Når man bare MÅ eje noget
Kan det være rigtigt, man skal leve foruden noget, som man ikke kan leve uden?
Det er sket gentagne gange for mig, og det er som regel endt med, at jeg har været så heldig, at jeg på den ene eller anden facon har fået skaffet lige netop denne ting.
Ja, og let's face it: Det drejer sig som oftest om tøj, sko eller accessories, som er must-haves man på ingen måde kan glemme igen! Har faktisk aldrig været ude for, det var en grydelap eller et viskestykke ...
Det er sket igen!
Nu er det sket endnu engang! Jeg har i nogen tid været på udkig efter nogle lækre, sorte ankelstøvler i en helt bestemt stil. Men dog uden at finde lige netop dem, som var 100 % i øjet. Indtil jeg tilfældigt endte på en side med Samsøe Samsøe-støvler, for her blev jeg forelsket!
Jeg tænkte, at dem køber jeg bare med det samme! De var sat ned fra 1200 kr. til 600 kr., så det var heller ikke den store udskrivning, hvilket er helt perfekt og passer min økonomi glimragende lige nu.
MEN!! Støvlerne var udsolgt!
En hurtig Google-søgning viste, at støvlerne også var udsolgt mange andre steder. Og så var der et enkelt sted, hvor de havde alle størrelser - bare ikke str. 39!
Jagten er gået videre til Samsøe Samsøes egne butikker, hvor jeg fik mulighed for at se støvlen i levende live. Og ak og ve, den er lige så lækker som forventet - men findes kun i str. 37 i den ene butik, hvor jeg kunne opstøve den.
Når webshopping er irriterende
Efter at have set støvlen IRL og være blevet endnu mere overbevist om must-have-effekten ved dem, indlagde jeg endnu en Google-søgningsaften, som resulterede i, at jeg fandt dem på en jysk hjemmeside.
Med jubel i maven blev de bestilt, jeg fik en ordrebekræftelse og ventede en dag, to dage, tre dage, fire dage ... For så at få en mail fra webshoppen om, at der har været en fejl på deres lager, så de har ikke min støvle!
Kan det virkelig passe? Skal jeg ikke have fat i min støvle? Hvad nu, hvis jeg ikke kan leve foruden??
Kender du det? Hvad er din must-have lige nu? Og hvad har du måtte sande, at du må leve foruden?