Min far kan banke din far
Fortsætter konkurrencen gennem hele livet?
Det er ikke så længe siden, jeg trådte ind i de voksnes rækker. Jeg mener ikke som i at blive konfirmeret, med dertilhørende berusede familiemedlemmer, der erklærer, at nu er man jo næsten voksen og med efterfølgende "Blå Mandag" og druk og ungdomsoprør.
Næh, jeg mener som i at blive 18 år med dertilhørende tandlægeregninger, grundlov tilsendt af Folketinget og skattebetalinger (og selvfølgelig endnu mere druk). Og især med de dertilhørende forventninger:
"Jamen, du er jo 18 år nu, Katrine, så skal du gøre sådan og sådan og mene sådan og sådan".
Men indtil videre er det jo okay. For ikke at sige skønt, for det var egentlig ret træls at skulle stå i indgangen på
"Jamen, jeg er gammel nok, jeg har bare glemt mit ID i min anden taske".
Men nogle ting gør alligevel, at det voksne liv er meget mindre tiltrækkende, end den søde barndom var - og det på trods af, at nogle ting går igen, bare i en mere voksen, og derfor også mere gruelig, udgave. Og her taler jeg om det, vi alle kender, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.
Jeg taler nemlig om "min far kan banke din far" syndromet, der var gennemgående i barndommens børnehaver og folkeskoleklasser - i de ældre klasser ændredes det efterhånden til "min storebror har en knallert, der er bedre end din storebrors" og senere
hen til "jeg var mere stiv end dig i går".
Efterhånden udvikler konkurrencepunkterne sig og bliver større og større, samtidig med, at de drejer sig om langt mindre ting.
For eksempel kunne jeg ikke få lov til at nyde min dejlige, nye bærbare i mere end to uger, før min ene sambo i dag kom hjem med en, der er større og bedre, og med store armbevægelser og gestikulationer proklamerede, at "bla, bla, bla, bla..."
Egentlig kan jeg jo være ligeglad med, hvad hans computer kan, så længe mit eget tekniske vidunder kan afspille musik, gå på nettet, finde informationer for mig og understøtte de spil, jeg ynder at koble af til efter førnævnte druk.
Og alligevel formåede min sambos iver over sin egen computer at pille min entusiasme over min egen lidt ned - øv. Og det sker med mange ting efterhånden, gør det ikke? Man skal konstant have den nye mobiltelefon, det nyeste modetøj, det nyeste af alt, hvad moden dikterer. Og det bliver så meget mindre værd, når en anden har fået det, eller noget nyere - desværre.
Næh, jeg mener som i at blive 18 år med dertilhørende tandlægeregninger, grundlov tilsendt af Folketinget og skattebetalinger (og selvfølgelig endnu mere druk). Og især med de dertilhørende forventninger:
"Jamen, du er jo 18 år nu, Katrine, så skal du gøre sådan og sådan og mene sådan og sådan".
Men indtil videre er det jo okay. For ikke at sige skønt, for det var egentlig ret træls at skulle stå i indgangen på
"Jamen, jeg er gammel nok, jeg har bare glemt mit ID i min anden taske".
Men nogle ting gør alligevel, at det voksne liv er meget mindre tiltrækkende, end den søde barndom var - og det på trods af, at nogle ting går igen, bare i en mere voksen, og derfor også mere gruelig, udgave. Og her taler jeg om det, vi alle kender, hvad enten vi vil indrømme det eller ej.
Jeg taler nemlig om "min far kan banke din far" syndromet, der var gennemgående i barndommens børnehaver og folkeskoleklasser - i de ældre klasser ændredes det efterhånden til "min storebror har en knallert, der er bedre end din storebrors" og senere
hen til "jeg var mere stiv end dig i går".
Efterhånden udvikler konkurrencepunkterne sig og bliver større og større, samtidig med, at de drejer sig om langt mindre ting.
For eksempel kunne jeg ikke få lov til at nyde min dejlige, nye bærbare i mere end to uger, før min ene sambo i dag kom hjem med en, der er større og bedre, og med store armbevægelser og gestikulationer proklamerede, at "bla, bla, bla, bla..."
Egentlig kan jeg jo være ligeglad med, hvad hans computer kan, så længe mit eget tekniske vidunder kan afspille musik, gå på nettet, finde informationer for mig og understøtte de spil, jeg ynder at koble af til efter førnævnte druk.
Og alligevel formåede min sambos iver over sin egen computer at pille min entusiasme over min egen lidt ned - øv. Og det sker med mange ting efterhånden, gør det ikke? Man skal konstant have den nye mobiltelefon, det nyeste modetøj, det nyeste af alt, hvad moden dikterer. Og det bliver så meget mindre værd, når en anden har fået det, eller noget nyere - desværre.
Så nu er jeg jo så begyndt at tænke en del over, om dette syndrom er noget, der kommer til at hærge mit voksne liv fra nu af?
Jeg kan allerede se det hele for mig: "Min eksamenskarakter var bedre end din", "min lejlighed er større end din", "mit job giver flere penge end dit" og ikke mindst "min kæreste er meget sødere og bedre til at kysse end din" ("jamen, hvor ved du det fra?").
Grufulde sætninger, der vil komme til at fungere som undertoner i fremtidige samtaler. Jalousi og bitter konkurrence. For der er nu ikke særlig mange ting, der er værre end at skulle være oprigtig glad for en vens succes, når man selv begærer det, vedkommende har.
Og så er det her, jeg skal tage mig selv i nakken, for der er ingen, der kan lide selviske mennesker.
I virkeligheden ville min ven jo bare vise sit nye legetøj frem, ligesom jeg med garanti også gjorde, da min kom ind ad døren. Og det er det samme i fremtiden, det er jeg sikker på.
Men ak, hvor vil det voksne liv dog være trist, hvis ikke man kan få lov til at have sine glæder i fred, uden at få dem pillet ned af venner og bekendte, der pludselig har noget andet og bedre at være glad for...
Jeg kan allerede se det hele for mig: "Min eksamenskarakter var bedre end din", "min lejlighed er større end din", "mit job giver flere penge end dit" og ikke mindst "min kæreste er meget sødere og bedre til at kysse end din" ("jamen, hvor ved du det fra?").
Grufulde sætninger, der vil komme til at fungere som undertoner i fremtidige samtaler. Jalousi og bitter konkurrence. For der er nu ikke særlig mange ting, der er værre end at skulle være oprigtig glad for en vens succes, når man selv begærer det, vedkommende har.
Og så er det her, jeg skal tage mig selv i nakken, for der er ingen, der kan lide selviske mennesker.
I virkeligheden ville min ven jo bare vise sit nye legetøj frem, ligesom jeg med garanti også gjorde, da min kom ind ad døren. Og det er det samme i fremtiden, det er jeg sikker på.
Men ak, hvor vil det voksne liv dog være trist, hvis ikke man kan få lov til at have sine glæder i fred, uden at få dem pillet ned af venner og bekendte, der pludselig har noget andet og bedre at være glad for...
