Mødet med det ukendte
På den gode måde
Det er en kold vinterdag. Året er 1992. Jeg sidder til en matematiktime og er dybt koncentreret i min sigma-bog. Jeg kigger over på min gode ven Peter, griner og smiler og fortsætter så mine gange og
Stilheden brydes af nogen der banker på døren. Det plejede at betyde, at nogen skulle ned på lærerværelset, have en skideballe, havde misset en tid hos tandplejen, eller en eller andens mor ville hente en med hjem før tid. Men alting var anderledes denne dag.
Der var ikke lagt op til ballade. Dog var det viceinspektøren der stod i døren sammen med sin datter. De var også min klasselærers mand og datter. Begge var de lige blege og noget nervøse at se på. De holdt i hånd. Jeg glemmer aldrig deres ord: "Kære børn...Siggi, jeres klasselærer...(stilhed)...er..død."
Min elskede Siggi. Bortrevet fra os alle. Tiden står helt stille. Ligesom på film. Man kan kun høre åndedrag og småstartende hulken. Jeg hørte ikke mig selv, men mine tårer i matematikbogen sagde det hele. En stor del af mig var borte. - Eller var hun?
Siggi vil aldrig helt være borte. Hun er altid i mine minder, på mine billeder og i eventyret "Prinsessen på den lille ært"
Jeg besøger hendes gravsted hvert år. Nogle gange på hendes fødselsdag, andre gange på årsdagen for hendes død.
Sidste år besøgte jeg gravstedet en kold vinterdag fyld med sne, isnende kulde men masser af indre varme. Jeg havde som altid fyrfadslys med til at tænde, og sætte på gravstenen. Med mig havde jeg også begge mine forældre. De har altid støttet mig, fordi de dage er altid svære.
Netop denne dag var hård. Jeg var lettere utrøstelig. Måske jeg havde haft en dårlig dag, men jeg havde svært ved at forstå, at hun stadig var væk. Selv 14 år senere.
Jeg har ingen vanter med, så jeg graver i sneen med mine bare hænder. Får gravet et lille hul til mine lys. Mine hænder ryster vildt. Kan ikke holde lyset eller lighteren stille. Det vil ikke tænde. Det er vådt. Forbandede lorte-lys.
Mine forældre prøver at berolige mig. Men jeg er stædig. Det lort skal bare tænde, og det er lige nu - eller jeg... Smadrer det. Pludselig får jeg gang i lyset. Dog ikke uden besvær. Får sat det ned i den lille hule, jeg fik lavet i sneen.
Det knitrer vildt og voldsomt. Som om der var krudtpulver i det. Jeg griber mine forældres hænder, lukker øjnene og tænker bare mine egne tanker, og beder til at lyset forbliver tændt.
Lysets knitren stopper, og i samme åndedrag mærker jeg en indre varme, som starter i maven, breder sig til hele kroppen, og sender det største smil på mine læber.
Stilheden brydes hurtigt af min mor der udbryder voldsomt: "Ku' I også mærke det?" Hvortil jeg bare tænkte mit. For min far svarede også, at han kunne mærke en varme brede sig i kroppen.
Hvordan forklarer man det? Jeg vil jo allerhelst høre, at det var Siggi, der sagde tak til os alle for varmen, vi sendte hende og sendte derfor noget retur.
Forklaringen er desværre nok en helt anden, men jeg forbliver i troen. Jeg tror stadig på det ukendte.
Stilheden brydes af nogen der banker på døren. Det plejede at betyde, at nogen skulle ned på lærerværelset, have en skideballe, havde misset en tid hos tandplejen, eller en eller andens mor ville hente en med hjem før tid. Men alting var anderledes denne dag.
Der var ikke lagt op til ballade. Dog var det viceinspektøren der stod i døren sammen med sin datter. De var også min klasselærers mand og datter. Begge var de lige blege og noget nervøse at se på. De holdt i hånd. Jeg glemmer aldrig deres ord: "Kære børn...Siggi, jeres klasselærer...(stilhed)...er..død."
Min elskede Siggi. Bortrevet fra os alle. Tiden står helt stille. Ligesom på film. Man kan kun høre åndedrag og småstartende hulken. Jeg hørte ikke mig selv, men mine tårer i matematikbogen sagde det hele. En stor del af mig var borte. - Eller var hun?
Siggi vil aldrig helt være borte. Hun er altid i mine minder, på mine billeder og i eventyret "Prinsessen på den lille ært"
Jeg besøger hendes gravsted hvert år. Nogle gange på hendes fødselsdag, andre gange på årsdagen for hendes død.
Sidste år besøgte jeg gravstedet en kold vinterdag fyld med sne, isnende kulde men masser af indre varme. Jeg havde som altid fyrfadslys med til at tænde, og sætte på gravstenen. Med mig havde jeg også begge mine forældre. De har altid støttet mig, fordi de dage er altid svære.
Netop denne dag var hård. Jeg var lettere utrøstelig. Måske jeg havde haft en dårlig dag, men jeg havde svært ved at forstå, at hun stadig var væk. Selv 14 år senere.
Jeg har ingen vanter med, så jeg graver i sneen med mine bare hænder. Får gravet et lille hul til mine lys. Mine hænder ryster vildt. Kan ikke holde lyset eller lighteren stille. Det vil ikke tænde. Det er vådt. Forbandede lorte-lys.
Mine forældre prøver at berolige mig. Men jeg er stædig. Det lort skal bare tænde, og det er lige nu - eller jeg... Smadrer det. Pludselig får jeg gang i lyset. Dog ikke uden besvær. Får sat det ned i den lille hule, jeg fik lavet i sneen.
Det knitrer vildt og voldsomt. Som om der var krudtpulver i det. Jeg griber mine forældres hænder, lukker øjnene og tænker bare mine egne tanker, og beder til at lyset forbliver tændt.
Lysets knitren stopper, og i samme åndedrag mærker jeg en indre varme, som starter i maven, breder sig til hele kroppen, og sender det største smil på mine læber.
Stilheden brydes hurtigt af min mor der udbryder voldsomt: "Ku' I også mærke det?" Hvortil jeg bare tænkte mit. For min far svarede også, at han kunne mærke en varme brede sig i kroppen.
Hvordan forklarer man det? Jeg vil jo allerhelst høre, at det var Siggi, der sagde tak til os alle for varmen, vi sendte hende og sendte derfor noget retur.
Forklaringen er desværre nok en helt anden, men jeg forbliver i troen. Jeg tror stadig på det ukendte.
