Martin Guerre
Forestillingen man aldrig glemmer
I 1560 på en slagmark et sted i Frankrig fortæller en lejesoldat ved den katolske hær, Martin Guerre, sin ven, Arnaud du Thil, om sin barndom. Syv år tidligere i Artigat havde Martin Guerre's onkel, Pierre Guerre, der var en rig godsejer, arrangeret, at Martin Guerre skulle giftes med sin barndomsven, Bertrande du Rols.
Brylluppet mellem de to var en fryd for det lille samfund, og alle ventede spændt på, at Bertrande skulle føde en arving. Men unge Martin kunne ikke fuldbyrde ægteskabet. Forfærdelige storme truer bøndernes afgrøder, og den jaloux Guillaume, der er blevet afvist af Bertrande, overbeviser byens beboere om, at det er på grund af Bertrande's manglende graviditet. Det er Satans værk. Martin blev syndebukken, og præsten, Father Dominic, banker Martin for at uddrive djævlen. Bitter og ydmyget flygter Martin fra Bertrande og byen for at starte et nyt liv.
Tilbage på slagmarken færdiggør Martin sin fortælling, og Arnaud mener, at det er bedst for Martin at tage tilbage igen. Pludselig angriber den protestantiske hær, og da Martin prøver at beskytte Arnaud, bliver han ramt. Arnaud er tvunget til at flygte og lade Martin dø.
I Artigat er Bertrande ved at blive tunget til at gifte sig med Guillaume. Afgrøderne er nu truet af tørke; og lige som byen gav Martin skylden for stormene, så giver de nu Bertrande skylden for tørken. En fremmed kommer til byen og spørger Benoit, landsbytossen, hvor han kan finde Bertrande. Som ved et trylleslag høres et tordenbrag, og ude af sig selv på grund af udsigten til regn, giver alle i byen den nyankomne, Arnaud du Thil, æren og hylder ham som den fortabte søn, inden han kan nå at fortælle, hvem han i virkeligheden er.
Da Arnaud er alene med Bertrande, fortæller han hende sandheden. Han prøver derefter at forlade byen, men indbyggerne vil ikke lade ham gå i tilfælde af, at deres nyvundne lykke skylle forsvinde igen. Forholdet mellem Bertrande og Arnaud bliver langsomt dybere, og de bliver til sidst forelsket i hinanden. Hun tilstår, at hun nu er protestant og tager ham med til en hemmelig ceremoni. Guillaume spionere på dem, og det går op for ham, at det her er hans chance for hævn. Han fortæller Peirre og indbyggerne om protestanterne, men da Guillaume truer med at dræbe Arnaud, råber Benoit: "Han er ikke Martin Guerre!" i håb om at redde ham. Peirre beordrer Arnaud arresteret.
I mellemtiden har Martin Guerre overlevet. Efter at have overlevet sine næsten dødelige sår, er han på vej tilbage til Artigat.
Brylluppet mellem de to var en fryd for det lille samfund, og alle ventede spændt på, at Bertrande skulle føde en arving. Men unge Martin kunne ikke fuldbyrde ægteskabet. Forfærdelige storme truer bøndernes afgrøder, og den jaloux Guillaume, der er blevet afvist af Bertrande, overbeviser byens beboere om, at det er på grund af Bertrande's manglende graviditet. Det er Satans værk. Martin blev syndebukken, og præsten, Father Dominic, banker Martin for at uddrive djævlen. Bitter og ydmyget flygter Martin fra Bertrande og byen for at starte et nyt liv.
Tilbage på slagmarken færdiggør Martin sin fortælling, og Arnaud mener, at det er bedst for Martin at tage tilbage igen. Pludselig angriber den protestantiske hær, og da Martin prøver at beskytte Arnaud, bliver han ramt. Arnaud er tvunget til at flygte og lade Martin dø.
I Artigat er Bertrande ved at blive tunget til at gifte sig med Guillaume. Afgrøderne er nu truet af tørke; og lige som byen gav Martin skylden for stormene, så giver de nu Bertrande skylden for tørken. En fremmed kommer til byen og spørger Benoit, landsbytossen, hvor han kan finde Bertrande. Som ved et trylleslag høres et tordenbrag, og ude af sig selv på grund af udsigten til regn, giver alle i byen den nyankomne, Arnaud du Thil, æren og hylder ham som den fortabte søn, inden han kan nå at fortælle, hvem han i virkeligheden er.
Da Arnaud er alene med Bertrande, fortæller han hende sandheden. Han prøver derefter at forlade byen, men indbyggerne vil ikke lade ham gå i tilfælde af, at deres nyvundne lykke skylle forsvinde igen. Forholdet mellem Bertrande og Arnaud bliver langsomt dybere, og de bliver til sidst forelsket i hinanden. Hun tilstår, at hun nu er protestant og tager ham med til en hemmelig ceremoni. Guillaume spionere på dem, og det går op for ham, at det her er hans chance for hævn. Han fortæller Peirre og indbyggerne om protestanterne, men da Guillaume truer med at dræbe Arnaud, råber Benoit: "Han er ikke Martin Guerre!" i håb om at redde ham. Peirre beordrer Arnaud arresteret.
I mellemtiden har Martin Guerre overlevet. Efter at have overlevet sine næsten dødelige sår, er han på vej tilbage til Artigat.
Arnaud kommer i retten, hvor han stadig påstår, at han er Martin. En række vidner bliver kaldt ind, og Bertrande fortæller bevægende om den mand, hun elsker, men hun passer samtidig på ikke at nævne hans navn. Hadet mellem katolikkerne og protestanterne intensiveres gennem hele retssagen.
Dommeren skal til at hæve sagen i mangel på beviser, da et nyt vidne i sidste øjeblik ønsker at blive afhørt. Martin Guerre er tilbage for at anklage bedrageren, der har stjålet hans navn. Dommeren afgiver kendelse: Det er op til Martin at afgøre Arnaud's skæbne, og Bertrande skal tilbage til Martin, som hans lovformelige hustru. Han fordømmer indbyggerne for at være lige så skyldige i hele menageriet.
I et udbrud af vold og død, anført af Guillaume, står Artigat i flammer. Arnaud fortæller Martin, at han troede, han døde, da protestanterne angreb.
Bertrande erklærer sin kærlighed for Arnaud og fortæller samtidig Martin, at hun ingen følelser har for ham. I venskabets navn lader Martin Arnaud og Bertrande gå; men før de kan flygte sammen, bliver Arnaud stukket ned, da han vil beskytte Martin fra Guillaume's kniv. Foran hele byen dør Arnaud i Bertrandes arme.
Skaberne bag denne utrolig spændende musical er igen Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg. Dette er nok den mindst kendte musical af de to herrer, men det er ikke ensbetydende med, at den er kedelig og dårlig. Tværtimod, er dette nok den bedste af de tre musicals ("Les Misérables" og "Miss Saigon"), som Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg har skabt.
Boublil og Schönberg har skrevet Alexandre Dumas' bog, "Martin Guerre", om til et teaterstykke og tilført 26 fantastiske sange og arrangementer. De har formået at lave en musical, hvor både musik og sang er med til at skabe den dramatiske stemning, som forestillingen har.
Det er en forestilling, man ikke kan slippe igen. Når fremkaldelsen er overstået, og tæppet er nede, sidder man tilbage med en klump i halsen. Denne fantastiske musical om venskab, kærlighed og jalousi kan kun anbefales.
Dommeren skal til at hæve sagen i mangel på beviser, da et nyt vidne i sidste øjeblik ønsker at blive afhørt. Martin Guerre er tilbage for at anklage bedrageren, der har stjålet hans navn. Dommeren afgiver kendelse: Det er op til Martin at afgøre Arnaud's skæbne, og Bertrande skal tilbage til Martin, som hans lovformelige hustru. Han fordømmer indbyggerne for at være lige så skyldige i hele menageriet.
I et udbrud af vold og død, anført af Guillaume, står Artigat i flammer. Arnaud fortæller Martin, at han troede, han døde, da protestanterne angreb.
Bertrande erklærer sin kærlighed for Arnaud og fortæller samtidig Martin, at hun ingen følelser har for ham. I venskabets navn lader Martin Arnaud og Bertrande gå; men før de kan flygte sammen, bliver Arnaud stukket ned, da han vil beskytte Martin fra Guillaume's kniv. Foran hele byen dør Arnaud i Bertrandes arme.
Skaberne bag denne utrolig spændende musical er igen Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg. Dette er nok den mindst kendte musical af de to herrer, men det er ikke ensbetydende med, at den er kedelig og dårlig. Tværtimod, er dette nok den bedste af de tre musicals ("Les Misérables" og "Miss Saigon"), som Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg har skabt.
Boublil og Schönberg har skrevet Alexandre Dumas' bog, "Martin Guerre", om til et teaterstykke og tilført 26 fantastiske sange og arrangementer. De har formået at lave en musical, hvor både musik og sang er med til at skabe den dramatiske stemning, som forestillingen har.
Det er en forestilling, man ikke kan slippe igen. Når fremkaldelsen er overstået, og tæppet er nede, sidder man tilbage med en klump i halsen. Denne fantastiske musical om venskab, kærlighed og jalousi kan kun anbefales.
