står i, og efter man har hejst sit flag for venner og familie og fortalt dem, at livet ikke helt udarter sig, som man vil have det til, er der en masse praktiske råd, man kan tage til sig.
Ondt i tilværelsen - Part VI
Man skal ikke tage imod alle råd. Nogle ting, der virker for én person, virker ikke nødvendigvis for en anden. Det, der er vigtigst er, at man gør det, man selv føler, man kan overskue, og det som er behageligt.

Først og fremmest skal man også bare tage en dag ad gangen, eller et par timer ad gangen. Efter en rum tid, uger eller en måned kan man begynde at tage en uge ad gangen. Der er jo stadig visse praktiske ting i hverdagen så som mad, vasketøj, lægebesøg og den slags.

Jeg gjorde det, at jeg forsøgte kun at skulle gøre en ting hver dag, da jeg ikke kunne overskue andet. Jegkunne være mange timer om bare at sætte vasketøj over. Jeg var heldigvis så heldig, at jeg var flyttet midlertidigt hjem til mine forældre, så jeg behøvede egentlig ikke at tænke over mad og tøjvask, før jeg orkede det.

Derudover er der her nogle af de andre ting, jeg fokuserede på, mens det var værst, og da jeg begyndte at få lidt mere overskud. 

Før dagbog

Især har det været godt at skrive alle de forbudte og umiddelbart uacceptable følelser ned. Man skal være helt ærlig. Også selvom man stortuder imens. Ligeledes er det enormt rart at brainstorme på de følelser, man har, eller de ord, der fiser rundt i hovedet på én. Hvad er du vred over? Hvad er du ked af? Hvad er du bange for?

Spørg dig selv: "Hvilke tre ting, har jeg mest behov for, lige nu?"

Mit svar søndagen efter den formastelige fredag: "Struktur, Stabilitet, Afklaring!"

Få en god kost
Spis regelmæssigt - gerne seks, små måltider om dagen. Tving dig selv til at få lidt ned, også selvom du ikke har lyst. Sørg for at få dine fiskeolier og vitaminpiller. Man har især brug for B-vitaminer og fiskeolier, da de er vigtige for hormonsystemet, som er helt i uorden, hvis man lider af kronisk stress.

Kaffe, sukker og alkohol er bandlyst.

Gør dig det behageligt

Gør det, der føles godt for dig. Tag et varmt bad med essentielle olier eller duftende badesalt i. Sid foran brændeovnen og kig på flammerne, lav dig selv en kop urtete, hvad end du har lyst til.

Motion

Motion er rigtig godt. Man orker bare ikke fittnesscenter, dansestudier, håndboldklubber eller lignende. Det jeg har gjort er at lave De Fem Tibetanere og lidt almindelig styrketræning hver dag. Man kan også tage i svømmehallen, for eksempel med en god veninde. Det er enormt meditativt at svømme.

Men man kan også nøjes med at gå en tur på en halv til en hel times tid. Frisk luft, sollys og bare det, at man får bevæget sig lidt, hjælper på humøret og stresshormonerne. Jeg havde dog det problem, at jeg var bange for at gå udenfor, eftersom jeg også udviklede angst. Men når min mor tvang mig ud på en gåtur, så havde jeg det meget bedre bagefter. Så det kan klart anbefales, at man allierer sig med en god ven eller familien.

God søvn

Det er umådelig svært. Jeg led meget af søvnbesvær i en lang periode, og jeg var så afkræftet og træt, at jeg faldt om midt på dagen og bare sov. Jeg er lidt ambivalent på det her punkt. Det er vigtigt, at man ikke panikker unødigt over, at man er træt hele tiden. Nogle gange må man bare følge sin krop og sove, når den vil. Men på et tidspunkt skal man have det vendt, så man får en mere stabil søvn. Jo før, jo bedre, for kroppen har ikke godt af den ustabile søvn.

For at få en god søvn, skal man sørge for at gå i seng på samme tidspunkt, hver dag. Stå gerne tidligt op, især hvis du vågner af dig selv. Undgå at se en masse voldeligt tv inden. Jeg kunne mærke det hjalp, hvis ikke jeg havde set nyheder.
ANNONCE
Ondt i tilværelsen - Part VI
Sæt en god, afslappende cd på, og drik en kop varm mælk med honning, lige inden du skal sove. Der er nogle gode stoffer i mælk, som hjælper søvnprocesserne igang, og honningen er vigtig for at løsne nogle andre stoffer i cellerne, der sidder i vejen for søvnhormonerne.

Motion cirka tre timer før sovetid er perfekt, men man skal ikke dyrke motion derefter.

Følelser og tanker
Noget af det, jeg har lært er, at man ikke skal brænde inde med sine følelser. Sørg for at snakke med din partner, vennerne og familien om de følelser, du tumler med. Lad være med at isolere dig, også selvom du er bange for at gøre dem kede af det.

For mig var det også enormt godt at være 100 % ærlig, når nogle spurgte mig, hvordan jeg havde det, også selvom de ikke vidste, at jeg tumlede med en masse. Selvom jeg godt ved, det ofte er af ren høflighed og et udtryk for "Hvad-skal-jeg-ellers-sige"-syndromet, man ofte lider af, når man møder folk, man ikke har set længe; så er mit svar fra nu af hundrede procent ærligt, når folk spørger mig: "Hvordan går det?"

Hvis de ikke kan håndtere svaret, er det deres problem. Og heldigvis har jeg stort set hele tiden oplevet positiv respons og haft mange, gode samtaler med mange, forskellige mennesker, der har været med til at hjælpe mig.

Hvis man har muligheden for det, synes jeg også man skal få sig en psykolog. De samtaler jeg har haft, primært for at få styr på angsten, har været enormt gode. Hvis ikke økonomien er til det og man ikke kan få det på andre måder, så få nogen til at hjælpe med at søge om økonomisk hjælp gennem kommunens enkeltydelsesafsnit.

Nå, men vi er ved at være ved vejs ende. Den sidste artikel handler om,
hvordan det er at komme ud på den anden side af stressen.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce