MerryXmas.exe
24. december
Han blev slæbt med op i et lille lokale, hvor han søvnigt svarede på de simple spørgsmål: hvad hedder du? Hvad er dit CPR-nummer, hvad er din adresse og så videre; men da betjenten spurgte, om han var helt klar over, hvorfor han var blevet anholdt, vågnede han op. Faktisk vidste han ikke rigtigt, hvorfor han var blevet anholdt, men han havde en idé om, at det havde noget med Nationalbanken at gøre, og den ulykkelige sandhed, at de kun havde opdaget ham og ikke Mary.
Bruce forsøgte at forklare betjenten, hvad der var sket:
Bruce: "Altså, Mary, der er bruger på Aniston.dk står bag det hele. Hun var skyld i Strømsvigtet, og det er hende, der har plyndret Nationalbanken!"
Betjent: "A'hva'?"
Betjenten gloede uforstående på Bruce, og Bruce prøvede forfra:
Bruce: "Mary befriede fangerne fra Nyborg Statsfængsel, og hun stoppede togene i Odense. Det var også hende, der ødelagde en bil på Storebæltsbroen, fordi hun ødelagde bommene. Men det var fangerne fra Nyborg, der slog mig ned, fordi virussen skulle finjusteres!"
Bruce havde ikke helt held med at få betjenten til at forstå.
Betjent: "Nej, hør nu her... Det giver jo slet ingen mening. Desuden ved vi, at det var dig, der hackede dig ind på Alæarmsystemet på Nationalbanken. Du satte alarmen i gang - garanteret ved en fejltagelse! Ikke sandt?"
Bruce: "Nej, eller jo... Jeg satte alarmerne i gang, men det var kun fordi, at Mary - hun blev ved med at slå dem fra! Jeg ville jo bare redde pengene og stoppe Mary - altså ved at sætte alarmen i gang og advare jer!"
Betjent: "Vil det sige, at Mary - hvem end det er - slog alarmen fra, så fangerne fra Nyborg kunne bryde ind i boksen, mens du blot hackede dig ind på systemet for at advare os? Det er jo absurd, hvorfor ringede du ikke bare? Du må jo forstå, at det virker lidt suspekt!"
Bruce: "Jamen nej - jeg mener, I ville jo sikkert ikke tro mig, og så valgte jeg jo bare... Jeg mener... Jeg ville jo bare så gerne gøre det så godt, og så nu! Hvorfor tror du ikke på mig?"
Betjent: "Du må prøve at sætte dig ind i vores sted. Vi opdagede, at der skete noget i systemet, og vi sporede os frem til dig. Vi er ikke stødt på nogen ved navn Mary."
Bruce: "Hvis bare jeg kunne få min computer, så kunne jeg vise én af jeres computernørder, hvad jeg mener - og så ville det hjælpe!"
Betjenten kiggede indtrængende på Bruce, som sad og så helt ulykkelig ud. Så tog han telefonrøret; og mens han blev ved med at stirre på Bruce, for at finde det mindste tegn på en løgn, ringede han til den betjent, der netop var i færd med at gennemsøge Bruces computer. Han vekslede et par få ord med ham, og 10 minutter senere sad Bruce ved sin egen computer, mens han prøvede på at forklare betjenten, hvad han ville gøre.
Han viste også betjenten de mange dokumenter, som han havde downloaded, men som han ikke fattede noget af. Computerbetjenten syntes dog at forstå noget, men han indviede ikke Bruce i sine tanker. Efter en halv time forsøgte Bruce at hacke sig ind på Marys computer.
Men ligegyldigt hvad Bruce gjorde, så kunne han ikke komme ind på hende computer. Men hun havde ændret koderne til serveren. Han havde ikke længere adgang til alle oplysninger om "Merry Xmas Kuppet".
Computermanden skubbede Bruce til side og gik i gang med at undersøge alle de filer, der lå Bruces computer. Bruce sad og så nervøst til... hvad nu hvis der ikke var beviser nok mod Mary her, ville de så tro ham alligevel eller ville han ende i fængsel - sammen med en masse forbrydere og mordere og rockere?
En betjent kom efter Bruce og førte ham tilbage til en celle, mens computerbetjenten ledte efter beviser.
Der sad Bruce helt elendig til mode og uden at få at vide, hvad der foregik. Det var juleaften, og det var meningen, at han skulle nå hjem til mor - klokken 16:00 sharp, men ville han så nå det nu? Hvordan kunne det være, at det skulle ende sådan?
Bruce forsøgte at forklare betjenten, hvad der var sket:
Bruce: "Altså, Mary, der er bruger på Aniston.dk står bag det hele. Hun var skyld i Strømsvigtet, og det er hende, der har plyndret Nationalbanken!"
Betjent: "A'hva'?"
Betjenten gloede uforstående på Bruce, og Bruce prøvede forfra:
Bruce: "Mary befriede fangerne fra Nyborg Statsfængsel, og hun stoppede togene i Odense. Det var også hende, der ødelagde en bil på Storebæltsbroen, fordi hun ødelagde bommene. Men det var fangerne fra Nyborg, der slog mig ned, fordi virussen skulle finjusteres!"
Bruce havde ikke helt held med at få betjenten til at forstå.
Betjent: "Nej, hør nu her... Det giver jo slet ingen mening. Desuden ved vi, at det var dig, der hackede dig ind på Alæarmsystemet på Nationalbanken. Du satte alarmen i gang - garanteret ved en fejltagelse! Ikke sandt?"
Bruce: "Nej, eller jo... Jeg satte alarmerne i gang, men det var kun fordi, at Mary - hun blev ved med at slå dem fra! Jeg ville jo bare redde pengene og stoppe Mary - altså ved at sætte alarmen i gang og advare jer!"
Betjent: "Vil det sige, at Mary - hvem end det er - slog alarmen fra, så fangerne fra Nyborg kunne bryde ind i boksen, mens du blot hackede dig ind på systemet for at advare os? Det er jo absurd, hvorfor ringede du ikke bare? Du må jo forstå, at det virker lidt suspekt!"
Bruce: "Jamen nej - jeg mener, I ville jo sikkert ikke tro mig, og så valgte jeg jo bare... Jeg mener... Jeg ville jo bare så gerne gøre det så godt, og så nu! Hvorfor tror du ikke på mig?"
Betjent: "Du må prøve at sætte dig ind i vores sted. Vi opdagede, at der skete noget i systemet, og vi sporede os frem til dig. Vi er ikke stødt på nogen ved navn Mary."
Bruce: "Hvis bare jeg kunne få min computer, så kunne jeg vise én af jeres computernørder, hvad jeg mener - og så ville det hjælpe!"
Betjenten kiggede indtrængende på Bruce, som sad og så helt ulykkelig ud. Så tog han telefonrøret; og mens han blev ved med at stirre på Bruce, for at finde det mindste tegn på en løgn, ringede han til den betjent, der netop var i færd med at gennemsøge Bruces computer. Han vekslede et par få ord med ham, og 10 minutter senere sad Bruce ved sin egen computer, mens han prøvede på at forklare betjenten, hvad han ville gøre.
Han viste også betjenten de mange dokumenter, som han havde downloaded, men som han ikke fattede noget af. Computerbetjenten syntes dog at forstå noget, men han indviede ikke Bruce i sine tanker. Efter en halv time forsøgte Bruce at hacke sig ind på Marys computer.
Men ligegyldigt hvad Bruce gjorde, så kunne han ikke komme ind på hende computer. Men hun havde ændret koderne til serveren. Han havde ikke længere adgang til alle oplysninger om "Merry Xmas Kuppet".
Computermanden skubbede Bruce til side og gik i gang med at undersøge alle de filer, der lå Bruces computer. Bruce sad og så nervøst til... hvad nu hvis der ikke var beviser nok mod Mary her, ville de så tro ham alligevel eller ville han ende i fængsel - sammen med en masse forbrydere og mordere og rockere?
En betjent kom efter Bruce og førte ham tilbage til en celle, mens computerbetjenten ledte efter beviser.
Der sad Bruce helt elendig til mode og uden at få at vide, hvad der foregik. Det var juleaften, og det var meningen, at han skulle nå hjem til mor - klokken 16:00 sharp, men ville han så nå det nu? Hvordan kunne det være, at det skulle ende sådan?
Men hvad Bruce ikke vidste var, at computerbetjenten havde taget ham seriøst, og i timerne der gik fra han blev sendt ned i cellen, indtil der kom en betjent og hentede ham igen, havde politiet sat en landsdækkende eftersøgning i gang. Man havde været hjemme i Marys lejlighed og hentet hendes computer. Og flere computerbetjente arbejde på at knække de koder, som hun havde sat på.
Dagen i forvejen var Mary og fangerne flygtet. Så snart de kom hjem med byttet, havde de talt pengene op og fordelt dem, så hurtigt de kunne. Men de følte sig ikke sikre i Marys lejlighed - især ikke efter, at Mary fortalte dem, at både Bruce og politiet havde koblet sig på systemet. Men ulykkeligvis var de ikke kommet langt. Storebæltsbroen var stadig lammet, og derfor turde de ikke køre i bil - desuden havde de heller ingen bil, og det ville være for risikabelt at stjæle én.
Men togtrafikken var ikke bedre. DSB led af store forsinkelser, og på lange strækninger - især omkring Storebæltsbroen - havde der været så mange signalfejl, at toget havde holdt stille i timer. Men de følte sig trods alt mere sikre der end i lejligheden, og derfor slappede de af. De havde ikke travlt.
Ikke før næste dag, da de sad fast på Odense Banegårdscenter, og politiet pludselig gennemsøgte hele toget. Politiet var meget interesseret i de 4 personer, der sad med hver deres sportstaske på skødet. Mary var rasende, da hun endelig sad bag i politibilen på vej til Odense Politigård.
Da betjenten kom ind til Bruce, sad han lige så stille på sengen med et skræmt udtryk i ansigtet. Hvad skulle der ske nu? Havde de fundet ud af noget, eller ville han blive sendt til et rigtigt fængsel? Han havde også helt mistet tidsfornemmelsen.
Betjent: "Jeg har to gode nyheder. Vi har fundet Mary, og hun er nu bag lås og slå i Odense. Og det samme er de tre fanger fra Nyborg Statsfængsel. Med hensyn til dig, så har vi frafaldet sigtelsen..."
Bruce lyste op i et lettet smil. Det var næsten for godt til at være sandt.
Betjent: "... men... jeg må give dig en løftet pegefinger. Det du har lavet er ulovligt, og uanset i hvilken god sags tjeneste du har gjort det, så er det stadig ulovligt. Du bør se det her som en alvorlig advarsel. Hvis du senere bliver taget for lignende forhold, vil denne advarsel tælle som en skærpende omstændighed."
Bruce havde ikke følt sig så lettet og glad længe, og det eneste han nu kunne tænke på var mor.
Bruce: "Undskyld, men hvad er klokken?"
Betjenten kiggede forundret på sit armbåndsur.
Betjent: "Den er 14:30, hvorfor?"
Bruce: "Er... Er det muligt, at jeg kunne få et lift - altså til Falster?"
Betjent: "Nej hør nu - vi er jo ikke et Taxaselskab..."
Bruce: "Jamen det er bare fordi... Mor sagde, at jeg skulle være der, klokken 16:00 - sharp! Jeg tør ikke komme for sent, og det var slet ikke med i min plan, at jeg skulle havne herinde..."
Betjenten kløede sig på hagen. Manden havde jo været nyttig, og måske kunne de da finde ud af noget. Egentlig skyldte de vel ham en tjeneste.
Betjent: "Hmm. Okay, følg med..."
Det varede ikke læge før Bruce sad bag i en politibil, mens den med fulde hammer, sirener og blåt blink susede ud af motorvejen, og mens julesneen dalede ned fra den søvgrå himmel - ned på ruden, hvor vinduesviskerne tørrede dem væk; og klokken var præcis 16:01, da politibilen rullede ind i mors indkørsel.
En ældre dame kom halsende ud af køkkendøren, mens hun forvirret kiggede på politibilen.
Mor: "Hvad i alverden? Hvad er der sket? Bimmer, er du okay? Politiet - hvad sker der dog?"
Bruce blev lukket ud af betjenten, som smilede ved den ældre dames forvirring.
Bruce: "Slap af mor, der er ikke sket noget... Jeg fik bare et lift!"
Bruce havde ikke overskud til at fortælle hende hele historien, om hvordan han havde afsløret Mary og selv ved et uheld var blevet fængslet - ikke nu i hvert fald.
Mor: "Jamen politiet?"
Dagen i forvejen var Mary og fangerne flygtet. Så snart de kom hjem med byttet, havde de talt pengene op og fordelt dem, så hurtigt de kunne. Men de følte sig ikke sikre i Marys lejlighed - især ikke efter, at Mary fortalte dem, at både Bruce og politiet havde koblet sig på systemet. Men ulykkeligvis var de ikke kommet langt. Storebæltsbroen var stadig lammet, og derfor turde de ikke køre i bil - desuden havde de heller ingen bil, og det ville være for risikabelt at stjæle én.
Men togtrafikken var ikke bedre. DSB led af store forsinkelser, og på lange strækninger - især omkring Storebæltsbroen - havde der været så mange signalfejl, at toget havde holdt stille i timer. Men de følte sig trods alt mere sikre der end i lejligheden, og derfor slappede de af. De havde ikke travlt.
Ikke før næste dag, da de sad fast på Odense Banegårdscenter, og politiet pludselig gennemsøgte hele toget. Politiet var meget interesseret i de 4 personer, der sad med hver deres sportstaske på skødet. Mary var rasende, da hun endelig sad bag i politibilen på vej til Odense Politigård.
Da betjenten kom ind til Bruce, sad han lige så stille på sengen med et skræmt udtryk i ansigtet. Hvad skulle der ske nu? Havde de fundet ud af noget, eller ville han blive sendt til et rigtigt fængsel? Han havde også helt mistet tidsfornemmelsen.
Betjent: "Jeg har to gode nyheder. Vi har fundet Mary, og hun er nu bag lås og slå i Odense. Og det samme er de tre fanger fra Nyborg Statsfængsel. Med hensyn til dig, så har vi frafaldet sigtelsen..."
Bruce lyste op i et lettet smil. Det var næsten for godt til at være sandt.
Betjent: "... men... jeg må give dig en løftet pegefinger. Det du har lavet er ulovligt, og uanset i hvilken god sags tjeneste du har gjort det, så er det stadig ulovligt. Du bør se det her som en alvorlig advarsel. Hvis du senere bliver taget for lignende forhold, vil denne advarsel tælle som en skærpende omstændighed."
Bruce havde ikke følt sig så lettet og glad længe, og det eneste han nu kunne tænke på var mor.
Bruce: "Undskyld, men hvad er klokken?"
Betjenten kiggede forundret på sit armbåndsur.
Betjent: "Den er 14:30, hvorfor?"
Bruce: "Er... Er det muligt, at jeg kunne få et lift - altså til Falster?"
Betjent: "Nej hør nu - vi er jo ikke et Taxaselskab..."
Bruce: "Jamen det er bare fordi... Mor sagde, at jeg skulle være der, klokken 16:00 - sharp! Jeg tør ikke komme for sent, og det var slet ikke med i min plan, at jeg skulle havne herinde..."
Betjenten kløede sig på hagen. Manden havde jo været nyttig, og måske kunne de da finde ud af noget. Egentlig skyldte de vel ham en tjeneste.
Betjent: "Hmm. Okay, følg med..."
Det varede ikke læge før Bruce sad bag i en politibil, mens den med fulde hammer, sirener og blåt blink susede ud af motorvejen, og mens julesneen dalede ned fra den søvgrå himmel - ned på ruden, hvor vinduesviskerne tørrede dem væk; og klokken var præcis 16:01, da politibilen rullede ind i mors indkørsel.
En ældre dame kom halsende ud af køkkendøren, mens hun forvirret kiggede på politibilen.
Mor: "Hvad i alverden? Hvad er der sket? Bimmer, er du okay? Politiet - hvad sker der dog?"
Bruce blev lukket ud af betjenten, som smilede ved den ældre dames forvirring.
Bruce: "Slap af mor, der er ikke sket noget... Jeg fik bare et lift!"
Bruce havde ikke overskud til at fortælle hende hele historien, om hvordan han havde afsløret Mary og selv ved et uheld var blevet fængslet - ikke nu i hvert fald.
Mor: "Jamen politiet?"
Bruce himlede med øjnene og vendte sig om mod betjenten.
Bruce: "Tak for turen Simon - hils familien og sig undskyld fra mig!"
Simon: "Det var så lidt. Husk at komme til os næste gang i stedet for selv at spille helt"
Bruce: "Det lover jeg"
Simon steg ind i politibilen og kørte væk samtidig med, at Bruce og mor gik inden for.
Mor: "Hvad var det for noget med at spille helt Bimmer? Hvad har du nu lavet? Har du været ude i noget snavs?"
Bruce besluttede sig for at fortælle alt, hvad der var sket. Da han var færdig med at fortælle, rejste hans mor sig op, gik hen til Bruce og gav ham et stort kys. Bruce var målløs. Hvorfor skulle han kysses?
Mor: "Tak for gaven Bimmer-skat. Det er næsten alt for meget! Min egen lille Bimmerhelt."
Bruce: "Gaven?"
Mor: "Ja det er virkelig nogle fine cremer, du har købt til mig! Her! Den her er til dig lille Bimmer fra mig!"
Bruce pakkede sin gave op, mens han sad og tænkte på, hvad det var for noget creme, hun ævlede om. Pludselig huskede han det. Han ordnede det jo via nettet.
Bruce: "Neeij! Den er vel nok flot... Det er lige sådan en pink og orange sweater, jeg altid har ønsket mig!"
Han mente det ikke, men han ville ikke såre mor.
Mor: "Åhh Bimmer!"
Hvis du gik glip af de foregående afsnit, kan du læse dem her:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
Afsnit 17
Afsnit 18
Afsnit 19
Afsnit 20
Afsnit 21
Afsnit 22
Afsnit 23
Bruce: "Tak for turen Simon - hils familien og sig undskyld fra mig!"
Simon: "Det var så lidt. Husk at komme til os næste gang i stedet for selv at spille helt"
Bruce: "Det lover jeg"
Simon steg ind i politibilen og kørte væk samtidig med, at Bruce og mor gik inden for.
Mor: "Hvad var det for noget med at spille helt Bimmer? Hvad har du nu lavet? Har du været ude i noget snavs?"
Bruce besluttede sig for at fortælle alt, hvad der var sket. Da han var færdig med at fortælle, rejste hans mor sig op, gik hen til Bruce og gav ham et stort kys. Bruce var målløs. Hvorfor skulle han kysses?
Mor: "Tak for gaven Bimmer-skat. Det er næsten alt for meget! Min egen lille Bimmerhelt."
Bruce: "Gaven?"
Mor: "Ja det er virkelig nogle fine cremer, du har købt til mig! Her! Den her er til dig lille Bimmer fra mig!"
Bruce pakkede sin gave op, mens han sad og tænkte på, hvad det var for noget creme, hun ævlede om. Pludselig huskede han det. Han ordnede det jo via nettet.
Bruce: "Neeij! Den er vel nok flot... Det er lige sådan en pink og orange sweater, jeg altid har ønsket mig!"
Han mente det ikke, men han ville ikke såre mor.
Mor: "Åhh Bimmer!"
Hvis du gik glip af de foregående afsnit, kan du læse dem her:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
Afsnit 17
Afsnit 18
Afsnit 19
Afsnit 20
Afsnit 21
Afsnit 22
Afsnit 23
