Mor
I dag for 11 år siden mistede jeg min mor
Det var torsdag den 2. december 1993, og klokken var ca. 15:00. Jeg var lige kommet hjem fra skole sammen med min gode ven, Daniel. Vi gik ind i stuen til min far, der havde lidt influenza og derfor lå på sofaen og halvsov. Vi sagde hej og stod lidt og prøve at få tilladelse af min far til at bage. Vi havde lige fået husgerning i skolen, så vi ville prøve at lave en af de kager, vi havde fået opskrift på.
Mens vi stod der, kom min mor hjem fra arbejde. Hun var ligbleg og satte sig i sofaen.
Min far spurgte, hvad der var galt, hvortil hun svarede: "Jeg har ondt i hovedet... jeg har det så mærkeligt... der sker noget mærkeligt i mit hoved..."
Jeg hentede nogle panodiler og et glas vand til hende. Daniel og jeg gik ud i køkkenet og begyndte at finde de ting frem, som vi skulle bruge.
Klokken 15:15 råbte min far pludseligt inde fra stuen, at vi skulle gå ud på vejen og vente på ambulancen. Daniel og jeg kiggede mærkeligt og uforstående på hinanden et kort øjeblik, hvorefter vi løb ind i stuen.
Sofabordet var skubbet til side, min mor lå på gulvet, og min far sad bøjet over hende. Han havde lige genoplivet hende. Som hun lå der på gulvet, lød det mest af alt som om hun sov. Hendes vejrtrækning var så dårlig, at det rallede, hver gang hun træk vejret.
Jeg stod som forstenet.
"Skynd jer ud på vejen, så ambulancen ved, hvor det er", hørte jeg nogen sige et sted langt væk. Daniel trak i mig, og det var ligesom om, at jeg vågnede op af en trance. Vi løb ud på den stille villavej og ventede. Det føltes som timer, dage, uger, måneder, år før ambulancen kom, men der gik ikke mere end 2 minutter - så var den der.
Falckredderne tog båren og løb ind i huset. Kort efter kom de ud med min mor og kørte mod sygehuset.
Min far sendte Daniel hjem. Herefter fik han fat i naboen og forklarede dem, hvad der var sket, ligesom han fik dem til at køre mig ud til min farmor og farfar.
Selv kørte han ud på sygehuset.
Jeg har ingen erindring om, hvad jeg lavede ude ved mine bedsteforældre. Det eneste jeg husker er, at jeg var bange. Bange fordi jeg ikke vidste, hvad der skete. Bange fordi min mor lige var blevet kørt på sygehuset. Bange fordi jeg lige havde set min mor død.
Samtidig var jeg også sur over, at ingen ville fortælle mig, hvad der skete.
Mens vi stod der, kom min mor hjem fra arbejde. Hun var ligbleg og satte sig i sofaen.
Min far spurgte, hvad der var galt, hvortil hun svarede: "Jeg har ondt i hovedet... jeg har det så mærkeligt... der sker noget mærkeligt i mit hoved..."
Jeg hentede nogle panodiler og et glas vand til hende. Daniel og jeg gik ud i køkkenet og begyndte at finde de ting frem, som vi skulle bruge.
Klokken 15:15 råbte min far pludseligt inde fra stuen, at vi skulle gå ud på vejen og vente på ambulancen. Daniel og jeg kiggede mærkeligt og uforstående på hinanden et kort øjeblik, hvorefter vi løb ind i stuen.
Sofabordet var skubbet til side, min mor lå på gulvet, og min far sad bøjet over hende. Han havde lige genoplivet hende. Som hun lå der på gulvet, lød det mest af alt som om hun sov. Hendes vejrtrækning var så dårlig, at det rallede, hver gang hun træk vejret.
Jeg stod som forstenet.
"Skynd jer ud på vejen, så ambulancen ved, hvor det er", hørte jeg nogen sige et sted langt væk. Daniel trak i mig, og det var ligesom om, at jeg vågnede op af en trance. Vi løb ud på den stille villavej og ventede. Det føltes som timer, dage, uger, måneder, år før ambulancen kom, men der gik ikke mere end 2 minutter - så var den der.
Falckredderne tog båren og løb ind i huset. Kort efter kom de ud med min mor og kørte mod sygehuset.
Min far sendte Daniel hjem. Herefter fik han fat i naboen og forklarede dem, hvad der var sket, ligesom han fik dem til at køre mig ud til min farmor og farfar.
Selv kørte han ud på sygehuset.
Jeg har ingen erindring om, hvad jeg lavede ude ved mine bedsteforældre. Det eneste jeg husker er, at jeg var bange. Bange fordi jeg ikke vidste, hvad der skete. Bange fordi min mor lige var blevet kørt på sygehuset. Bange fordi jeg lige havde set min mor død.
Samtidig var jeg også sur over, at ingen ville fortælle mig, hvad der skete.
Efter et par timer ved mine bedsteforældre, kom min far endelig. Han satte sig i sofaen med mig på skødet og begyndte at græde.
"Mor er meget syg. Hun har fået det, der hedder en hjernebødning. En af blodårerne i hendes hoved er sprunget, så der løber blod og trykker på hendes hjerne. Lægerne ved ikke, om hun overlever..."
Jeg ved, at han sagde meget mere, men efter beskeden om, at hun muligvis ikke overlevede, var jeg helt færdig. Jeg sad bare og græd.
Vi kørte ud på sygehuset, hvor både min storebror og min storesøster var. Der blev ikke sagt noget. Vi sad bare og kiggede på hinanden, mens læger og sygeplejersker gik ind og ud af den stue, som hun lå på.
Vi fik endelig lov til at komme ind på stuen til hende. Hun var i koma, og en respirator var sat til. Jeg ved ikke, hvilket der var det værste. Synet af hende hjemme på stuegulvet eller det, hvor hun lå på sygehuset i respiratoren.
Da klokken blev 22:00, fik min søster besked på at tage hjem sammen med mig. Hun skulle på seminariet næste dag, og jeg skulle i skole.
Fredag morgen kl. 6.30 blev jeg vækket af min far. Vi kørte ud på sygehuset for lige at sige godmorgen til min mor, selvom hun stadig var i koma. Derefter kørte han mig i skole. Han fortalte min klasselærer, hvad der var sket, og derefter fortalte han hele klassen, at min mor var syg, og at ingen vidste, om hun ville overleve eller ej.
Jeg ved, jeg havde fire timer den dag. To dansktimer og to musiktimer. I dansktimerne sad jeg og kiggede ud af vinduet, og i musiktimerne sad jeg og græd. Det var ligegyldigt hvilken sang vi sang, så var der et eller andet sørgeligt i dem, som fik mig til at tænke på min mor, og derved fik mig til at græde. Jeg sad mellem mine to bedste veninder, der havde ondt af mig, og som også sad og græd, fordi jeg var ked af det.
Da skolen var forbi, blev jeg hentet og kørt ud på sygehuset. Vi fik at vide, at min mors tilstand var så kritisk, at lægerne ikke turde at operere hende.
"Mor er meget syg. Hun har fået det, der hedder en hjernebødning. En af blodårerne i hendes hoved er sprunget, så der løber blod og trykker på hendes hjerne. Lægerne ved ikke, om hun overlever..."
Jeg ved, at han sagde meget mere, men efter beskeden om, at hun muligvis ikke overlevede, var jeg helt færdig. Jeg sad bare og græd.
Vi kørte ud på sygehuset, hvor både min storebror og min storesøster var. Der blev ikke sagt noget. Vi sad bare og kiggede på hinanden, mens læger og sygeplejersker gik ind og ud af den stue, som hun lå på.
Vi fik endelig lov til at komme ind på stuen til hende. Hun var i koma, og en respirator var sat til. Jeg ved ikke, hvilket der var det værste. Synet af hende hjemme på stuegulvet eller det, hvor hun lå på sygehuset i respiratoren.
Da klokken blev 22:00, fik min søster besked på at tage hjem sammen med mig. Hun skulle på seminariet næste dag, og jeg skulle i skole.
Fredag morgen kl. 6.30 blev jeg vækket af min far. Vi kørte ud på sygehuset for lige at sige godmorgen til min mor, selvom hun stadig var i koma. Derefter kørte han mig i skole. Han fortalte min klasselærer, hvad der var sket, og derefter fortalte han hele klassen, at min mor var syg, og at ingen vidste, om hun ville overleve eller ej.
Jeg ved, jeg havde fire timer den dag. To dansktimer og to musiktimer. I dansktimerne sad jeg og kiggede ud af vinduet, og i musiktimerne sad jeg og græd. Det var ligegyldigt hvilken sang vi sang, så var der et eller andet sørgeligt i dem, som fik mig til at tænke på min mor, og derved fik mig til at græde. Jeg sad mellem mine to bedste veninder, der havde ondt af mig, og som også sad og græd, fordi jeg var ked af det.
Da skolen var forbi, blev jeg hentet og kørt ud på sygehuset. Vi fik at vide, at min mors tilstand var så kritisk, at lægerne ikke turde at operere hende.
Der gik nogle dage, hvor hun svævede mellem liv og død, og ingen turde håbe på noget. Hvad ville der ske, hvis hun overlevede? Ville hun være den samme som før? Ville hun blive anderledes? Ville hun komme til at fungere normalt? Ville hun kunne kende os?
Efter en uge fik vi den besked, at hvis hun ikke blev opereret nu, så ville hun dø. Vi fik at vide, at chancen for, at hun ville dø under operationen, var 95 %.
Hun blev opereret.
To uger efter operationen lå hun stadig i respirator. Hun levede da mere eller mindre stadig. Efter 25 dage i respirator begyndte der endelig at ske noget. Hun var i bedring. Hun behøvede ikke længere hjælp til at trække vejret.
Det gik bedre og bedre for hende. Lægerne vidste ikke, hvor stor skade hendes hjerne havde taget. Den havde været under tryk længe, så det var svært at sige, hvor slemt det egentlig var.
Hun kunne tale igen. Hun vidste, hvad de forskellige ting var. Hun kunne kende min far... men hun kunne ikke kende mig. Hun vidste ikke, hvem jeg var. Hendes egen datter.
Hun vidste ikke, hvordan man opførte sig overfor andre mennesker, smurte mad, personlig hygiejne, og hun kunne ikke styre sine følelser.
Hun var som et lille barn igen. Skulle lære tingene forfra.
Lægerne sagde, at hun var heldig. Det var jo heldigvis "kun" socialcentret i hjernen, der var blevet ødelagt!
Efter en uge fik vi den besked, at hvis hun ikke blev opereret nu, så ville hun dø. Vi fik at vide, at chancen for, at hun ville dø under operationen, var 95 %.
Hun blev opereret.
To uger efter operationen lå hun stadig i respirator. Hun levede da mere eller mindre stadig. Efter 25 dage i respirator begyndte der endelig at ske noget. Hun var i bedring. Hun behøvede ikke længere hjælp til at trække vejret.
Det gik bedre og bedre for hende. Lægerne vidste ikke, hvor stor skade hendes hjerne havde taget. Den havde været under tryk længe, så det var svært at sige, hvor slemt det egentlig var.
Hun kunne tale igen. Hun vidste, hvad de forskellige ting var. Hun kunne kende min far... men hun kunne ikke kende mig. Hun vidste ikke, hvem jeg var. Hendes egen datter.
Hun vidste ikke, hvordan man opførte sig overfor andre mennesker, smurte mad, personlig hygiejne, og hun kunne ikke styre sine følelser.
Hun var som et lille barn igen. Skulle lære tingene forfra.
Lægerne sagde, at hun var heldig. Det var jo heldigvis "kun" socialcentret i hjernen, der var blevet ødelagt!
Efter 5 uger på Odense Sygehus kom hun ned på Ringe Sygehus til genoptræning. Efter 3 uger der, mente hun selv, at hun var rask nok til at komme hjem. Hun overbeviste læger og behandlere om, at hun var klar til det, og at det var det mest rigtige at gøre. Hun havde jo trods alt en lille pige, der kun ventede på, at hendes mor skulle kom hjem igen.
Dette var dog en sandhed med modifikationer. Jeg vidste, at hun var blevet anderledes. Hun var ikke til at føre en samtale med. Når man spurgte om noget, så svarede hun med enstavelsesord. Så det med at jeg kun ventede på, at hun skulle komme hjem var nok så meget sagt.
Da hun kom hjem, begyndte helvede for alvor.
Det var slemt, da hun svævede mellem liv og død, og at man ikke vidste, hvad der ville ske med hende. Men dette var intet imod, hvad der ventede...
Man skulle hele tiden holde øje med, hvad hun lavede. Hvis hun lavede mad, skulle man se efter, om hun brændte maden på eller satte ild til det. Man skulle rydde op efter hende. Køkkenet lignede altid noget, der var løgn, når hun var færdig derude.
Når hun sad og røg, skulle man lige se efter, om hun nu også ramte askebægret, og om cigaretten nu også var slukket, når hun var færdig.
Når man var ude at handle, skulle man sikre sig, at hun ikke bare tog nogle varer. Og sådan var der hele tiden noget man lige skulle holde øje med.
Ingen havde lyst til at være alene med hende.
Når min far var på døgnvagt, flygtede jeg ud til mine venner. Jeg kunne ikke klare som 9-årig at passe min mor på 46, der opførte sig som et lille barn.
Hver aften når jeg blev lagt i seng, lå min far og jeg altid og snakkede. Jeg spurgte flere gange, om der ikke var en mulighed for at slippe af med mor. Jeg ville ikke bo sammen med hende mere. Jeg kunne ikke klare at være alene med hende.
Endelig skete det. Min far havde søgt om separation med henblik på skilsmisse.
Papirerne blev ordnet. En lejlighed blev fundet til min mor. Og jeg skulle tale med et hav af socialrådgivere på kommunen.
Da jeg på det tidspunkt kun var 10 år og derfor for ung til selv at kunne bestemme, hvem jeg ville bo hos, så var det åbenbart et stort problem for kommunen at finde ud af, hvem jeg skulle bo hos. Efter
I starten af juni 1994 kom jeg hjem fra skole, åbnede døren og råbte:
Dette var dog en sandhed med modifikationer. Jeg vidste, at hun var blevet anderledes. Hun var ikke til at føre en samtale med. Når man spurgte om noget, så svarede hun med enstavelsesord. Så det med at jeg kun ventede på, at hun skulle komme hjem var nok så meget sagt.
Da hun kom hjem, begyndte helvede for alvor.
Det var slemt, da hun svævede mellem liv og død, og at man ikke vidste, hvad der ville ske med hende. Men dette var intet imod, hvad der ventede...
Man skulle hele tiden holde øje med, hvad hun lavede. Hvis hun lavede mad, skulle man se efter, om hun brændte maden på eller satte ild til det. Man skulle rydde op efter hende. Køkkenet lignede altid noget, der var løgn, når hun var færdig derude.
Når hun sad og røg, skulle man lige se efter, om hun nu også ramte askebægret, og om cigaretten nu også var slukket, når hun var færdig.
Når man var ude at handle, skulle man sikre sig, at hun ikke bare tog nogle varer. Og sådan var der hele tiden noget man lige skulle holde øje med.
Ingen havde lyst til at være alene med hende.
Når min far var på døgnvagt, flygtede jeg ud til mine venner. Jeg kunne ikke klare som 9-årig at passe min mor på 46, der opførte sig som et lille barn.
Hver aften når jeg blev lagt i seng, lå min far og jeg altid og snakkede. Jeg spurgte flere gange, om der ikke var en mulighed for at slippe af med mor. Jeg ville ikke bo sammen med hende mere. Jeg kunne ikke klare at være alene med hende.
Endelig skete det. Min far havde søgt om separation med henblik på skilsmisse.
Papirerne blev ordnet. En lejlighed blev fundet til min mor. Og jeg skulle tale med et hav af socialrådgivere på kommunen.
Da jeg på det tidspunkt kun var 10 år og derfor for ung til selv at kunne bestemme, hvem jeg ville bo hos, så var det åbenbart et stort problem for kommunen at finde ud af, hvem jeg skulle bo hos. Efter
I starten af juni 1994 kom jeg hjem fra skole, åbnede døren og råbte:
"Er hun væk?"
"Ja", svarede min far inde fra spisestuen.
"Juhuuuu!"
I de seks måneder var det første gang, at jeg havde været virkelig glad. Endelig var hun ude af huset. Jeg kunne igen være hjemme, når min far var på arbejde. Jeg skulle ikke længere passe min mor. Jeg kunne for første gang i seks måneder slappe af.
Jeg fortsatte med at besøge min mor de efterfølgende år. Men i 1997 blev det for meget for mig. Hver gang jeg kom ud til hende, begyndte hun at græde. Det var den eneste måde, hvorpå hun viste følelser. Når hun var glad, græd hun. Når hun var sur, græd hun.
Det var meget hårdt at se sin mor græde, hver gang man kom på besøg. Jeg havde fået nok. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg enten kunne lade være med at komme og besøge hende eller selv sætte mig til at græde, når jeg var ude ved hende.
Jeg valgte at kappe forbindelsen til hende.
Året efter mødte jeg hende i bussen.
"Hej mor" sagde jeg. Hun var jo min mor. Og når hun nu satte sig lige foran mig, så kunne jeg jo ligeså godt sige hej.
Hun svarede ikke. Hun kiggede mærkeligt på mig. Hun kunne ikke kende mig... For anden gang i mit liv, ville min mor ikke vide af mig.
"Farvel mor", sagde jeg da hun stod af. Hun hørte mig, men hun undte mig ikke et blik.
Jeg var grædefærdig. Men samtidig var jeg nu fuldt overbevist om, at det var den rigtige beslutning, jeg havde taget.
Nu, snart 8 år efter, jeg tog den beslutning, at jeg ikke ville besøge min mor mere, er jeg stadig overbevist om, at det var det rigtige, jeg gjorde.
"Jeg Sidsel Andresen har ingen mor mere. Jeg savner hende ikke. Jeg har det fint uden hende. Jeg har ikke brug for hende."
Hvis jeg kigger på mine venner, kan jeg da godt blive lidt misundelig. Tænk sig at have en mor, der bekymrer sig om en. En mor, der ligger vågen hele natten, fordi man ikke er kommet hjem fra byen. En mor, man kan fortælle, at man er forelsket. En mor, der er villig til at stå op om natten for at hente en, når man ikke kan komme hjem. En mor, der er der, når man har brug for hende.
"Ja", svarede min far inde fra spisestuen.
"Juhuuuu!"
I de seks måneder var det første gang, at jeg havde været virkelig glad. Endelig var hun ude af huset. Jeg kunne igen være hjemme, når min far var på arbejde. Jeg skulle ikke længere passe min mor. Jeg kunne for første gang i seks måneder slappe af.
Jeg fortsatte med at besøge min mor de efterfølgende år. Men i 1997 blev det for meget for mig. Hver gang jeg kom ud til hende, begyndte hun at græde. Det var den eneste måde, hvorpå hun viste følelser. Når hun var glad, græd hun. Når hun var sur, græd hun.
Det var meget hårdt at se sin mor græde, hver gang man kom på besøg. Jeg havde fået nok. Jeg kunne ikke klare mere. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg enten kunne lade være med at komme og besøge hende eller selv sætte mig til at græde, når jeg var ude ved hende.
Jeg valgte at kappe forbindelsen til hende.
Året efter mødte jeg hende i bussen.
"Hej mor" sagde jeg. Hun var jo min mor. Og når hun nu satte sig lige foran mig, så kunne jeg jo ligeså godt sige hej.
Hun svarede ikke. Hun kiggede mærkeligt på mig. Hun kunne ikke kende mig... For anden gang i mit liv, ville min mor ikke vide af mig.
"Farvel mor", sagde jeg da hun stod af. Hun hørte mig, men hun undte mig ikke et blik.
Jeg var grædefærdig. Men samtidig var jeg nu fuldt overbevist om, at det var den rigtige beslutning, jeg havde taget.
Nu, snart 8 år efter, jeg tog den beslutning, at jeg ikke ville besøge min mor mere, er jeg stadig overbevist om, at det var det rigtige, jeg gjorde.
"Jeg Sidsel Andresen har ingen mor mere. Jeg savner hende ikke. Jeg har det fint uden hende. Jeg har ikke brug for hende."
Hvis jeg kigger på mine venner, kan jeg da godt blive lidt misundelig. Tænk sig at have en mor, der bekymrer sig om en. En mor, der ligger vågen hele natten, fordi man ikke er kommet hjem fra byen. En mor, man kan fortælle, at man er forelsket. En mor, der er villig til at stå op om natten for at hente en, når man ikke kan komme hjem. En mor, der er der, når man har brug for hende.
