MerryXmas.exe
13. december
"Hvem fanden tror han, han er? Hvorfor kan han ikke bare lade mig være i fred - gggrgrrraagh!"
Hun sparkede ud efter døren, men ramte ikke. Nu var det ude med den forbryderiske orm - Bruce skulle smadres - han skulle ikke have lov til at ødelægge hendes plan. Det gjald hendes fremtid. Hvis ikke planen lykkedes. Hvordan skulle hun så få alle de ting, hun ville have? Hvordan skulle hun ellers komme væk derfra?
Okay, hun måtte tage sig sammen nu, det nyttede ikke noget, hun blev nødt til at finde på noget andet at lave - noget, der ikke havde den mindste smule at gøre med planen. Hun trak vejret dybt og sukkede - træt af det hele!
Men kælderen trængte egentlig også til en oprydning - altså hendes del af den. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at rydde andres ting op. Det måtte de selv ordne.
Mary trådte ind i kælderen - trykkede på lyskontakten og opdagede igen, at lyset ikke virkede. Det havde hun glemt at fortælle viceværten. Nå, men der kom da lidt lys ind fra døren og nogle af de små vinduer, der hang tæt på loftet. Hun gik længere ind, forbi tønderne, hvor Bruce havde gemt sig, og så standsede hun op. Hun havde set noget ud af øjenkrogen. Mellem tønderne lå der et eller andet. Hun gik tilbage og samlede tæppet op.
Det var af god kvalitet, men også temmelig hæsligt. Hun tog det med ud i gangen, hvor hun kunne se det bedre. Totalt lyserødt - hvor klamt! Hun undersøgte det nærmere og opdagede det navn, som var syet ind i tæppet: Bimmer. Hvor havde hun hørt det navn henne? Hun tænkte sig om, bed sig i læben, og så gik et lys op for hende. Det var hans - han havde lagt det der.
Hun vidste, at dette tæppe var fra hans mor - han havde fortalt hende om det og hans forfærdelige kælenavn, som hans mor stadig brugte. Hun havde grinet af det og drillet ham lidt. Bimmer - men nu grinte hun ikke. Han havde brugt tønderne som gemmested - hun havde været så tæt på at finde ham - dernede. Hun skulle bare have rakt en arm ud, så havde hun rørt ved ham.
Fandens også! Hvor var livet dog uretfærdigt.
"Jeg hader hende, jeg hader hende - hader hende. Hvor kunne hun?" Bruce var lige så arrig som Mary. Hvor kunne hun dog finde på at sige den slags - råbe det efter ham, så han nu skulle sidde og føle sig utryg i sin egen lejlighed.
Det var ved at blive for stygt, og han turde snart ikke blive ved længere. Det var simpelthen ved at gå over gevind. Det havde været så tæt på, og hun havde direkte truet ham: "Pas på - jeg ved hvor du bor..."
Han havde været ved at falde af cyklen, da han hørte det, og da han kom hjem, kunne han ikke andet end at sidde og have ondt af sig selv, mens han bed negle. Han havde ikke sovet ret meget om natten, for han blev ved med at vågne ved lyde, som han var sikker på, at han havde hørt. Og nu sad han der - dagen efter - og følte sig absolut ikke bedre tilpas. Han var bange, gal og træt.
Bruce gik i seng, læste lidt tegneserier og faldt så i søvn.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
Hun sparkede ud efter døren, men ramte ikke. Nu var det ude med den forbryderiske orm - Bruce skulle smadres - han skulle ikke have lov til at ødelægge hendes plan. Det gjald hendes fremtid. Hvis ikke planen lykkedes. Hvordan skulle hun så få alle de ting, hun ville have? Hvordan skulle hun ellers komme væk derfra?
Okay, hun måtte tage sig sammen nu, det nyttede ikke noget, hun blev nødt til at finde på noget andet at lave - noget, der ikke havde den mindste smule at gøre med planen. Hun trak vejret dybt og sukkede - træt af det hele!
Men kælderen trængte egentlig også til en oprydning - altså hendes del af den. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at rydde andres ting op. Det måtte de selv ordne.
Mary trådte ind i kælderen - trykkede på lyskontakten og opdagede igen, at lyset ikke virkede. Det havde hun glemt at fortælle viceværten. Nå, men der kom da lidt lys ind fra døren og nogle af de små vinduer, der hang tæt på loftet. Hun gik længere ind, forbi tønderne, hvor Bruce havde gemt sig, og så standsede hun op. Hun havde set noget ud af øjenkrogen. Mellem tønderne lå der et eller andet. Hun gik tilbage og samlede tæppet op.
Det var af god kvalitet, men også temmelig hæsligt. Hun tog det med ud i gangen, hvor hun kunne se det bedre. Totalt lyserødt - hvor klamt! Hun undersøgte det nærmere og opdagede det navn, som var syet ind i tæppet: Bimmer. Hvor havde hun hørt det navn henne? Hun tænkte sig om, bed sig i læben, og så gik et lys op for hende. Det var hans - han havde lagt det der.
Hun vidste, at dette tæppe var fra hans mor - han havde fortalt hende om det og hans forfærdelige kælenavn, som hans mor stadig brugte. Hun havde grinet af det og drillet ham lidt. Bimmer - men nu grinte hun ikke. Han havde brugt tønderne som gemmested - hun havde været så tæt på at finde ham - dernede. Hun skulle bare have rakt en arm ud, så havde hun rørt ved ham.
Fandens også! Hvor var livet dog uretfærdigt.
"Jeg hader hende, jeg hader hende - hader hende. Hvor kunne hun?" Bruce var lige så arrig som Mary. Hvor kunne hun dog finde på at sige den slags - råbe det efter ham, så han nu skulle sidde og føle sig utryg i sin egen lejlighed.
Det var ved at blive for stygt, og han turde snart ikke blive ved længere. Det var simpelthen ved at gå over gevind. Det havde været så tæt på, og hun havde direkte truet ham: "Pas på - jeg ved hvor du bor..."
Han havde været ved at falde af cyklen, da han hørte det, og da han kom hjem, kunne han ikke andet end at sidde og have ondt af sig selv, mens han bed negle. Han havde ikke sovet ret meget om natten, for han blev ved med at vågne ved lyde, som han var sikker på, at han havde hørt. Og nu sad han der - dagen efter - og følte sig absolut ikke bedre tilpas. Han var bange, gal og træt.
Bruce gik i seng, læste lidt tegneserier og faldt så i søvn.
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Afsnit 12
