Min akilleshæl
Åååh ladcykel, bliver du mon nogensinde min ven?
Ladcyklen har nu stået stort set uberørt i nogle uger - i hvert fald af mig, og jeg har haft dårlig samvittighed over det. For jeg bør jo øve mig og finde ud af, om det kan lade sig gøre for mig og min motorik at køre på sådan en fætter. Det ville nemlig bare være så smart, hvis vi kunne have sådan en stående til de dage, hvor vi skal handle stort ind, eller hvor hele den lille familie skal af sted på tur.
Forleden tvang min mand mig nærmest til at tage ladcyklen ind på Nørrebro, hvor den stod på indkøb af de første julegaver. Og jeg gjorde det! Det var søndag, så det var rimelig ufarligt, og folk på cykelstien har generelt ikke helt så travlt om søndagen, som de har de øvrige dage.
Og med mit eget adstadige tempo, ja-hatten på og solen i ryggen cyklede jeg ind på Nørrebrogade for at foretage julegaveindkøbene. Og det var faktisk en ren fryd. Og jeg nåede helskindet hjem igen - og med æren i behold, fordi jeg ikke cyklede ind i hverken biler eller personer på vejen.
Jeg er stadig ikke god til at styre ladcyklen, bevares, men når jeg kan tage mig den tid, det tager, sætte den i et højt gear, og have plads til alle julegaverne plus indholdet til køleskabet indkøbt i Kvickly, så bliver jeg lige en lille tand mere vild med at køre på ladcykel.
Og kære ladcykel: Jeg lover, at der ikke går uger, inden vi igen skal på tur!
