Aniston

Min værste date

En oplevelse jeg godt kunne have været foruden

Min veninde havde skaffet sig en date, hvilket selvfølgelig var super spændende. Og hvad der var endnu mere spændende var, at hendes date ville tage en ven med, så jeg havde en at snakke med. Dobbeltdate kan man vel kalde det, og eftersom jeg ikke skulle andet den aften, sprang jeg på. Dumt gjort af mig, for det endte rent ud sagt elendigt.
ANNONCE
Min værste date
Min veninde og jeg mødtes hos hende om aftenen, for at gå i krig med makeup og tøj til den store guldmedalje, inden fyrene kom.

Da de fandt frem til os, (en time senere end de havde lovet) medbragte de sprutflasker under armene og joints i lommerne. Det var åbenbart deres definition af at udruste sig til en god date. Men de virkede begge flinke, og vi blev alle temmelig fulde som aftenen skred frem.
 
På et tidspunkt spurgte "min date", om han ikke måtte se, hvor jeg boede. Hans tonefald var uden hentydninger, bare ren interesse. Kald mig bare naiv, men jeg var fuld, og vi gik hjem til mig.

Jeg forventede, at vi skulle se mit værelse, og derefter tage tilbage til de andre. Derfor efterlod jeg mine ting hos veninden, deriblandt min mobiltelefon, hvilket jeg kom til at fortryde kort efter.
 
For i det samme øjeblik vi trådte ind af døren hos mig, var det første fyren gjorde at kaste sig på min seng og smide bukserne...
 
Jeg blev temmelig forfjamsket over hans stunt, for dét havde jeg ikke forventet - og havde for øvrigt slet ikke lyst til at se mere af hans krop. Før havde han været flink og snakkesalig, nu var han pludselig forvandlet til en klammer-karl. Så jeg stillede mig i god afstand, og spurgte, hvad fanden han havde gang i. Et sigende blik på sin egen gudsjammerligt, lille kønsdel var hans svar.
 
Nu lå der altså en halvfuld, frastødende idiot i min seng og pillede ved sig selv, imens der stod en helfuld mig og havde lyst til at spytte på ham, fordi han var så frastødende i sin opførsel. Jeg bad ham igen temmelig hårdt om at forsvinde. Det gjorde han ikke, i stedet rakte han ud for at hive mig ned i sengen.

I det øjeblik tænkte jeg ikke så klart, så jeg rystede panisk på hovedet og bralrede ud som en fuld svensker: "Jeg er altså ikke til fyre, kun piger. Og jeg har alligevel menstruation, så jeg synes du skulle skride nu!"
 
Jeg er ikke lesbisk, men heller ikke til slimede vatpikke. At jeg havde brugt undskyldningen "menstruation" virkede ikke. Det var han helt ligeglad med. Efter hans mening var en pølse alligevel ikke noget uden ketchup... Og dén del med at være lesbisk var også utroligt dumt sagt. For da blev han virkelig opsat på, at jeg skulle være sammen med ham: "Om jeg så havde lyst eller ej."
 
Jeg blev rasende arrig. Havde den fyr en hjerne på størrelse med en myg? På en eller anden måde lykkedes det mig at lokke ham op af sengen, ved at fortælle ham, at vi skulle tilbage til de andre nu - og så måtte det andet vente lidt. Jeg fik skubbet ham ud af døren, hvorefter jeg smækkede den og låste den bag mig. Udenfor kunne jeg høre ham pibe, at han "ikke kunne finde alene tilbage til de andre, så jeg skulle vise ham vej..."
 
Jeg sikrede mig, at han var væk, hvorefter jeg gik på hovedet i seng og havde rigtig ondt af mig selv, fordi jeg havde trukket en nitte i dating-lotteriet. Det ragede mig, om han frøs ihjel inden han fandt hjem. Jeg var smækfornærmet og vred som en tyr.
ANNONCE
Min værste date
Når jeg tænker tilbage på episoden, slog det mig, at jeg ikke én gang var bange. Jeg følte mig bare overlegen, fordi han var så ulækker.

Jeg ville ringe til min veninde for at fortælle hende, at hun ikke skulle lukke ham ind, hvis han dukkede op hos hende. Men min mobil lå hjemme på hendes bord, og jeg havde langtfra lyst til at bevæge mig udenfor.
 
Dagen efter fortalte min veninde, at han faktisk var dukket op nede hos hende og "hendes date", hvor han havde bildt dem ind, at jeg var gået kold. Han havde ikke sagt ét ord om, at han var blevet kylet ud med bukserne nede om anklerne af en møgsur lebbe.

Jeg håber han var flov, meget flov. Men på det tidspunkt havde han endnu ikke mistet modet, og havde foreslået en trekant med min veninde og "hendes date". Han var blevet så pågående, at min venindes "date" til slut smed ham ud, og bad ham tage en taxa hjem.
 
Jeg håber, at denne definition af en stodder aldrig nogensinde krydser min vej igen. Og jeg håber, et eller andet sted inde i min lille, forkludrede hjerne, at fyren læser dette. For så får han måske et hint om, at han skal ændre sin scoreteknik - eller ved nærmere eftertanke burde han bare hoppe i havnen og svømme langt bort til et koldt pingvin-land...
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce