Ondt i tilværelsen - part III
Den dag stressen ramte
Svimmelhed, kvalme, mavekneb, hjertebanken, trykken for brystet, hovedpine - som et pandebånd, der presser om dit hoved - ustoppelig gråd! Du aner ikke, hvorfor du har det sådan. Du er bange - rædselsslagen - hvad er der galt med mig?
Hvorfor kan jeg ikke trække vejret? Hjertet! Hjertet! Det pumper af sted, og du kan ikke få det i ro. Jo mere du forsøger at styre din vejrtrækning, jo mindre kontrol har du over den, og jo mere galoperer hjertet derudad. Din krop kører sit helt eget løb...
Du bliver bange for at falde om. Måske er du ved at dø? Og hvorfor er du så ked af det? Hvorfor føler du bare, du kun har lyst til at græde, intet andet - aldrig mere noget andet. Bare sidde her og ryste og græde!
Men alligevel er der en lille stemme, der forholder sig helt roligt til situationen. En lille stemme af fornuft, der siger til dig, at det her har du vist ikke helt kontrol over, og du må hellere ringe til lægen, for du har vist brug for hjælp!
Den røde lampe havde lyst i evigheder
Sådan faldt min verden sammen den dag. Jeg havde ansvaret på arbejdet, jeg havde nøglen, jeg skulle sende alle sælgerne af sted den morgen, sørge for undervisningen, morgenmødet og sørge for lokationerne. Hvem der skulle til hvilken by!
Men den dag var der stort sygefravær, der var ikke nok til at tage sig af de nye, og jeg var tvunget til at afmelde et par lokationer. Jeg ringede til min chef og fik at vide, at det måtte jeg ikke - jamen! Jeg ringede til ham igen, efter at have konsulteret en anden erfaren kollega, som heldigvis også tog del i ansvaret. Jeg ringede til chefen igen, og så var det, jeg ikke kunne sige noget, halsen snørede sig sammen, og gråden kom væltende.
Jeg gav telefonen til min kollega, og så brast jeg sammen på gulvet og sad bare og græd og rystede.
Sådan opdagede jeg, at der var noget virkelig galt. Nuvel, jeg havde måske vidst det måneder før, hvis ellers jeg bare havde turdet se mig selv i øjnene. Min familie havde været bekymret længe, mine venner var begyndt at holde skarpt øje med mig, og mine kolleger udtrykte bekymring flere gange om ugen: "Er du sikker på, du er okay?" "Ih ja, alt er fint. Jeg har det glimrende... (Det er jo bare et spørgsmål om tid)"
Smil, du er på! The show must go on!
Min kiropraktor havde flere gange prikket til mig, og dagen før var jeg brudt sammen hos hende. Den morgen begyndte jeg første gang at græde, da jeg sad i bilen sammen med min kollega. Jeg havde haft mærkelige smerter længe, min hovedpine havde varet næsten fire måneder, jeg gik til kiropraktor og til akupunktør. Jeg havde haft alt for meget sygefravær på det sidste, haft enkeltstående dage med feber, haft behov for at sove meget og sidde i halve timers lange bade. Når jeg var hjemme, boede jeg på sofaen, jeg havde haft opvasken stående i laaang tid... Ja, jeg kunne blive ved!
Hvorfor kan jeg ikke trække vejret? Hjertet! Hjertet! Det pumper af sted, og du kan ikke få det i ro. Jo mere du forsøger at styre din vejrtrækning, jo mindre kontrol har du over den, og jo mere galoperer hjertet derudad. Din krop kører sit helt eget løb...
Du bliver bange for at falde om. Måske er du ved at dø? Og hvorfor er du så ked af det? Hvorfor føler du bare, du kun har lyst til at græde, intet andet - aldrig mere noget andet. Bare sidde her og ryste og græde!
Men alligevel er der en lille stemme, der forholder sig helt roligt til situationen. En lille stemme af fornuft, der siger til dig, at det her har du vist ikke helt kontrol over, og du må hellere ringe til lægen, for du har vist brug for hjælp!
Den røde lampe havde lyst i evigheder
Sådan faldt min verden sammen den dag. Jeg havde ansvaret på arbejdet, jeg havde nøglen, jeg skulle sende alle sælgerne af sted den morgen, sørge for undervisningen, morgenmødet og sørge for lokationerne. Hvem der skulle til hvilken by!
Men den dag var der stort sygefravær, der var ikke nok til at tage sig af de nye, og jeg var tvunget til at afmelde et par lokationer. Jeg ringede til min chef og fik at vide, at det måtte jeg ikke - jamen! Jeg ringede til ham igen, efter at have konsulteret en anden erfaren kollega, som heldigvis også tog del i ansvaret. Jeg ringede til chefen igen, og så var det, jeg ikke kunne sige noget, halsen snørede sig sammen, og gråden kom væltende.
Jeg gav telefonen til min kollega, og så brast jeg sammen på gulvet og sad bare og græd og rystede.
Sådan opdagede jeg, at der var noget virkelig galt. Nuvel, jeg havde måske vidst det måneder før, hvis ellers jeg bare havde turdet se mig selv i øjnene. Min familie havde været bekymret længe, mine venner var begyndt at holde skarpt øje med mig, og mine kolleger udtrykte bekymring flere gange om ugen: "Er du sikker på, du er okay?" "Ih ja, alt er fint. Jeg har det glimrende... (Det er jo bare et spørgsmål om tid)"
Smil, du er på! The show must go on!
Min kiropraktor havde flere gange prikket til mig, og dagen før var jeg brudt sammen hos hende. Den morgen begyndte jeg første gang at græde, da jeg sad i bilen sammen med min kollega. Jeg havde haft mærkelige smerter længe, min hovedpine havde varet næsten fire måneder, jeg gik til kiropraktor og til akupunktør. Jeg havde haft alt for meget sygefravær på det sidste, haft enkeltstående dage med feber, haft behov for at sove meget og sidde i halve timers lange bade. Når jeg var hjemme, boede jeg på sofaen, jeg havde haft opvasken stående i laaang tid... Ja, jeg kunne blive ved!
Men den dag blev jeg tvunget til at se mig selv i øjnene! Min psyke var stærkere end min krop, som socialrådgiveren senere sagde. Og nu sagde min krop stop! Den ville ikke være med mere.
Jeg var ikke klar over, jeg havde det så skidt
Stress er et meget omdiskuteret emne. Man læser om det alle vegne, i bøger, i ugeblade, i nyhedsmagasiner, i aviser og på Internettet; man hører om det i radioen, og man ser på det i tv. Der er ikke grænser for, hvor mange gode råd man kan opstøve, og hvor mange kendte mennesker, der har været nede at bide i græsset.
Prøv også blot at spørge i din omgangskreds. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor mange jeg kender, der har kæmpet den kamp.
Men selvom vi alle bombarderes med oplysninger alle steder fra, så er det én af de ting, man først rigtig ved, hvad er, når man har prøvet det på egen krop. Jeg havde rent faktisk flere bøger om emnet stående på boghylden. Men jeg var ikke stresset - jeg havde bare travlt! Og jeg var jo glad for mit job!
Den dag var en fredag morgen i august 2007. Ugerne op til havde været præget af skuffelser, svigt og forvirring. Men jeg troede jo, jeg havde styr på det - det var jo bare et spørgsmål om tid! Jeg var ikke klar over, at jeg var blevet syg af stress.
I næste artikel kan du læse, hvad det betyder, når lægen svigter.
Jeg var ikke klar over, jeg havde det så skidt
Stress er et meget omdiskuteret emne. Man læser om det alle vegne, i bøger, i ugeblade, i nyhedsmagasiner, i aviser og på Internettet; man hører om det i radioen, og man ser på det i tv. Der er ikke grænser for, hvor mange gode råd man kan opstøve, og hvor mange kendte mennesker, der har været nede at bide i græsset.
Prøv også blot at spørge i din omgangskreds. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvor mange jeg kender, der har kæmpet den kamp.
Men selvom vi alle bombarderes med oplysninger alle steder fra, så er det én af de ting, man først rigtig ved, hvad er, når man har prøvet det på egen krop. Jeg havde rent faktisk flere bøger om emnet stående på boghylden. Men jeg var ikke stresset - jeg havde bare travlt! Og jeg var jo glad for mit job!
Den dag var en fredag morgen i august 2007. Ugerne op til havde været præget af skuffelser, svigt og forvirring. Men jeg troede jo, jeg havde styr på det - det var jo bare et spørgsmål om tid! Jeg var ikke klar over, at jeg var blevet syg af stress.
I næste artikel kan du læse, hvad det betyder, når lægen svigter.
