Aniston

Nytårstraditioner

Velkommen, nytår, og velkommen her! Velkommen til en artikel om nytårstraditioner

Om lidt bliver nytåret fejret på behørig vis verden over. I Kina er der tradition for trommemusik og dragedanse, mens hele Spanien ifører sig rødt undertøj som et tegn på held i det nye år. I Danmark fejrer vi også nytåret med
Nytårstraditioner
På nytårsaften fejres det forgangne år og samtidig bydes et nyt velkommen. Siden 1700-tallet har vi fejret nytår den 31. december, men sådan har det ikke altid været.

Førhen sluttede kalenderåret nemlig omkring den første april. Dette er grunden til at nytårsløjer og aprilsnar minder lidt om hinanden. Herudover bliver endnu en gammel skik serveret på spisebordet nytårsaften, nemlig nytårstorsken. Juletiden er unægtelig forbundet med masser af mad, derfor er det svært at tro på, at juletiden engang var fastetid. Med fastetiden fulgte fiskespisen, som senere blev kendetegnende for nytårsaften. Måske for at råde bod på den fede julemad? Lad os fortsætte med at rende i traditionerne.

I mange danske hjem indledes nytåret med Hendes Majestæt, Dronning Margrethes nytårstale i fjernsynet klokken 18:00. Nytårstalen sendes både på DR1 og TV2. Hele familien Danmark overværer Hendes Majestæts hilsner til Grønland, Færøerne og ikke mindst til søens folk. Men talen er ikke forbi før dronningen har kigget direkte i kameraet og sagt: "Gud Bevare Danmark." Bagefter er det tid til torsk.

Nytårsbordet kendetegnes ved spøjse hagesmække, sjove hatte og ikke at forglemme de farverige bordbomber. I de fleste danske hjem består nytårsmenuen af tre retter, hvor fisk oftest er forretten. Nytårstorsken er en klassiker, men både tun og rejer er også en typisk nytårsspise.

Dernæst følger hovedretten, som ifølge traditionerne skulle bestå af hamburgerryg og grønlangkål. Til dessert kunne brændte svesker være et godt bud på en gammel tradition. Det er dog forskelligt i hvert hjem, hvorledes trerettersmenuen er sammensat og om den overhovedet består af tre retter. Der er nemlig mere traditionel spise forbundet med nytårsaften og ikke mindste en ganske bestemt våd vare når klokken slår 24. Men mon ikke der ville være brug for at slå mave inden da? Måske foran fjernsynet?

Allerede klokken 19:00 er "Mr. Bean" klar med en nytårshilsen på DR1. En klassiker er dog sketchen "90-års-fødselsdagen" der sendes klokken 23:45, også på DR1, lige inden nytåret skydes i gang med hjælp fra uret på Rådhustårnet i København. Indtil da laver de unge mennesker nytårsløjer med barberskum på naboens dørtrin og vinduer, eller måske er de så frække at hejse en cykel op i flagstangen.

Præcis klokken 24:00 står den på champagne, kransekage og fyrværkeri over hele landet. Nogle vælger at kysse den de elsker når nedtællingen til det nye år er slut, mens andre vælger at udføre et ritual med at hoppe ned fra en stol. Det er også her at kommende nytårsforsætter starter. Der er ingen traditioner for hvilke nytårsforsætter der kan vælges, men de mest almindelige handler om rygestop og slankekure. Mange kalder også et nytårsforsæt for et nytårsfortsæt. Måske synes du ikke der stor forskel på ordvalget, men hvis du vil bidrage til samtalerne ved spisebordet kan du jo spørge om det ikke er en fejltagelse? Et nytårsfortsæt lyder som noget vedkommende vil fortsætte med i det kommende år, hvilket ikke er det de fleste vil. Slankekure og rygestop er derimod noget man sætter sig for i det nye år, altså et forsæt.

Efter det nye år er skudt i gang, er det forskelligt hvordan resten af natten forløber i de mange hjem. Nogle fester til den lyse morgen, mens andre sætter sig foran fjernsynet og lader sig underholde af de koncerter der sendes. I år viser TV2 både koncert med Madonna, George Michael og Elton John, mens det på DR1 er Kim Larsen og Lis Sørensen der underholder. Andre vælger at spille familiespil eller pakkeleg, mens nogle har fået for meget champagne og sover rusen ud den første dag i det nye år.

Med alle disse traditioner er der vist ikke andet for end at ønsk alle et rigtig godt, traditionelt nytår!
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce