MerryXmas.exe
17. december
Blå blink kunne anes i Bruces soveværelse. Der var et postyr uden lige. Politiet var allerede i gang med at undersøge lejligheden, og Bruce var på vej ud af lejligheden på ambulancefolkenes båre. Han var ikke ved bevidsthed endnu, men han trak vejret - og det var et godt tegn.
Hans gamle nabo stod udenfor hoveddøren og kiggede nervøst efter ham, da han blev båret ned ad trappen og ud mod den ventende ambulance. Han havde fundet Bruce liggende halvt inde i skabet, halvt på soveværelsesgulvet, og det havde rystet ham voldsomt. Men selvom han var forskrækket, havde han taget sig sammen, fundet Bruces telefon og ringet 112. Det varede ikke mere end 2-3 minutter, så var politiet ankommet og et halvt minut efter var ambulancen der.
En betjent vendte sig mod ham.
Betjent: "Har De hørt nogle brag eller lagt mærke til noget usædvanligt!"
Den gamle nabo: "A"hva?!"
Den ældre herre tog hånden op til øret og kiggede spørgende på den unge mand.
Betjenten sukkede og hævede stemmen:
Betjent: "Hørte De hvornår det skete - der må have lydt et forfærdeligt brag, da døren..."
Den ældre herre stoppede ham med en håndbevægelse.
Den gamle nabo: "Ja, ja, ja, jeg er jo ikke døv...!"
Betjenten hævede øjenbrynene, men den ældre herre fortsatte uden at bemærke det:
Den gamle nabo: "Altså ser De, min unge ven, jeg syntes, at jeg hørte noget i går eftermiddags, men så blev jeg enig med mig selv om, at det nok bare var mig. De ved, jeg er jo ikke så ung længere, og så sagde jeg til mig selv - nej Børge, nu skal du ikke lade din fantasi løbe af med dig - men så var det jo, at jeg kom herud på trappeopgangen her til morgen.
Jeg skulle jo lige hente avisen, og så var det jo, at jeg så det rod der. Og forstår De, jeg troede jo bare, at den unge mand... Men så var det, at jeg tænkte, at det jo alligevel var lidt underligt. Og De ved, så gik jeg jo derind - og det er jo ikke fordi, jeg kan lide at være i andres lejligheder, men det var jo mærkeligt, forstår De! Og så fandt jeg den stakkels unge mand...!"
Betjenten ventede til manden var færdig med at fortælle, så fulgte han ham ind i hans lejlighed igen, alt imens den gamle gentog sig selv adskillige gange.
Mens politiet undersøgte Bruces lejlighed, blev Bruce transporteret til sygehuset, hvor han efterhånden kom til sig selv. Mirakuløst havde han ikke brækket noget, men han havde fået en del små-knubs og en ordentlig hjernerystelse. Han blev indlagt til observation, og det meste af dagen sov han - dog afbrudt af de mange sygeplejersker, der hele tiden kom og vækkede ham for at høre, hvordan det gik.
På et tidspunkt hen på eftermiddagen troppede et par betjente op, men Bruce var alt for udmattet til at tale med dem, og efter 10 minutters udspørgning, som de ikke fik meget ud af, blev de sendt ud af stuen.
De fortalte ham, at de ville komme tilbage næste dag og se til ham. Bruce nikkede bare og lagde sig til at sove igen. Han var ligeglad med alting, ligeglad med politiet, ligeglad med lejligheden, ligeglad med julen og ligeglad med Mary... Det eneste han kunne tænke på var at sove og prøve på at få det bedre.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
Hans gamle nabo stod udenfor hoveddøren og kiggede nervøst efter ham, da han blev båret ned ad trappen og ud mod den ventende ambulance. Han havde fundet Bruce liggende halvt inde i skabet, halvt på soveværelsesgulvet, og det havde rystet ham voldsomt. Men selvom han var forskrækket, havde han taget sig sammen, fundet Bruces telefon og ringet 112. Det varede ikke mere end 2-3 minutter, så var politiet ankommet og et halvt minut efter var ambulancen der.
En betjent vendte sig mod ham.
Betjent: "Har De hørt nogle brag eller lagt mærke til noget usædvanligt!"
Den gamle nabo: "A"hva?!"
Den ældre herre tog hånden op til øret og kiggede spørgende på den unge mand.
Betjenten sukkede og hævede stemmen:
Betjent: "Hørte De hvornår det skete - der må have lydt et forfærdeligt brag, da døren..."
Den ældre herre stoppede ham med en håndbevægelse.
Den gamle nabo: "Ja, ja, ja, jeg er jo ikke døv...!"
Betjenten hævede øjenbrynene, men den ældre herre fortsatte uden at bemærke det:
Den gamle nabo: "Altså ser De, min unge ven, jeg syntes, at jeg hørte noget i går eftermiddags, men så blev jeg enig med mig selv om, at det nok bare var mig. De ved, jeg er jo ikke så ung længere, og så sagde jeg til mig selv - nej Børge, nu skal du ikke lade din fantasi løbe af med dig - men så var det jo, at jeg kom herud på trappeopgangen her til morgen.
Jeg skulle jo lige hente avisen, og så var det jo, at jeg så det rod der. Og forstår De, jeg troede jo bare, at den unge mand... Men så var det, at jeg tænkte, at det jo alligevel var lidt underligt. Og De ved, så gik jeg jo derind - og det er jo ikke fordi, jeg kan lide at være i andres lejligheder, men det var jo mærkeligt, forstår De! Og så fandt jeg den stakkels unge mand...!"
Betjenten ventede til manden var færdig med at fortælle, så fulgte han ham ind i hans lejlighed igen, alt imens den gamle gentog sig selv adskillige gange.
Mens politiet undersøgte Bruces lejlighed, blev Bruce transporteret til sygehuset, hvor han efterhånden kom til sig selv. Mirakuløst havde han ikke brækket noget, men han havde fået en del små-knubs og en ordentlig hjernerystelse. Han blev indlagt til observation, og det meste af dagen sov han - dog afbrudt af de mange sygeplejersker, der hele tiden kom og vækkede ham for at høre, hvordan det gik.
På et tidspunkt hen på eftermiddagen troppede et par betjente op, men Bruce var alt for udmattet til at tale med dem, og efter 10 minutters udspørgning, som de ikke fik meget ud af, blev de sendt ud af stuen.
De fortalte ham, at de ville komme tilbage næste dag og se til ham. Bruce nikkede bare og lagde sig til at sove igen. Han var ligeglad med alting, ligeglad med politiet, ligeglad med lejligheden, ligeglad med julen og ligeglad med Mary... Det eneste han kunne tænke på var at sove og prøve på at få det bedre.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Afsnit 13
Afsnit 14
Afsnit 15
Afsnit 16
