MerryXmas.exe
12. december
Han havde ikke lyst til det, men første gang var jo gået glimrende. Måske ikke glimrende, men han var sluppet væk, og han kunne gøre det igen.
Selvom Bruce godt vidste, at han løj for sig selv, blev han fast besluttet på, at "Mission Impossible 2" ville blive en langt større succes end den foregående. Nu havde han prøvet det en gang - og han var mere forberedt på, hvad der kunne ske denne gang. Der var også den lille finte, at han ikke anede, hvad hun lavede på denne tid af dagen - klokken var 14:00 - men hun var ikke online, og det tog han som et godt tegn.
Desuden havde han stadig nøglen, og når han var færdig, kunne han levere den tilbage. Det ville i hvert fald lette hans samvittighed gevaldigt. Det eneste han skulle gøre var at lave indbruddet - bruge nøglen til det, bruge usb-sticken, flygte og smide nøglen ind i hakket igen og flygte helt. Så kunne han formentlig gå til politiet med oplysningerne, og så ville løbet være kørt for hende.
Hun ville ende i fængsel, sammen med narkomaner, mordere og rockere. Og så kunne hun lære det!
"Don"t ever mess with Bruce!"
Han hoppede i de sorte gevandter, pakkede lommelygten og et tæppe ned i en taske, hvis han blev nødt til at gemme sig nede i kælderen igen. Det var et ret grimt tæppe, som hans mor havde købt til ham, og hvor hun havde syet hans navn ind - eller hans kælenavn: Bimmer, som hun altid kaldte ham.
Derefter skyndte han sig ud til sin cykel, svingede benene op og cyklede af alle kræfter. Det varede ikke lang tid, så stod han igen udenfor den port, hvor han skulle ind. Han prøvede ekstranøglen, som han havde husket at tage med sig, og ganske rigtig. Den passede. Så smed han tæppet mellem de tønder, hvor han havde sovet sidste gang, han befandt sig i kælderen. Hvis nu han skulle få brug for det.
Derpå skyndte han sig op til Marys lejlighed - lyttede om han kunne høre noget, stak hendes nøgle i låsen og lukkede sig ind. Der var ingen i lejligheden, og det varede ikke længe, før han sad foran hendes computer. Der var pauseskærm på, og da han rørte ved musen poppede et lille vindue op. ID og PASSWORD. Hvordan var det nu? Bruce håbede hun ikke også havde ændret sine hjemmekoder. Merry Xmas = mrrxms, op så bagfra: smxrrm. Det var vist ID, så password. Bruce tænkte sig om. Han havde altid været god til at huske remser - især med alle hans passwords online: "r w n ... hvad var det nu? p p - h = rwnpph!" Han skrev det, og pludselig var skidtet låst op. Han satte usb-sticken ind i usb-porten. Derefter begyndte han overførslen af samme mappe som sidst.
Der gik 2 minutter, så 3 minutter. Bruce kedede sig, men han blev siddende, mens overførslen fortsatte. Pludselig hørte han noget inde fra soveværelset. Bruce stivnede. Hun var hjemme! Hvad skulle han gøre? Hun måtte ikke komme ud - hun måtte ikke. I samme øjeblik så han dørhåndtaget blive trykket ned. Han rejste sig så hurtigt, at stolen væltede og lavede et voldsomt spektakel. Så rev han usb-sticken ud og flygtede mod gangen.
I samme øjeblik blev døren fra soveværelset revet op, og Mary fløj igennem den og videre hen mod den anden dør - samtidig med at Bruce flygtede ud af entrédøren, ned ad trapperne og ud af hoveddøren. Ikke lang derfra stod hans cykel, og Bruce priste sig lykkelig for, at han havde glemt at låse den. Mary var på vej ud af hoveddøren, da Bruce satte sig op på cyklen, og med nød og næppe nåede han lige at sætte i gang, før hun indhentede ham.
Mary råbte arrigt efter ham, da han forsvandt ned af gaden: "Pas på - jeg ved hvor du bor..."
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
Selvom Bruce godt vidste, at han løj for sig selv, blev han fast besluttet på, at "Mission Impossible 2" ville blive en langt større succes end den foregående. Nu havde han prøvet det en gang - og han var mere forberedt på, hvad der kunne ske denne gang. Der var også den lille finte, at han ikke anede, hvad hun lavede på denne tid af dagen - klokken var 14:00 - men hun var ikke online, og det tog han som et godt tegn.
Desuden havde han stadig nøglen, og når han var færdig, kunne han levere den tilbage. Det ville i hvert fald lette hans samvittighed gevaldigt. Det eneste han skulle gøre var at lave indbruddet - bruge nøglen til det, bruge usb-sticken, flygte og smide nøglen ind i hakket igen og flygte helt. Så kunne han formentlig gå til politiet med oplysningerne, og så ville løbet være kørt for hende.
Hun ville ende i fængsel, sammen med narkomaner, mordere og rockere. Og så kunne hun lære det!
"Don"t ever mess with Bruce!"
Han hoppede i de sorte gevandter, pakkede lommelygten og et tæppe ned i en taske, hvis han blev nødt til at gemme sig nede i kælderen igen. Det var et ret grimt tæppe, som hans mor havde købt til ham, og hvor hun havde syet hans navn ind - eller hans kælenavn: Bimmer, som hun altid kaldte ham.
Derefter skyndte han sig ud til sin cykel, svingede benene op og cyklede af alle kræfter. Det varede ikke lang tid, så stod han igen udenfor den port, hvor han skulle ind. Han prøvede ekstranøglen, som han havde husket at tage med sig, og ganske rigtig. Den passede. Så smed han tæppet mellem de tønder, hvor han havde sovet sidste gang, han befandt sig i kælderen. Hvis nu han skulle få brug for det.
Derpå skyndte han sig op til Marys lejlighed - lyttede om han kunne høre noget, stak hendes nøgle i låsen og lukkede sig ind. Der var ingen i lejligheden, og det varede ikke længe, før han sad foran hendes computer. Der var pauseskærm på, og da han rørte ved musen poppede et lille vindue op. ID og PASSWORD. Hvordan var det nu? Bruce håbede hun ikke også havde ændret sine hjemmekoder. Merry Xmas = mrrxms, op så bagfra: smxrrm. Det var vist ID, så password. Bruce tænkte sig om. Han havde altid været god til at huske remser - især med alle hans passwords online: "r w n ... hvad var det nu? p p - h = rwnpph!" Han skrev det, og pludselig var skidtet låst op. Han satte usb-sticken ind i usb-porten. Derefter begyndte han overførslen af samme mappe som sidst.
Der gik 2 minutter, så 3 minutter. Bruce kedede sig, men han blev siddende, mens overførslen fortsatte. Pludselig hørte han noget inde fra soveværelset. Bruce stivnede. Hun var hjemme! Hvad skulle han gøre? Hun måtte ikke komme ud - hun måtte ikke. I samme øjeblik så han dørhåndtaget blive trykket ned. Han rejste sig så hurtigt, at stolen væltede og lavede et voldsomt spektakel. Så rev han usb-sticken ud og flygtede mod gangen.
I samme øjeblik blev døren fra soveværelset revet op, og Mary fløj igennem den og videre hen mod den anden dør - samtidig med at Bruce flygtede ud af entrédøren, ned ad trapperne og ud af hoveddøren. Ikke lang derfra stod hans cykel, og Bruce priste sig lykkelig for, at han havde glemt at låse den. Mary var på vej ud af hoveddøren, da Bruce satte sig op på cyklen, og med nød og næppe nåede han lige at sætte i gang, før hun indhentede ham.
Mary råbte arrigt efter ham, da han forsvandt ned af gaden: "Pas på - jeg ved hvor du bor..."
Følg med i næste afsnit - i morgen!
Læs også:
Afsnit 1
Afsnit 2
Afsnit 3
Afsnit 4
Afsnit 5
Afsnit 6
Afsnit 7
Afsnit 8
Afsnit 9
Afsnit 10
Afsnit 11
