Aniston

Nye iPhone XR - mere end bare smarte farver?

Er du i tvivl om, hvilken iPhone, du skal vælge? Så læs med her, hvor vi har set nærmere på den nye iPhone XR

“Pink it”. Sådan lød mantraet for ikke så mange år siden hos tech-virksomheder, der håbede på at sælge til kvinder. Tanken var, at hvis bare man tilbød produktet i pink, så kunne man stort set sælge hvad som helst til de, underforstået, ikke så kløgtige kvinder, der gik mere op i farver end funktioner.

Sådan er det heldigvis ikke mere, og de fleste elektronikvirksomheder har fået øjnene op for, at der skal mere til at sælge et produkt. Det betyder naturligvis ikke, at design, farver og førstehåndsindtryk ikke betyder noget - men det gælder vist både mænd og kvinder.

Derfor er det da forfriskende, at iPhone XR fra Apple kommer i hele seks forskellige farver: hvid, sort, blå, gul, rød og koralfarvet. Men det vigtige er jo, hvad XR, om man så må sige, har mellem ørerne.

Baggrunden for iPhone XR er, at Apple med sidste års iPhone X ændrede strategi, således at de nu tilbyder nogle topmodeller, der har en vældig høj pris, og derudover nogle mere skrabede versioner, som koster lidt mindre. Det betyder naturligvis, at de billige modeller - eller måske er det mere rigtigt at sige de mindre dyre modeller - kan lidt mindre, end topmodellerne.

Men hvad betyder det i praksis? Lad os begynde med at kigge på skærmen, som på iPhone XR er en såkaldt LCD-skærm i modsætning til topmodellerne XS og XS Max, som har OLED-skærme. Forskellen er, at OLED for eksempel har en mere ægte sort og bedre farvegengivelse. Men lad os lige slå fast, at LCD-skærmen på XR holder en høj kvalitet, og at mange ikke vil mærke forskel i det daglige. 

En anden spændende ting ved skærmen er, at den ifølge Apple er blevet mere holdbar. Det er helt sikkert noget, mange forbrugere vil sætte pris på. Vi er mange, der har brugt tusinder af kroner på at skifte skærme efter at have tabt vores telefon. 

Endelig bør det nævnes, at 3D-touch, hvor man trykker lidt hårdere på en app, for at åbne ekstra funktioner, er fjernet fra XR - igen for at få prisen ned. I stedet kan man lave et længere tryk og få samme funktion. Det er noget, man lige skal vænne sig til, hvis man har været glad for 3D, som har været en fast del af de seneste generationer af iPhone.

Men hvad med kameraet, sidder du garanteret og tænker lige nu. Tjah, det er ikke til at komme udenom, at det også er et af de steder, der er sparet på XR. I modsætning til XS og XS Max har XR kun et enkelt kamera. Det betyder, at man ikke kan fotografere i portræt-mode, hvor man får en sløret baggrund, og at det ikke er muligt at lave optisk zoom. Til gengæld er det ene kamera, der er i XR, af samme høje kvalitet som i topmodellerne.

Men er den god? Ja, gu er den god. Det er en iPhone (!), og XR har samme styresystem som XS og XS Max, dvs. iOS 12, som kører lynhurtigt og lækkert. Brugeroplevelsen er helt i top, og ifølge en række anmeldere er XR simpelthen det bedste køb på markedet lige nu. Om du er enig i det, afhænger meget af, hvordan du skal bruge din telefon. Kan du leve med de små spareøvelser, der er foretaget på XR, er det telefonen for dig. Ellers må du ud og hive nogle ekstra tusindlapper op af lommen, for at få fat i XS eller XS Max.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce