Når hævnen er knap så sød
Hvor langt går vi for at få hævn?
De fleste kender hende, hvis ikke de er hende selv. Den bitre ekskæreste, som bare ikke vil komme videre. Hende, som gør alt for at gøre livet surt for den, hun engang holdt af. Hende som vil gøre alt for en smule hævn, frem for bare at komme videre.
Hvis vi tager de bløde værdier frem, kan alle vist være enige om, at hævn ikke er den rette løsning - man skal ikke synke til det niveau, som den person, der sårede dig. Men fakta er, at når mennesket bliver såret, knuses en drøm, og ønsket om hævn dukker op hos de fleste. Nogle kan kvæle tanken og bare komme videre, mens andre ikke stopper, før de bliver tilfredsstillet i form af hævn.
På et eller andet tidspunkt har vi vel alle været hende, jeg selv deriblandt. Da min kæreste igennem 3 år tog røven på mig endnu engang, blev vreden og de sårede følelser for meget. Jeg ville have hævn.
Jeg måtte have ham til at lide, jeg måtte se ham være lige så såret, som jeg, hvis ikke mere. Jeg var ikke det bedre menneske, som tænkte: "Hans problem - jeg er bedre tjent uden ham". Tanken om hævn blev så stor, at jeg til sidst gik og udtænkte skumle planer om, hvordan jeg kunne knuse ham.
Jeg lagde ud med at skrive en masse sms-beskeder til ham, hvori jeg svinede ham til. Men det hele blev hurtig ødelagt af endnu en kniv i hjertet, da han pænt fortalte mig, at han ikke kunne snakke lige nu, fordi han sad sammen med sin nye dame.
Jeg blev sindssyg af vrede, mest fordi der endnu ikke var gået 48 timer, siden vi gik fra hinanden. Jeg brugte den følgende uge på at svine ham til. Hvilket bare førte til endnu mere vrede, da jeg kørte mig selv op. Jeg svor, at hvis jeg så hende, ville jeg give hende et par på siden af hovedet - også selvom hun i realiteten intet galt havde gjort.
Jeg gik nogle dage og overvejede, om jeg skulle punktere hans bil, fortælle hans forældre, at han igen var på stoffer, hvad som helst, der kunne knuse ham. Men da tanken om at forsøge og få ham tilbage, bare for at såre ham, viste sig at blive virkelighed; da jeg pludselig skrev sms-beskeder om, at jeg ikke kunne leve uden ham, gik det op for mig, at jeg var ved at havne et sted, hvor jeg ikke kunne bunde.
Hævnen bed mig bagi, da min kære ekskæreste hånligt sagde, at han ikke ville mig mere, men at han elskede mig over alt på jorden. Jeg kunne se, at han nød, hvordan jeg bad ham om at komme tilbage, for at afvise mig. Det gik op for mig, at han igen vandt, og at han igen ydmygede mig. Det var igen mig, der ikke kom videre, selvom det var stodderen, som var utro.
Hvis vi tager de bløde værdier frem, kan alle vist være enige om, at hævn ikke er den rette løsning - man skal ikke synke til det niveau, som den person, der sårede dig. Men fakta er, at når mennesket bliver såret, knuses en drøm, og ønsket om hævn dukker op hos de fleste. Nogle kan kvæle tanken og bare komme videre, mens andre ikke stopper, før de bliver tilfredsstillet i form af hævn.
På et eller andet tidspunkt har vi vel alle været hende, jeg selv deriblandt. Da min kæreste igennem 3 år tog røven på mig endnu engang, blev vreden og de sårede følelser for meget. Jeg ville have hævn.
Jeg måtte have ham til at lide, jeg måtte se ham være lige så såret, som jeg, hvis ikke mere. Jeg var ikke det bedre menneske, som tænkte: "Hans problem - jeg er bedre tjent uden ham". Tanken om hævn blev så stor, at jeg til sidst gik og udtænkte skumle planer om, hvordan jeg kunne knuse ham.
Jeg lagde ud med at skrive en masse sms-beskeder til ham, hvori jeg svinede ham til. Men det hele blev hurtig ødelagt af endnu en kniv i hjertet, da han pænt fortalte mig, at han ikke kunne snakke lige nu, fordi han sad sammen med sin nye dame.
Jeg blev sindssyg af vrede, mest fordi der endnu ikke var gået 48 timer, siden vi gik fra hinanden. Jeg brugte den følgende uge på at svine ham til. Hvilket bare førte til endnu mere vrede, da jeg kørte mig selv op. Jeg svor, at hvis jeg så hende, ville jeg give hende et par på siden af hovedet - også selvom hun i realiteten intet galt havde gjort.
Jeg gik nogle dage og overvejede, om jeg skulle punktere hans bil, fortælle hans forældre, at han igen var på stoffer, hvad som helst, der kunne knuse ham. Men da tanken om at forsøge og få ham tilbage, bare for at såre ham, viste sig at blive virkelighed; da jeg pludselig skrev sms-beskeder om, at jeg ikke kunne leve uden ham, gik det op for mig, at jeg var ved at havne et sted, hvor jeg ikke kunne bunde.
Hævnen bed mig bagi, da min kære ekskæreste hånligt sagde, at han ikke ville mig mere, men at han elskede mig over alt på jorden. Jeg kunne se, at han nød, hvordan jeg bad ham om at komme tilbage, for at afvise mig. Det gik op for mig, at han igen vandt, og at han igen ydmygede mig. Det var igen mig, der ikke kom videre, selvom det var stodderen, som var utro.
Jeg valgte at tage mig sammen. Valgte at sige, at han ikke længere var det værd, hvilket han jo heller ikke var. Men tanken om hævn var der stadig.
Jeg overvejede kort, men kraftigt at sætte plakater op med hans billede og advare byens piger mod ham. Men heldigvis kunne jeg se, hvor sindssygt det hele var.
Jeg opførte mig som én, jeg ikke kendte, og jeg følte, jeg ingen kontrol havde. Nu er jeg flov over mine tanker og handlinger. Men ikke desto mindre tror jeg, at de fleste har haft tanken. De fleste har pludselig følt denne massive energi fylde sig.
Men et godt råd: Den bitre ekskæreste er ikke sjov at være i nærheden af eller at være. Move on!
Måske ligger det til mennesket at søge hævn, når nogen knuser vores hjerte og vores drømme. Men i det lange løb er det os selv, det går ud over.
At blive stemplet som den bitre ekskæreste eller andet i forbindelse med hævn, er ikke det værd. Og selvom det er de bløde værdier, vi igen hiver frem, så er vi ikke bedre selv, hvis vi bevidst sårer andre, også selvom de måske fortjener det.
Det ændrer dog ikke på, at jeg fandt det sjovt at kunne skræmme ham med at par sms-beskeder! Enhver, som kender mig en smule, ved jeg ikke kan slå en flue ud af kurs, og at jeg heller aldrig kunne finde på det - men at han troede på det, var nok. Jeg kom videre, og heldigvis kan jeg kun grine af det nu - hvor tåbelig jeg var. Hævnen er ikke helt så sød, når den bider os selv i røven. Men hvorfor så den store lyst?
Jeg overvejede kort, men kraftigt at sætte plakater op med hans billede og advare byens piger mod ham. Men heldigvis kunne jeg se, hvor sindssygt det hele var.
Jeg opførte mig som én, jeg ikke kendte, og jeg følte, jeg ingen kontrol havde. Nu er jeg flov over mine tanker og handlinger. Men ikke desto mindre tror jeg, at de fleste har haft tanken. De fleste har pludselig følt denne massive energi fylde sig.
Men et godt råd: Den bitre ekskæreste er ikke sjov at være i nærheden af eller at være. Move on!
Måske ligger det til mennesket at søge hævn, når nogen knuser vores hjerte og vores drømme. Men i det lange løb er det os selv, det går ud over.
At blive stemplet som den bitre ekskæreste eller andet i forbindelse med hævn, er ikke det værd. Og selvom det er de bløde værdier, vi igen hiver frem, så er vi ikke bedre selv, hvis vi bevidst sårer andre, også selvom de måske fortjener det.
Det ændrer dog ikke på, at jeg fandt det sjovt at kunne skræmme ham med at par sms-beskeder! Enhver, som kender mig en smule, ved jeg ikke kan slå en flue ud af kurs, og at jeg heller aldrig kunne finde på det - men at han troede på det, var nok. Jeg kom videre, og heldigvis kan jeg kun grine af det nu - hvor tåbelig jeg var. Hævnen er ikke helt så sød, når den bider os selv i røven. Men hvorfor så den store lyst?
