MerryXmas.exe
1. december
Klokken var fem minutter i fem, onsdag den første december, og den travle juletrafik ville ingen ende tage. Strøget var fyldt med mennesker, der vandrede fra butiksvindue til butiksvindue. Alt var udsmykket med nisser, julehjerter, gran og kunstigt sne.
På hvert et hjørne stoppede folk op for at lytte til de mange musikanter, der alle spillede hæslige julesange; og lugten af brændte mandler fristede de mange familier med skrigende småbørn, som ved Storkespring-vandet fik slikkepinde af selveste Julemanden - ham med det kunstige skæg!
Ved omtalte springvand stod også en flok udklædte korsangere fra Frelsens Hær, der alle ihærdigt prøvede på at holde takten til de mange julesalmer - men uden held.
Hele byen havde været udsmykket i ugevis, og de mange julelys glitrede i den sene eftermiddagstime. Juletræet stod som hvert år på Rådhuspladsen, og de mange forbipasserende mennesker glædedes ved synet. Denne glæde blev dog endnu større, da snefnuggene dalede ned mod pladsen. Alle kiggede op med begejstrede udbrud, og en flok børn begyndte ivrigt at fange den første julesne med tungen.
Rådhusklokken slog fem, og med et oplystes hele København i et splitsekund inden alt blev sort...
"Bbbzzzuuuoomm" ... "What?" ... "Klik... klik klik... klik klik klik..." ... "Aargh, what the heck is going on... Talk to me, gimme a sign! ... Du er fandeme heller aldrig til noget...! Hmm, you're not dead... Are ya?" ... "klik... klik klik..." In an act of desperation: "Oh shit!"
Bruce rakte ud efter skrivebordslampen, som ikke havde været brugt i flere uger. Så længe skærmen var tændt, var der jo ingen grund til at tænde lampen, men nu hvor skærmen var sort, kunne han intet se.
"Klik... klik... klik..." ingen respons fra lampen... "Nej, ikke også dig..." Bruce kløede sig i det hår, han ikke havde... Hvad fanden foregik der? Hvorfor skulle den slags altid ske for ham...? Lys...! Han måtte have noget lys, men hvis lampen var død, og computeren ikke virkede... Hvad så? - Ahaaa! Selvfølgelig...
Bruce rejste sig langsomt fra kontorstolen, stod et øjeblik og overvejede, hvor døren til soveværelset gemte sig. Han mente helt bestemt, at han havde banet vej derhen i sidste uge, men han var ikke helt sikker på, hvor mange forhindringer, der gemte sig nu...
Han tog det første usikre skridt, med det resultat, at han jokkede direkte ned i papkassen fra de højtalere, han lige havde købt til sit nye surround sound anlæg. "Pis og lort... Hvorfor altid mig...?"
På hvert et hjørne stoppede folk op for at lytte til de mange musikanter, der alle spillede hæslige julesange; og lugten af brændte mandler fristede de mange familier med skrigende småbørn, som ved Storkespring-vandet fik slikkepinde af selveste Julemanden - ham med det kunstige skæg!
Ved omtalte springvand stod også en flok udklædte korsangere fra Frelsens Hær, der alle ihærdigt prøvede på at holde takten til de mange julesalmer - men uden held.
Hele byen havde været udsmykket i ugevis, og de mange julelys glitrede i den sene eftermiddagstime. Juletræet stod som hvert år på Rådhuspladsen, og de mange forbipasserende mennesker glædedes ved synet. Denne glæde blev dog endnu større, da snefnuggene dalede ned mod pladsen. Alle kiggede op med begejstrede udbrud, og en flok børn begyndte ivrigt at fange den første julesne med tungen.
Rådhusklokken slog fem, og med et oplystes hele København i et splitsekund inden alt blev sort...
"Bbbzzzuuuoomm" ... "What?" ... "Klik... klik klik... klik klik klik..." ... "Aargh, what the heck is going on... Talk to me, gimme a sign! ... Du er fandeme heller aldrig til noget...! Hmm, you're not dead... Are ya?" ... "klik... klik klik..." In an act of desperation: "Oh shit!"
Bruce rakte ud efter skrivebordslampen, som ikke havde været brugt i flere uger. Så længe skærmen var tændt, var der jo ingen grund til at tænde lampen, men nu hvor skærmen var sort, kunne han intet se.
"Klik... klik... klik..." ingen respons fra lampen... "Nej, ikke også dig..." Bruce kløede sig i det hår, han ikke havde... Hvad fanden foregik der? Hvorfor skulle den slags altid ske for ham...? Lys...! Han måtte have noget lys, men hvis lampen var død, og computeren ikke virkede... Hvad så? - Ahaaa! Selvfølgelig...
Bruce rejste sig langsomt fra kontorstolen, stod et øjeblik og overvejede, hvor døren til soveværelset gemte sig. Han mente helt bestemt, at han havde banet vej derhen i sidste uge, men han var ikke helt sikker på, hvor mange forhindringer, der gemte sig nu...
Han tog det første usikre skridt, med det resultat, at han jokkede direkte ned i papkassen fra de højtalere, han lige havde købt til sit nye surround sound anlæg. "Pis og lort... Hvorfor altid mig...?"
Han kæmpede sig videre uden så meget som at tænke på at trække foden til sig, og med papkasse om foden og flere par underhylere hængende efter sig, fik han endelig fat i dørhåndtaget indtil soveværelset.
Men hvad han ikke havde tænkt på, var, at døren var halvt blokeret af den lænestol, hans mor havde givet ham efter garagesalget, hvor den til Bruces store ærgrelse ikke var blevet solgt.
Han prøvede på at mase sig igennem sprækken mellem døren og dørkarmen. Først hovedet (han havde jo hørt, at kunne man blot få hovedet igennem, så skulle kroppen nok følge med...), så armene, derefter det højre ben, og "Pis også...!" Bruce kunne hverken komme frem eller tilbage.
Hans alt for fede korpus sad fast i døren, og selvom han kæmpede en brav kamp, sad han uhjælpeligt fast.
Bruce tog sig sammen og maste lidt mere. Hans krop gled nogle få centimeter længere igennem, men det gjorde ikke situationen bedre... Der var stadig for meget fedt til, at kroppen ville glide efter hovedet! Alt han behøvede at gøre var at stramme sig an og kaste sig igennem...
Det var i hvert fald, hvad Bruce valgte at gøre, men han havde ikke tænkt på konsekvenserne.
Hvis lyset havde været tændt, kunne man have set, hvordan den fedladne fyr på 30 år i bedste Bruce-Willis-stil tog mod til sig, samlede alle sine kræfter og kastede sig igennem døren; rullede hen over lænestolen, der væltede rundt og landede ovenpå Bruce, som nu lå på maven med et par sure underhylere hen over ansigtet...
Bruce bandede og svovlede, mens han ømmede sig ovenpå faldet. Der var stadig lige mørkt i lejligheden, og han kunne ikke se en hånd for sig. Men han var så tæt på sit natbord, at han nemt kunne række ud efter lommelygten... Den lommelygte, han hver aften - inden han lagde sig til at sove - brugte til at lave skyggebilleder på væggen...
"Nå, og så tilbage til computeren..."
Et andet sted i København, nærmere bestemt Danmarks Elselskab, DongSam El's, hovedkontor i Gentofte stod en forvirret medarbejder og kiggede på en blå batteridrævet skærm med et enkelt ikon formet som et juletræ. Medarbejderen klikkede på juletræet, og på skærmen tonede nogle store, sorte bogstaver frem: "Merry Xmas"...
Følg med i morgen - og få den næste bid af historien.
Men hvad han ikke havde tænkt på, var, at døren var halvt blokeret af den lænestol, hans mor havde givet ham efter garagesalget, hvor den til Bruces store ærgrelse ikke var blevet solgt.
Han prøvede på at mase sig igennem sprækken mellem døren og dørkarmen. Først hovedet (han havde jo hørt, at kunne man blot få hovedet igennem, så skulle kroppen nok følge med...), så armene, derefter det højre ben, og "Pis også...!" Bruce kunne hverken komme frem eller tilbage.
Hans alt for fede korpus sad fast i døren, og selvom han kæmpede en brav kamp, sad han uhjælpeligt fast.
Bruce tog sig sammen og maste lidt mere. Hans krop gled nogle få centimeter længere igennem, men det gjorde ikke situationen bedre... Der var stadig for meget fedt til, at kroppen ville glide efter hovedet! Alt han behøvede at gøre var at stramme sig an og kaste sig igennem...
Det var i hvert fald, hvad Bruce valgte at gøre, men han havde ikke tænkt på konsekvenserne.
Hvis lyset havde været tændt, kunne man have set, hvordan den fedladne fyr på 30 år i bedste Bruce-Willis-stil tog mod til sig, samlede alle sine kræfter og kastede sig igennem døren; rullede hen over lænestolen, der væltede rundt og landede ovenpå Bruce, som nu lå på maven med et par sure underhylere hen over ansigtet...
Bruce bandede og svovlede, mens han ømmede sig ovenpå faldet. Der var stadig lige mørkt i lejligheden, og han kunne ikke se en hånd for sig. Men han var så tæt på sit natbord, at han nemt kunne række ud efter lommelygten... Den lommelygte, han hver aften - inden han lagde sig til at sove - brugte til at lave skyggebilleder på væggen...
"Nå, og så tilbage til computeren..."
Et andet sted i København, nærmere bestemt Danmarks Elselskab, DongSam El's, hovedkontor i Gentofte stod en forvirret medarbejder og kiggede på en blå batteridrævet skærm med et enkelt ikon formet som et juletræ. Medarbejderen klikkede på juletræet, og på skærmen tonede nogle store, sorte bogstaver frem: "Merry Xmas"...
Følg med i morgen - og få den næste bid af historien.
