MerryXmas.exe
23. december
Det første minut gik, og lederen rømmede sig.
Ronnie: "Så er det ved at være tiden gutter..."
De kiggede på hver deres ur, der selvfølgelig var synkroniseret med Marys ur på computeren.
40 sekunder tilbage
30 sekunder
20 sekunder
10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, klik!
Den computerstyrede lås var åben, og en lille lampe på en elektronisk lås lyste grønt. Ronnie tog i døren, og den gik op. De gik alle sammen igennem, hvorefter de befandt sig i en gang, som også var afbilledet på kortet. De gik hurtigt gennem gangen. Ronnie kiggede på uret: "5 sekunder..." De nåede hurtigt en dør med en anden elektronisk lås - klik! Og den var åben.
Det var jo som at klø sig i nakken. Lidt for nemt, men det var kun takket være Marys gode planlægning.
Bruce arbejdede hårdt - han vidste, at kuppet var i gang, og han ville ikke misse alt det sjove. Han måtte stoppe hende på en eller anden måde. Den halvskaldede fyr tastede den ene kode ind efter den anden, og så var det bare om at vente...
Der gik alt for lang tid! Hvorfor gik der så lang tid?
Biiip - en masse mærkelige koder kom frem på skærmen - hurtigt ned over skærmen... Så bremsede de op, og Bruce kunne se, at han havde fået forbindelse. Han kunne følge med i alt, hvad Mary kodede ind.
Han tog det stykke papir frem, som han havde printet ud - et stykke papir med hele planen - tiderne, og hvad der skulle ske.
De var altså blevet lukket ind af de to første døre, og efter hvad han kunne forstå, var Mary ved at åbne dør nummer 3 nu. Det var døren ind til selve rummet med en boks, som var fyldt med 1000 kronesedler fra seddeltrykkeriet i Nationalbankens bygning.
Og så lykkedes det endelig for hende. Bruce måtte være hurtig. Han skulle finde ud af, hvilken kommando han skulle kopiere ind.
"Ctrl + A" - "Ctrl + C" - over i Word - "Ctrl + V". Så scrollede han opad for at finde den kommando, som hun havde skrevet ind for at slå alarmen fra. Han måtte kunne vende den om.
"CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOff" aha! Så måtte det være noget a la: "CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOn". Det her var jo pebernødder.
Han kopierede kommandoen og skiftede vindue. Mary var nået langt. Hun skrev nogle meget lange og besværlige kommandoer, og så lykkedes det for hende. Hun havde åbnet boksen.
Hun holdt en pause, og Bruce så sit snit.
"Ctrl + V" ("CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOn") "Enter".
De tre mænd stod foran en hel bunke pengesedler - denne boks var mange millioner kroner værd, men pludselig skete der noget. En rød lampe over boksen begyndte at lyse rødt, og få sekunder efter hørtes en høj lyd ude fra gangen. Et klik fra døren, som de havde lukket efter sig... Den mindste af de tre, Thorbjørn, løb hen til døren og tog i den.
Ronnie: "Så er det ved at være tiden gutter..."
De kiggede på hver deres ur, der selvfølgelig var synkroniseret med Marys ur på computeren.
40 sekunder tilbage
30 sekunder
20 sekunder
10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, klik!
Den computerstyrede lås var åben, og en lille lampe på en elektronisk lås lyste grønt. Ronnie tog i døren, og den gik op. De gik alle sammen igennem, hvorefter de befandt sig i en gang, som også var afbilledet på kortet. De gik hurtigt gennem gangen. Ronnie kiggede på uret: "5 sekunder..." De nåede hurtigt en dør med en anden elektronisk lås - klik! Og den var åben.
Det var jo som at klø sig i nakken. Lidt for nemt, men det var kun takket være Marys gode planlægning.
Bruce arbejdede hårdt - han vidste, at kuppet var i gang, og han ville ikke misse alt det sjove. Han måtte stoppe hende på en eller anden måde. Den halvskaldede fyr tastede den ene kode ind efter den anden, og så var det bare om at vente...
Der gik alt for lang tid! Hvorfor gik der så lang tid?
Biiip - en masse mærkelige koder kom frem på skærmen - hurtigt ned over skærmen... Så bremsede de op, og Bruce kunne se, at han havde fået forbindelse. Han kunne følge med i alt, hvad Mary kodede ind.
Han tog det stykke papir frem, som han havde printet ud - et stykke papir med hele planen - tiderne, og hvad der skulle ske.
De var altså blevet lukket ind af de to første døre, og efter hvad han kunne forstå, var Mary ved at åbne dør nummer 3 nu. Det var døren ind til selve rummet med en boks, som var fyldt med 1000 kronesedler fra seddeltrykkeriet i Nationalbankens bygning.
Og så lykkedes det endelig for hende. Bruce måtte være hurtig. Han skulle finde ud af, hvilken kommando han skulle kopiere ind.
"Ctrl + A" - "Ctrl + C" - over i Word - "Ctrl + V". Så scrollede han opad for at finde den kommando, som hun havde skrevet ind for at slå alarmen fra. Han måtte kunne vende den om.
"CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOff" aha! Så måtte det være noget a la: "CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOn". Det her var jo pebernødder.
Han kopierede kommandoen og skiftede vindue. Mary var nået langt. Hun skrev nogle meget lange og besværlige kommandoer, og så lykkedes det for hende. Hun havde åbnet boksen.
Hun holdt en pause, og Bruce så sit snit.
"Ctrl + V" ("CProgram FilesBank_SecureNationalSecurityAlarmOn") "Enter".
De tre mænd stod foran en hel bunke pengesedler - denne boks var mange millioner kroner værd, men pludselig skete der noget. En rød lampe over boksen begyndte at lyse rødt, og få sekunder efter hørtes en høj lyd ude fra gangen. Et klik fra døren, som de havde lukket efter sig... Den mindste af de tre, Thorbjørn, løb hen til døren og tog i den.
Thorbjørn: "Den er låst!"
Panikken stod ham ud af øjnene.
Ronnie: "Pis og lort - hun er sku tricket os... Forbandede kælling! Jeg vidste, at vi ikke skulle stole på hende..."
Den tredje mand prøvede at berolige Ronnie.
"Hey, hvorfor skulle hun få os ud for bagefter at smide os ind igen?"
Han havde ret - der var gået noget galt, og han håbede bare, at Mary ville være i stand til at fikse det.
Mary kiggede forundret på kommandoen, som netop var kommet til syne. Hvordan fanden var den kommet der? Hun rystede på hoved, og skrev nogle simple kommandoer ind. Så var alarmen slået fra, og fangerne hørte et klik ved døren igen.
Ronnie: "Vi må hellere skynde os at tømme boksen, inden der kommer nogen".
Mændene gik i gang med at fylde de tasker, de havde med, og så hørtes et klik igen, lampen lyste rødt, og man kunne høre alarmen ude på gangen.
Thorbjørn: "For helvede... Hvad sker der?"
Ronnie: "Bliv ved - skynd jer. Hun skal nok fikse det, men vi får en lidt anderledes flugt end forventet."
Hos politiet havde man opfanget den første alarm, og man havde studset ved det. Men så var den stoppet igen. En vogn var blevet sendt af sted for at se, om der skete noget udsædvanligt, men man havde ikke hørt noget nyt endnu. Da alarmen igen gik i gang fik den vagthavende omgående kontakt til IT-afdelingen. Han vidste, at der havde foregået så meget den sidste måneds tid, og det var bare en indskydelse, der fik ham til at handle.
Det tog ikke computernørderne lang tid at opdage, at der var noget galt.
Alarmen blev slået fra igen, og de tre mænd flygtede ud af døren for så hurtigt som muligt at nå hen til den næste dør - i håb om, at den var åben. Det var den, lige indtil de nåede den, så lød der et klik, og de var igen fanget.
Ude på gangen var alarmen forfærdelig at høre på. Den skar sig ind i hovedet på de tre mænd, men lige så hurtigt som den var startet, lige så hurtigt stoppede den igen, og døren var åben. Den sidste dør var døren ud til friheden. De løb alt hvad de kunne, men de skulle også passe på pengene, og så lød alarmen igen.
Politiet fulgte med i de forskellige kommandoer, mens de prøvede på at spore aktiviteten. De ville ikke røbe sig.
Mary var forvirret - kunne det virkelig være Bruce, der havde hacket sig ind? Og hvordan turde han egentlig? Efter alle de trusler...
Pludselig var der noget, der fangede hendes opmærksomhed. Det var ikke kun Bruce, der var på. Der var også andre på, og de var ved at spore - politiet! Politiet måtte være på. Mary kottede forbindelsen øjeblikkelig. Hun håbede blot, at hjælperne var kommet ud af bygningen.
Og det var de. Det varede ikke længe, før de dukkede op med byttet og afkrævede hende en forklaring.
Bruce havde ikke opdaget, at der var nogen, der havde sporet ham - men han var ærgerlig, for han var sikker på, at han ikke havde fået afværget Mary og mændene. Han havde været så tæt på, men nu var det forgæves, og han var bange - for hun ville vide, at det var ham.
Han måtte hellere passe på fra nu af. Hun havde jo advaret ham.
Men det var den mindste bekymring af de bekymringer, der hærgede ham en halv time efter, da politiet dukkede op, lagde ham i håndjern og beslaglagde hans kære computer.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
Afsnit 17
Afsnit 18
Afsnit 19
Afsnit 20
Afsnit 21
Afsnit 22
Panikken stod ham ud af øjnene.
Ronnie: "Pis og lort - hun er sku tricket os... Forbandede kælling! Jeg vidste, at vi ikke skulle stole på hende..."
Den tredje mand prøvede at berolige Ronnie.
"Hey, hvorfor skulle hun få os ud for bagefter at smide os ind igen?"
Han havde ret - der var gået noget galt, og han håbede bare, at Mary ville være i stand til at fikse det.
Mary kiggede forundret på kommandoen, som netop var kommet til syne. Hvordan fanden var den kommet der? Hun rystede på hoved, og skrev nogle simple kommandoer ind. Så var alarmen slået fra, og fangerne hørte et klik ved døren igen.
Ronnie: "Vi må hellere skynde os at tømme boksen, inden der kommer nogen".
Mændene gik i gang med at fylde de tasker, de havde med, og så hørtes et klik igen, lampen lyste rødt, og man kunne høre alarmen ude på gangen.
Thorbjørn: "For helvede... Hvad sker der?"
Ronnie: "Bliv ved - skynd jer. Hun skal nok fikse det, men vi får en lidt anderledes flugt end forventet."
Hos politiet havde man opfanget den første alarm, og man havde studset ved det. Men så var den stoppet igen. En vogn var blevet sendt af sted for at se, om der skete noget udsædvanligt, men man havde ikke hørt noget nyt endnu. Da alarmen igen gik i gang fik den vagthavende omgående kontakt til IT-afdelingen. Han vidste, at der havde foregået så meget den sidste måneds tid, og det var bare en indskydelse, der fik ham til at handle.
Det tog ikke computernørderne lang tid at opdage, at der var noget galt.
Alarmen blev slået fra igen, og de tre mænd flygtede ud af døren for så hurtigt som muligt at nå hen til den næste dør - i håb om, at den var åben. Det var den, lige indtil de nåede den, så lød der et klik, og de var igen fanget.
Ude på gangen var alarmen forfærdelig at høre på. Den skar sig ind i hovedet på de tre mænd, men lige så hurtigt som den var startet, lige så hurtigt stoppede den igen, og døren var åben. Den sidste dør var døren ud til friheden. De løb alt hvad de kunne, men de skulle også passe på pengene, og så lød alarmen igen.
Politiet fulgte med i de forskellige kommandoer, mens de prøvede på at spore aktiviteten. De ville ikke røbe sig.
Mary var forvirret - kunne det virkelig være Bruce, der havde hacket sig ind? Og hvordan turde han egentlig? Efter alle de trusler...
Pludselig var der noget, der fangede hendes opmærksomhed. Det var ikke kun Bruce, der var på. Der var også andre på, og de var ved at spore - politiet! Politiet måtte være på. Mary kottede forbindelsen øjeblikkelig. Hun håbede blot, at hjælperne var kommet ud af bygningen.
Og det var de. Det varede ikke længe, før de dukkede op med byttet og afkrævede hende en forklaring.
Bruce havde ikke opdaget, at der var nogen, der havde sporet ham - men han var ærgerlig, for han var sikker på, at han ikke havde fået afværget Mary og mændene. Han havde været så tæt på, men nu var det forgæves, og han var bange - for hun ville vide, at det var ham.
Han måtte hellere passe på fra nu af. Hun havde jo advaret ham.
Men det var den mindste bekymring af de bekymringer, der hærgede ham en halv time efter, da politiet dukkede op, lagde ham i håndjern og beslaglagde hans kære computer.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
Afsnit 17
Afsnit 18
Afsnit 19
Afsnit 20
Afsnit 21
Afsnit 22
