Aniston

MerryXmas.exe

15. december

Bruce havde sovet længe, og da han vågnede følte han sig, for første gang siden andet indbrud, i godt humør. Han havde sku egentlig klaret sig meget godt, og selvom hun havde truet ham, så kunne hun jo ikke finde på at gøre alvor ud af sine trusler. Det var han ganske sikker på.
ANNONCE
MerryXmas.exe
Hun var jo ikke direkte ond, men selvfølgelig var han en trussel for hende. Han havde to gange sneget sig ind i hendes lejlighed for at stjæle oplysninger ud af hendes computer, og hun kunne jo ikke vide, hvor meget han havde fået med, og hvad han ville gøre ved de oplysninger, han havde. Bruce spekulerede lidt på, hvad hendes næste træk mon ville være, men egentlig gad han ikke at spekulere på hende, for han havde besluttet sig for, at denne dag skulle være hans - helt og holdent.

I dag ville han ikke gøre noget ved noget. Der var jo masser af tid - håbede han - men i hvert fald var han i for godt et humør til, at det skulle spoleres af en virus, der ønskede ham glædelig jul.

Han satte sig op i sengen og begyndte at overveje, om han skulle fortsætte ud af den. Naaahh, hvorfor skulle han dog det? Han havde jo ikke rigtig noget, han skulle nå, og hvis han havde lyst til det - så blev han altså i sin seng. Hvis han havde lyst til at sove hele dagen - ja, så ville han gøre det. Hvem skulle forhindre ham? Når nu han ikke gad arbejde, ja så gad han ikke at arbejde, og så tog han bare imod den sum penge, som staten tildelte ham.

Problemet var bare, at de pressede på, og hvis ikke han snart tog imod noget aktiveringshalløj, så ville de skære i de penge, som han fik. Ærgerligt også... Men han skulle nok klare sig. Han havde en mor, og hun skulle nok dække udgifterne - det havde hun lovet ham! Så længe den gik, så gik den!

Bruce lagde sig ned igen og kiggede op i loftet. Og skulle han så ikke bare lægge sig til at sove nu? Der var en plet på loftet, som fangede hans blik. En rød plet, som han ikke havde set før nu, men hvor ofte lå han også og stirrede op i loftet. For det meste sov han, spiste eller stirrede på computerskærmen. Så lukkede han øjnene, sukkede og trak vejret dybt.

Lidt efter blev hans vejrtrækning tungere endnu - og lidt senere kunne man gennem væggen ind til naboen høre en langtrukken, højlydt og voldsom snorken. Men naboen var for døv til at kunne høre noget og blev derfor ikke generet af lyden.

Halvanden time med DSB derfra skete der pludselig helt andre ting. Igen gik det ud over togdriften. Ikke indirekte som sidst, men direkte. Odense Banegårdscenter var rammen om begivenhederne. Et tog stod helt stille, og dørene ville pludselig ikke åbne sig. Passagererne måtte ud på anden måde, gennem vinduer, tagluger eller smadrede ruder - for passagererne havde travlt, og de ville videre. Problemet var bare - de kunne ikke komme videre. Alle toge, som kom ind på stationen, holdt pludselig op med at bevæge sig. Systemet var gået i baglås, og folk var rasende. Hvad blev det næste med DSB?

Der blev sat ekstra busser ind, men der var ikke noget at gøre for folk, der ville over Storebælt. Broen var lukket, og togtrafikken kørte ikke. Pendlere måtte ringe og fortælle deres arbejdsgivere, at de ikke kunne møde den dag, og andre måtte tage bussen og komme timer for sent.

Bruce hørte ikke noget af dette før om aftenen, da han endelig havde taget sig sammen til at stå op. Men da han tændte for fjernsynet og for en gang skyld så lidt af nyhederne, var han ikke overrasket. Hun havde slået til igen, og medierne skældte ud på det politikorps, som man ikke mente gjorde nok ved sagen.

Det var jo ganske tydeligt ikke en tilfældig virus - det var enkeltstående angreb fra en helt bestemt kant. Nogle drev gæk med danskerne, og man krævede at få fanget vedkommende - hvem end det var!

Bruce besluttede sig - nu var det tiden. Han måtte have styr på beviserne - og det var hans borgerpligt at hjælpe politiet. Når han havde helt styr over skidtet, kunne han tage ind på den lokale politistation og overrække dem oplysningerne.

Og således oprettede Bruce mapper og dokumenter med alt, hvad han havde. Han glemte blot at tømme usb-sticken, som lå på bordet foran ham.

Følg med i næste afsnit - i morgen!

Læs også:

Afsnit 1

Afsnit 2

Afsnit 3

Afsnit 4

Afsnit 5

Afsnit 6

Afsnit 7

Afsnit 8

Afsnit 9

Afsnit 10

Afsnit 11

Afsnit 12

Afsnit 13

Afsnit 14
ANNONCE
Del

Seneste nyt