Ondt i tilværelsen - part IV
Når lægen svigter den stressede
Men jeg var på vej mod et møde med en læge, der ikke forstod. Jeg burde måske allerede have vidst det, da jeg ringede til hende for at få en tid.
"Jeg tror, jeg har, hvad man kan kalde et nervesammenbrud." Det fik jeg sagt, efter hun havde fået mit navn og mit cpr-nummer.
"Der er jo altid psykiatrisk skadestue!" var lægens svar.
Jeg blev helt stum. Hvad mente hun med det? Og hun må have forstået stilheden: "Jamen, vil du da gerne snakke med mig?"
Gad vide, hvad hun havde forestillet sig? Nå, men hun havde en tid klokken 10:00 og gjorde meget ud af, at hun jo altså kun havde tid til at snakke med mig i et kvarter. Jeg var lykkelig. Jeg havde en tid ved lægen, og da klokken var 10:00, blev jeg kaldt ind.
Første 'samtale' hos lægen
Jeg kan ikke huske så meget af de første par minutter, men pludselig rejste hun sig hurtigt op og forsvandt ud af døren uden en forklaring. Hun kom tilbage med en lille, A5-størrelses bog, som hun bladrede i.
"Ja, nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og så skal du fortælle mig i hvor høj grad, det passer. Om det slet ikke passer noget af tiden, om det passer lidt under halvdelen af tiden, om det passer halvdelen af tiden, om det passer lidt over halvdelen af tiden, eller om det passer hele tiden!"
Den skulle jeg lige have en gang til...
Hun gentog, og så gik vi i gang. Om jeg havde selvmordstanker? Øh, passer slet ikke... Jeg kan ikke huske ret mange af spørgsmålene, men jeg var meget i tvivl om, hvorfor det her var relevant. Jeg var jo bare ked af det og havde brug for at snakke, ikke rate mig selv i forhold til, hvor meget en række tilsyneladende tilfældige udsagn passede på mig.
"Ja, du scorede 24 point. Jeg læser op: hvis patienten scorer mellem 20 og 26 point, er der ikke noget at diagnosticere, og lægen og patienten bør tales ved og gentage spørgsmålene i løbet af en uges tid". Om jeg ville have en tid om to uger? Og i øvrigt mente hun, det var noget med min selvtillid, så jeg ville nok have godt af at snakke med en psykolog. Om jeg ville have en liste med psykologer? Hun hentede listen, mens jeg forsøgte at fordøje den såkaldte samtale, vi havde haft!
"Hvor meget koster sådan noget?" spurgte jeg forsigtigt.
"Ja, det koster jo omkring 1000 kroner i timen..." kom et lettere irriteret svar. Hun må have set mit ret paniske ansigtsudtryk, for lidt efter tilføjede hun: "Ja, det er altså noget, du selv må betale. For der er jo ikke sket noget!"
"Jeg tror, jeg har, hvad man kan kalde et nervesammenbrud." Det fik jeg sagt, efter hun havde fået mit navn og mit cpr-nummer.
"Der er jo altid psykiatrisk skadestue!" var lægens svar.
Jeg blev helt stum. Hvad mente hun med det? Og hun må have forstået stilheden: "Jamen, vil du da gerne snakke med mig?"
Gad vide, hvad hun havde forestillet sig? Nå, men hun havde en tid klokken 10:00 og gjorde meget ud af, at hun jo altså kun havde tid til at snakke med mig i et kvarter. Jeg var lykkelig. Jeg havde en tid ved lægen, og da klokken var 10:00, blev jeg kaldt ind.
Første 'samtale' hos lægen
Jeg kan ikke huske så meget af de første par minutter, men pludselig rejste hun sig hurtigt op og forsvandt ud af døren uden en forklaring. Hun kom tilbage med en lille, A5-størrelses bog, som hun bladrede i.
"Ja, nu stiller jeg dig nogle spørgsmål, og så skal du fortælle mig i hvor høj grad, det passer. Om det slet ikke passer noget af tiden, om det passer lidt under halvdelen af tiden, om det passer halvdelen af tiden, om det passer lidt over halvdelen af tiden, eller om det passer hele tiden!"
Den skulle jeg lige have en gang til...
Hun gentog, og så gik vi i gang. Om jeg havde selvmordstanker? Øh, passer slet ikke... Jeg kan ikke huske ret mange af spørgsmålene, men jeg var meget i tvivl om, hvorfor det her var relevant. Jeg var jo bare ked af det og havde brug for at snakke, ikke rate mig selv i forhold til, hvor meget en række tilsyneladende tilfældige udsagn passede på mig.
"Ja, du scorede 24 point. Jeg læser op: hvis patienten scorer mellem 20 og 26 point, er der ikke noget at diagnosticere, og lægen og patienten bør tales ved og gentage spørgsmålene i løbet af en uges tid". Om jeg ville have en tid om to uger? Og i øvrigt mente hun, det var noget med min selvtillid, så jeg ville nok have godt af at snakke med en psykolog. Om jeg ville have en liste med psykologer? Hun hentede listen, mens jeg forsøgte at fordøje den såkaldte samtale, vi havde haft!
"Hvor meget koster sådan noget?" spurgte jeg forsigtigt.
"Ja, det koster jo omkring 1000 kroner i timen..." kom et lettere irriteret svar. Hun må have set mit ret paniske ansigtsudtryk, for lidt efter tilføjede hun: "Ja, det er altså noget, du selv må betale. For der er jo ikke sket noget!"
Anden 'samtale' hos lægen
Den eftermiddag flyttede jeg hjem til mine forældre. Jeg var sønderknust. Nå, men ugen efter skulle jeg have en lægeerklæring, og min far tog med mig op til lægen.
"Du kan jo ikke bare komme her og stille ultimative krav!" - "Ja, der er jo ingen grund til at tage sådan på vej!" - "Nå, hvornår tror du så, du er rask igen?"
Behøver jeg at sige, at vi tog på Folkeregisteret med det samme for at skifte læge? Heldigvis har jeg fra langt de fleste sider mødt forståelse og støtte. Kontakten med Odense Kommune var også en succes, og det var dem, jeg var allermest rædselsslagen for at møde. Nuvel, der har været dumme og uheldige kommentarer som:
"Stress?! Pjat, vi har da alle sammen travlt."
"Jeg troede ikke sådan noget kunne ske for dig - dig, der er så stærk!"
"Det er klart, at du får det psykisk dårligt, når du har smerter! Men Heidi, du skal bare lære at acceptere og leve med smerten."
Men uheldige kommentarer er hvad de er. Uvidenhed eller klodsethed kan jeg tilgive. Men at en læge, der burde have en vis forståelse og faglig kompetence, eller i det mindste bare en lille smule empati. At hun i den grad svigtede. Det har jeg svært ved at tilgive!
I næste artikel kan du læse hvordan man starter sin rejse mod bedring.
Den eftermiddag flyttede jeg hjem til mine forældre. Jeg var sønderknust. Nå, men ugen efter skulle jeg have en lægeerklæring, og min far tog med mig op til lægen.
"Du kan jo ikke bare komme her og stille ultimative krav!" - "Ja, der er jo ingen grund til at tage sådan på vej!" - "Nå, hvornår tror du så, du er rask igen?"
Behøver jeg at sige, at vi tog på Folkeregisteret med det samme for at skifte læge? Heldigvis har jeg fra langt de fleste sider mødt forståelse og støtte. Kontakten med Odense Kommune var også en succes, og det var dem, jeg var allermest rædselsslagen for at møde. Nuvel, der har været dumme og uheldige kommentarer som:
"Stress?! Pjat, vi har da alle sammen travlt."
"Jeg troede ikke sådan noget kunne ske for dig - dig, der er så stærk!"
"Det er klart, at du får det psykisk dårligt, når du har smerter! Men Heidi, du skal bare lære at acceptere og leve med smerten."
Men uheldige kommentarer er hvad de er. Uvidenhed eller klodsethed kan jeg tilgive. Men at en læge, der burde have en vis forståelse og faglig kompetence, eller i det mindste bare en lille smule empati. At hun i den grad svigtede. Det har jeg svært ved at tilgive!
I næste artikel kan du læse hvordan man starter sin rejse mod bedring.
