Når livet får et twist!
At tage afsked, at være trist, at leve?
Med hensyn til kæresten, så kom jeg frem til, at selvom han var en god fyr, et godt menneske, så var det ikke det. Jeg ville ønske, han havde indset det frem for mig. At såre et menneske, som intet ondt har gjort, er hårdt.
Men beslutningen blev taget, og morgenen efter jeg var landede i Danmark, blev den ført ud i livet. Jeg indrømmer, at jeg gjorde det helt forkert, men panikken tog over. Jeg sårede ham.
De seneste dage har jeg ikke været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, men som tingene herhjemme begyndte at ramle ned over mig, er der en del tanker, som gør livet surt. Jeg har snakket frem og tilbage med et par herinde og er blevet opfordret til at skrive en artikel om mine tanker, for at få dem ud og måske blive renset for nedstemthed.
Når alt får et twist
Som sagt endte jeg mit forhold. Og i går kom den barske sandhed frem, jeg fik beskeden, at den mand, jeg har kaldt far i nogle år, indtil min mor og han blev skilt, har fået kræft! Tankerne om, hvorfor alting skal være så indviklet, er enormt stressende. Hvorfor rammer dårlige ting de gode mennesker?
Men beslutningen blev taget, og morgenen efter jeg var landede i Danmark, blev den ført ud i livet. Jeg indrømmer, at jeg gjorde det helt forkert, men panikken tog over. Jeg sårede ham.
De seneste dage har jeg ikke været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre, men som tingene herhjemme begyndte at ramle ned over mig, er der en del tanker, som gør livet surt. Jeg har snakket frem og tilbage med et par herinde og er blevet opfordret til at skrive en artikel om mine tanker, for at få dem ud og måske blive renset for nedstemthed.
Når alt får et twist
Som sagt endte jeg mit forhold. Og i går kom den barske sandhed frem, jeg fik beskeden, at den mand, jeg har kaldt far i nogle år, indtil min mor og han blev skilt, har fået kræft! Tankerne om, hvorfor alting skal være så indviklet, er enormt stressende. Hvorfor rammer dårlige ting de gode mennesker?
Jeg har nu i ca. to år været ramt af en depression. Og ja, det gør livet lidt svært, men ikke umuligt. Jeg rammes af dage som nu, hvor intet ser ud til at fungere. Men når tingene er bedre, sætter jeg pris på flere ting.
Mit problem består hovedsagligt i, at jeg altid holder fast i ting og andre, som jeg burde give slip på. Hvorfor, aner jeg ikke?
Jeg ved, andre har det sådan også. Jeg kan da ikke være den eneste, som mener, livet er lort nogle dage? Hvorfor vil vi mennesker ikke sige farvel?
Denne artikel handler ikke om noget specifikt, det er en undskyldning for at få det bedre, ren egoisme. Et forsøg på at sige undskyld til de mennesker, jeg har såret, fordi mit liv ikke har fungeret.
Et håb om, at andre har erfaringer at dele.
Når håbet er alt, der er tilbage
Når håbet er alt, man har, er det svært at holde fast, det er svært ikke at give op. Men efter to år med et psykisk helvede i perioder, har jeg lært, at solen skinner efter regnen, med tiden. Jeg undskylder for jer som læser denne artikel, at den sandsynligvis er intetsigende, og håber så I bærer over med mig.
Jeg sidder inde med en masse spørgsmål, som Jesper Bo Hedeager også har stillet i sine artikler, der omhandler spørgsmål om livet. Han fik mig til, at tænke at åbenhed muligvis er vejen.
Når følelsen af tomhed, ensomhed, dårlig samvittighed og håbløshed rammer én, hvordan skal man så tackle det? Er det fair at bebrejde andre end en selv? At bebrejde livet? Hvorfor fyldes mennesker med spørgsmål, som ikke nogen svar rummer?
De fleste søger lykken, og når den er nået, er det de færreste, som holder fast. Mennesker finder altid den mindste ting, som er galt, for derefter at bebrejde andre end dem selv!
Mit problem består hovedsagligt i, at jeg altid holder fast i ting og andre, som jeg burde give slip på. Hvorfor, aner jeg ikke?
Jeg ved, andre har det sådan også. Jeg kan da ikke være den eneste, som mener, livet er lort nogle dage? Hvorfor vil vi mennesker ikke sige farvel?
Denne artikel handler ikke om noget specifikt, det er en undskyldning for at få det bedre, ren egoisme. Et forsøg på at sige undskyld til de mennesker, jeg har såret, fordi mit liv ikke har fungeret.
Et håb om, at andre har erfaringer at dele.
Når håbet er alt, der er tilbage
Når håbet er alt, man har, er det svært at holde fast, det er svært ikke at give op. Men efter to år med et psykisk helvede i perioder, har jeg lært, at solen skinner efter regnen, med tiden. Jeg undskylder for jer som læser denne artikel, at den sandsynligvis er intetsigende, og håber så I bærer over med mig.
Jeg sidder inde med en masse spørgsmål, som Jesper Bo Hedeager også har stillet i sine artikler, der omhandler spørgsmål om livet. Han fik mig til, at tænke at åbenhed muligvis er vejen.
Når følelsen af tomhed, ensomhed, dårlig samvittighed og håbløshed rammer én, hvordan skal man så tackle det? Er det fair at bebrejde andre end en selv? At bebrejde livet? Hvorfor fyldes mennesker med spørgsmål, som ikke nogen svar rummer?
De fleste søger lykken, og når den er nået, er det de færreste, som holder fast. Mennesker finder altid den mindste ting, som er galt, for derefter at bebrejde andre end dem selv!
Hvorfor og hvordan?
Når følelser, som ikke kan håndteres, bliver for meget, hvordan kommer man så videre?
Hvordan tackler man det at vide, at risikoen for at skulle sige farvel til en kær igen er tættere på end man ønsker? Hvordan retfærdiggør man at såre andre mennesker?
Handler det hele om, at jeg, og andre, skal lære at se fremad, og at livet ikke er livet, hvis ikke det er svært i ny og næ? Og hvis det er sådan, hvorfor er der så nogen, som føler det mere end andre?
Er livet i virkeligheden bestående af held? Styrer vi det selv, eller er der højere magter med i spillet?
Hvornår lærer man at sige farvel? Og hvorfor skal mennesker rumme så mange tanker?
Når følelser, som ikke kan håndteres, bliver for meget, hvordan kommer man så videre?
Hvordan tackler man det at vide, at risikoen for at skulle sige farvel til en kær igen er tættere på end man ønsker? Hvordan retfærdiggør man at såre andre mennesker?
Handler det hele om, at jeg, og andre, skal lære at se fremad, og at livet ikke er livet, hvis ikke det er svært i ny og næ? Og hvis det er sådan, hvorfor er der så nogen, som føler det mere end andre?
Er livet i virkeligheden bestående af held? Styrer vi det selv, eller er der højere magter med i spillet?
Hvornår lærer man at sige farvel? Og hvorfor skal mennesker rumme så mange tanker?
