Aniston

Morderduoen "Hillside Stranglers"

De to fætre skabte panik i Los Angeles, da de udlevede deres had til kvinder gennem adskillige mord

De to mænd mishandlede og kvalte adskillige kvinder i Los Angeles, og gang på gang stod politiet tilbage uden spor at gå efter. På trods af en massiv indsats fra efterforskerne fortsatte Hillside Strangler-duoen uhindret deres bestialske mord.

Morderduoen "Hillside Stranglers"
Tidligt i oktober 1977 fandt man ligene af tre prostituerede i de nordøstlige bakker i Los Angeles. Kvalt og efterladt.

Men ingen løftede mere end et øjenbryn. Mord i LA var nærmest en daglig hændelse, og prostituerede på gaden levede et farligt liv blandt kriminelle. Derfor fik de myrdede kvinder ikke meget mere end en notits i avisen.

Men det ændrede sig snart. I løbet af de næste to måneder fandt man endnu fem unge kvinder efterladt i LA's bakker, alle nøgne og kvalt. Disse fem kvinder var ikke prostituerede. De var pæne piger, bortført fra deres hyggelige middelklasse-områder. Den yngste af de myrdede var en pige på blot 12 år.

Medierne døbte uhyret bag mordene "The Hillside Strangler". Men politiet var overbevist om, at der stod mere end blot én morder bag.

20. november, 1977
Efterforskeren Bob Grogan var blevet kaldt ud i bakkerne ved Los Angeles, hvor der var blevet fundet et slemt tilredt lig.

Den døde var en ung kvinde der lå i græsset. Hun var nøgen, med mærker efter reb om ankler og håndled. Også hendes hals bar mærker efter reb, og hun var sandsynligvis død af kvælning, efter at være blevet voldtaget på grusom vis. Blod strømmede fra hendes endetarm, og brystkassen var oversået med skrammer.

Bob Grogan undersøgte græsset omkring liget. Der var intet tegn på, at hun var blevet dræbt her. Der var ingen spor efter dødskamp. Tilsyneladende var kvinden heller ikke blevet slæbt herhen, for græsset omkring hende var ikke trampet ned. Den mest sandsynlige forklaring var, at hun blev myrdet et andet sted, og båret herhen af en eller to mænd. Morderne havde derefter kastet hende fra sig i græsset som var hun affald.

Den døde kvinde viste sig at være den 20-årige Kristina - en stille pige og meget dygtig studerende.

Da Bob Grogan undersøgte hendes lejlighed for spor fandt han intet. Til gengæld trængte sorg og vrede sig mere og mere på efterhånden som han gennemgik hendes ejendele. Særligt Kristinas dagbog vidnede om, at hun var en sød og seriøs ung kvinde, der skulle have haft en strålende fremtid foran sig. I stedet var hun blevet brutalt myrdet, tilsyneladende uden noget motiv.

Da Kristinas knuste forældre ankom til lejligheden for at hente hendes ting blev Bob Grogan omsider helt opslugt af den uretfærdighed der var foregået. Han lovede indtrængende Kristinas sørgende forældre, at han ville finde hendes morder. Det uhyre måtte ikke slippe væk.
ANNONCE
Morderduoen "Hillside Stranglers"
Tre lig, ingen morder
På omtrent samme tidspunkt som Kristinas lig blev opdaget, fandt man endnu to døde kvinder i bakkerne.
 
De to døde blev identificeret som 12-årige Dolores og 14-årige Sonja. Begge piger havde været meldt savnet i en uges tid. Nu var de fundet, brutalt strangulerede, kastet bort i græsset, dækket af en horde af myldrende insekter under den varme sol.

Nu brød panikken løs. Aviserne skrev om voldtægt, tortur, bortførelse og brutale mord. Folk i byen holdt deres teenagedøtre indendørs, købte store hunde, installerede omfattende alarmsystemer og bar pistoler og knive til selvforsvar.

Men tre dage senere blev der fundet endnu et kvindelig, kvalt ligesom de andre. Man kunne dog ikke med sikkerhed fastslå om hun var blevet voldtaget, da hun havde været død i mindst fjorten dage. Graden af forrådnelse gjorde det svært at vurdere hvad der præcis var sket med hende.

To uger forinden havde den ødelagte krop tilhørt en smuk blondine, 28-årige Jane.

Med Bob Grogan i spidsen satte politiet alt ind på at fange morderen, og samlede en gruppe på 30 mand til efterforskningen. Mange velmenende borgere gav dem mere eller mindre ubrugelige tips, men sporene førte ikke til noget. Rester af sæd fra de døde kvinder viste sig også at være ubrugeligt. Politiet havde intet at gå efter.

Et vidne ser morderne
Morderne holdt tilsyneladende fri et par dage, men allerede den 29. november blev efterforskeren Bob Grogan atter kaldt ud til et nyt mord.

Det nøgne lig af en ung kvinde lå smidt på en rolig gade, og chokerede beboere havde fundet hende tidligt om morgenen. Bob Grogan vidste straks, at dette mord også var begået af "The Hillside Strangler". Mærkerne efter reb om ankler, håndled og hals talte deres tydelige sprog.

Den døde kvinde var Lauren, en 18-årig studerende der stadig boede hos sine forældre. Dagen forinden havde hun lovet dem at være hjemme inden midnat. Hun kom aldrig. I stedet fandt forældrene dagen efter Laurens bil parkeret  på gaden med bildøren åben.

Laurens bortførelse var dog ikke sket uden vidner. En nabo, Beulah, havde set Lauren parkere bilen omkring klokken 23.00 aftenen forinden. To mænd havde derefter holdt deres store, mørke bil ind ved siden af hendes.
ANNONCE
Morderduoen "Hillside Stranglers"
Der havde tilsyneladende været en form for skænderi mellem de tre, men Lauren var til slut blevet slæbt ind i mændenes bil og kørt bort.

Da Bob Grogan ankom til midaldrende Beulahs hjem var hun på randen af et nervøst sammenbrud. Den skræmte kvinde beskrev de to mænd hun havde set: Den ene var høj og ung med ar efter akne. Den anden var italiensk af udseende, ældre og lavere med pjusket hår.

Sagen går kold
Udover Beulahs beskrivelse af de to mænd havde politiet intet. Morderne havde bevæget sig lige fra Hollywood til Glendale, og det var ikke til at vide, hvor de ville slå til næste gang. Der var intet spor at gå efter, intet mønster.

To uger efter Laurens død blev efterforskerne kaldt ud til en feriehytte på en stejl bakke i midten af december. Her fandt de liget af den høje, blonde model Kimberly. Ligesom de andre var hun blevet voldtaget, mishandlet og til slut kvalt.

Men herefter stilnede bølgen af mord af. Først i midten af februar fandt man endnu et offer. Det var en køn 20-årig pige, Cindy. Cindys kvalte og mishandlede krop blev fundet i hendes egen bil, som var blevet skubbet ud over en klippekant.

Det viste sig, at Cindy havde boet i Glendale, tæt på det tidligere offer Kristina. Ud fra det mente efterforskerne, at mindst én af morderne formentlig boede i Glendale. Men der var stadig ingen mistænkte.

Efter mordet på Cindy skete der ikke mere. Bob Grogans anstrengelser havde ikke givet resultat. Sagen blev hengemt, og der gik næsten et år før den blev taget op igen.

Morderen flytter til Washington
Knapt et år efter mordet på Cindy opdagede politiet i Washington, at de to studerende og roommates Karen og Diane var forsvundet. De to piger var ikke typerne der bare forsvandt uden at sige det til nogen, og derfor vakte deres forsvinden bekymring.

De to forsvundne piger og deres bil blev efterlyst i medierne. Kort efter ringede en kvinde og fortalte om en bil der stod efterladt nær hendes hjem. I bilen lå ligene af Diane og Karen. Begge kvalt. Sår og skrammer viste, at de også havde været udsat for andre mishandlinger.
ANNONCE
Morderduoen "Hillside Stranglers"
En af de myrdede piger, Karen, havde tilsyneladende fået et stuepigejob i et meget rigt kvarter gennem en ven hun kendte, der var sikkerhedsvagt i området. Politiet kontaktede Karens ven. Han påstod, at han intet vidste om de to piger, og at han i øvrigt slet ikke kendte Karen.

Vagten var en venlig og troværdig ung mand, men nærmere efterforskning viste, at der var et par huller i hans forklaring. Samme aften som pigerne forsvandt, havde vagten angiveligt bragt vagtbureauets truck til eftersyn. Men trucken blev aldrig afleveret.

Den unge sikkerhedsvagt blev taget med på stationen og afhørt. Hans navn var Kenneth Bianchi - en høj og muskuløs mand, med velfriseret mørkt hår og moustache. Kenneth fulgte med på stationen uden problemer, var venlig, hjælpsom, intelligent og en kærlig ægtemand og far.

Mens politiet indsamlede beviser fra Diane og Karens mord, fandt de samtidig tyvekoster i Kenneths hjem. På den måde kunne de fængsle Kenneth for tyveri. Samtidig forsøgte de, at kæde ham sammen med mordene. Der var for meget i hans forklaringer der ikke passede sammen.

Kenneth, den ene part af 'Hillside Strangler'-duoen
Da det viste sig, at Kenneth tidligere havde boet i Los Angeles, huskede politiet på 'Hillside Strangler'-mordene. Kunne Kenneth have noget med dem at gøre? Det lod til det. Blandt andet fandt man smykker i Kenneths hjem der havde tilhørt to af ofrene fra LA.

Kenneth Bianchi var under den pæne overflade en farlig mand. På trods af hans veltalenhed og ro kunne han være hidsig og opfarende, og var samtidig en impulsiv løgner.

Kenneth havde desuden et forvrænget syn på kvinder. Han forventede på det nærmeste en hellig uskyldighed af dem, og blev meget bitter og skuffet, endda vred, når de kvinder han mødte ikke levede op til de standarter han krævede. Kenneth forlangte ubetinget troskab af sine kærester, men selv datede han gerne adskillige piger af gangen.

Da Kenneth var 26 år flyttede han til Los Angeles. Her boede han først sammen med sin ældre fætter Angelo. I samme opgang boede adskillige unge kvinder. En af dem var Kristina, der forsøgte at ignorere Kenneths tilnærmelser.

På omkring samme tidspunkt gik byen i panik over de mange mord der blev begået af ham medierne kaldte 'The Hillside Strangler'.
ANNONCE
Morderduoen "Hillside Stranglers"
Kvindehaderen Angelo
Politiet var nu overbeviste om, at Kenneth var en af 'Hillside Strangler'-morderne. Den anden morder i duoen måtte være Kenneths fætter Angelo. Naboen Beulahs beskrivelse af Laurens bortførere passede på Angelo og Kenneth.

Angelo var en grim mand, både udenpå og indeni. Han var i fyrrerne med sort hår, dårlige tænder og en stor næse.

Angelo yndede at kalde sig selv "den italienske hingst", fordi han havde været gift flere gange og havde adskillige børn. Både koner og børn mishandlede han både psykisk og fysisk, ofte endda seksuelt. Alle hans tidligere koner havde forladt ham i frygt, fordi han var sygeligt pervers.

Angelo var en vulgær, selvcentreret, sadistisk ignorant. Han hadede kvinder, og ønskede at ydmyge og skade dem. Allerede som 14-årig havde han pralet overfor sine venner om at voldtage og mishandle piger.

Da fætteren Kenneth flyttede til byen fandt han straks en rollemodel i Angelo. De to blev 'Hillside Strangler'-duoen, der først myrdede tre prostituerede, og siden fem andre kvinder i byen.

Duoen dømmes
Kenneth tilstod hurtigt, og beskrev alle mord i detaljer overfor politiet. Han viste ingen skam over sine handlinger, ingen forståelse for, at ofrene havde været levende mennesker.

For at slippe for fængslet forsøgte Kenneth at overbevise myndighederne om, at han led af personlighedsspaltning. Det lykkedes ikke. Kenneth blev kendt skyldig i mordene og idømt livstid.

Efter en lang og sej omgang med adskillige vidner retten blev juryen atter enige i oktober 1983. Angelo blev fundet skyldig i ni mord. Juryen krævede ham fængslet på livstid.

Dommeren var ikke glad for, at Angelo slap for at blive henrettet. Da Angelo blev dømt, sagde dommeren: "Angelo Buono og Kenneth Bianchi udsatte adskillige af deres mordofre for dødelig gas, elektriske stød, kvælning med reb og dødelige indsprøjtninger. Dog er de to anklagede dømt til at tilbringe deres liv i fængslet, indlogeret, bespist og påklædt af skatteborgernes penge, bedre behandlet end nogen af de nødlidende, lovløse medlemmer af vores samfund.".

Angelo døde i fængslet i 2002 af et hjertetilfælde. Kenneth afsoner stadig sin livstidsdom i et fængsel i Washington.
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce