Mit pakistanske køkken
Rushy Rashid har skrevet en kogebog, som handler om meget mere end blot mad
Hvad jeg ikke havde regnet med var, at jeg fik meget mere end det. For bogen indeholder ikke kun et hav af smukke billeder og virkelig lækre opskrifter, men er samtidig en rejse til Rushy Rashid's pakistanske barndomsland og rødder.
Hun skriver i bogen, at hun genkalder sig stemningen og de små historier, der knytter sig til hver ret, hver gang hun står i køkkenet og fremtryller en af retterne. Og det er præcis disse historier hun nu, ledsaget af opskrifterne, videregiver til os gennem bogen.
Vi møder farmor Beji, som er grundlæggeren af mange af opskrifterne; faster Mimi, som troligt har nedskrevet dem; og endda frugtsalatmanden på gadehjørnet, som har en særlig gård, hvor kvinderne samles om deres "chaat", og i fred og ro kan aftage deres burka og sladre i fred for mændene.
Vi lærer, at den pakistanske taleform for "Det går, jeg holder skruen i vandet"
er "Jeg har råd til min daal og roti".
"Mit pakistanske køkken" er på den måde fyldt med små, søde fortællinger, som jeg personligt sagtens kunne have ønsket mig mange flere af. At man så samtidig kan lave retterne, lukke øjnene og fylde rummet med de samme lugte, som følger disse historier, er vel blot den ultimative bonus.
Vores øgede bevidsthed om mad har gjort, at markedet er oversvømmet af kogebøger, men i dette hav er "Mit pakistanske køkken" bestemt en, som skiller sig ud fra mængden. Og for dem, der ligesom mig elsker det krydrede køkken, er det et absolut must at eje denne bog.
Hun skriver i bogen, at hun genkalder sig stemningen og de små historier, der knytter sig til hver ret, hver gang hun står i køkkenet og fremtryller en af retterne. Og det er præcis disse historier hun nu, ledsaget af opskrifterne, videregiver til os gennem bogen.
Vi møder farmor Beji, som er grundlæggeren af mange af opskrifterne; faster Mimi, som troligt har nedskrevet dem; og endda frugtsalatmanden på gadehjørnet, som har en særlig gård, hvor kvinderne samles om deres "chaat", og i fred og ro kan aftage deres burka og sladre i fred for mændene.
Vi lærer, at den pakistanske taleform for "Det går, jeg holder skruen i vandet"
er "Jeg har råd til min daal og roti".
"Mit pakistanske køkken" er på den måde fyldt med små, søde fortællinger, som jeg personligt sagtens kunne have ønsket mig mange flere af. At man så samtidig kan lave retterne, lukke øjnene og fylde rummet med de samme lugte, som følger disse historier, er vel blot den ultimative bonus.
Vores øgede bevidsthed om mad har gjort, at markedet er oversvømmet af kogebøger, men i dette hav er "Mit pakistanske køkken" bestemt en, som skiller sig ud fra mængden. Og for dem, der ligesom mig elsker det krydrede køkken, er det et absolut must at eje denne bog.
