Maniodepressiv
Frejas livshistorie
Historien er gengivet med Frejas egne ord, og derfor ikke at forveksle med en psykologs forklaring af maniodepressivitet og psykoser.
Hvordan var din barndom?
"Jeg har en dejlig og varm familie, der elsker mig og altid har gjort det. De har givet mig en varm og tryg barndom, så min familie ville aldrig være årsagen til mine problemer.
Til gengæld har jeg lidt af mobning igennem hele min barndom i skolen, helt op til 9. klasse. Det kørte mig langt ned, og jeg følte mig ekstremt nedtrykt og intet værd. Det gjorde, at jeg lider af angst for at gå i skole i dag. Men jeg håber det kan ændres med tiden.
Jeg ved ikke, om det er min barndom, der er årsag til mine lidelser, men det kunne den godt være."
Hvordan er det at være maniodepressiv?
"Da jeg var maniodepressiv følte jeg ikke andet end had og sorg. Jeg følte, jeg var til besvær for verdenen, at alle hadede mig. Jeg græd af alt og var indelukket og sur, og ønskede mig selv død. Jeg havde altid ondt fysisk og psykisk.
Jeg levede ofte om natten, i mørket, for der var der kun mig, ingen til at hade mig, ingen man kunne pine, fordi man var så grim og dum. Jeg kunne ikke sove, selvom jeg var meget træt.
Jeg kunne heller intet overskue. Hverken min bolig, kæreste eller skole. Jeg forsømte mine venner og familie, og brugte det meste af mine dage på at skælde ud og græde.
En dag forsøgte jeg at begå selvmord, men det lykkedes heldigvis ikke. Jeg begyndte at græde, og så søgte jeg hjælp.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling i ti dage. Der fandt de frem til, at jeg led af en psykose, som er stemmer man hører i hovedet, der beordrer mig til at gøre ting. Ved mig selv og andre. Min manio-depression stoppede langsomt, mens jeg var indlagt.
Hvordan var din barndom?
"Jeg har en dejlig og varm familie, der elsker mig og altid har gjort det. De har givet mig en varm og tryg barndom, så min familie ville aldrig være årsagen til mine problemer.
Til gengæld har jeg lidt af mobning igennem hele min barndom i skolen, helt op til 9. klasse. Det kørte mig langt ned, og jeg følte mig ekstremt nedtrykt og intet værd. Det gjorde, at jeg lider af angst for at gå i skole i dag. Men jeg håber det kan ændres med tiden.
Jeg ved ikke, om det er min barndom, der er årsag til mine lidelser, men det kunne den godt være."
Hvordan er det at være maniodepressiv?
"Da jeg var maniodepressiv følte jeg ikke andet end had og sorg. Jeg følte, jeg var til besvær for verdenen, at alle hadede mig. Jeg græd af alt og var indelukket og sur, og ønskede mig selv død. Jeg havde altid ondt fysisk og psykisk.
Jeg levede ofte om natten, i mørket, for der var der kun mig, ingen til at hade mig, ingen man kunne pine, fordi man var så grim og dum. Jeg kunne ikke sove, selvom jeg var meget træt.
Jeg kunne heller intet overskue. Hverken min bolig, kæreste eller skole. Jeg forsømte mine venner og familie, og brugte det meste af mine dage på at skælde ud og græde.
En dag forsøgte jeg at begå selvmord, men det lykkedes heldigvis ikke. Jeg begyndte at græde, og så søgte jeg hjælp.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk afdeling i ti dage. Der fandt de frem til, at jeg led af en psykose, som er stemmer man hører i hovedet, der beordrer mig til at gøre ting. Ved mig selv og andre. Min manio-depression stoppede langsomt, mens jeg var indlagt.
At være maniodepressiv er det værste der er hændt mig, og jeg er sikker på, det var det, der udløste min psykose. At være maniodepressiv tapper én for energi og selvtillid, fantasi og lykke. Det er kun døden og tanker om elendigheden, der holder én i live. Måske. Til sidst er alt dette blevet dit liv, din vane. En drøm du aldrig tror, du vågner op fra."
Hvordan er det at høre stemmer?
"Jeg hører stemmer i mit hoved, der fortæller mig dumme ting, eller beordrer mig til at gøre lede og klamme ting. I starten, da jeg startede med at få dem, vidste jeg ikke, det var unormalt. Det er to-tre år siden. De fortalte mig for eksempel at jeg skulle skære i mig selv, og at det var helt normalt, og at jeg fortjente det, fordi jeg fik lov til at trække vejret.
Først efter halvandet år gik det op for mig, at det ikke var normalt, og at jeg måtte gøre noget. Jeg fortalte det til nogen, som hjalp mig."
Hvordan har du det så nu?
"Nu bor jeg i en støtte-bolig sammen med andre, der har psykiske problemer på den ene eller anden måde, og det er jeg meget glad for. Jeg er tilknyttet pædagoger, psykologer og psykiatere, der giver mig medicin mod min psykose.
Jeg er aldrig ked af det mere. Faktisk altid glad og frisk, selvom jeg stadig har et problem med at sove, men det er blevet bedre med tiden.
Nu, da jeg får medicin, hører jeg ikke så meget til mine stemmer, men de er der stadig. Hvis de snakker til mig nu, siger de kun ting, som at jeg skriver forkert, eller at jeg har glemt mine nøgler, selvom det ikke passer. Jeg kan håndtere dem nu, fordi jeg ved, de ikke er der, og at det er min psyke, der skaber dem.
Jeg har en kæreste, som jeg elsker, og som også elsker mig. Vi får det til at fungere, men jeg husker at fortælle ham, hvad der gør mig ked af det, og hvornår. Det vigtigste er, at han kender til mine lidelser og sorger, følelser og glæder.
Jeg har også venner. Ikke så mange, men dem jeg har er de bedste. De kender også til det hele og er der og støtter mig i hvad som helst. Livet handler ikke om at have mange venner, men om at have de rigtige venner, som man ved, vil sætte himmel og jord i bevægelse for ens skyld. Sådan nogle venner har jeg, og det er det bedste ved at leve.
Hvordan er det at høre stemmer?
"Jeg hører stemmer i mit hoved, der fortæller mig dumme ting, eller beordrer mig til at gøre lede og klamme ting. I starten, da jeg startede med at få dem, vidste jeg ikke, det var unormalt. Det er to-tre år siden. De fortalte mig for eksempel at jeg skulle skære i mig selv, og at det var helt normalt, og at jeg fortjente det, fordi jeg fik lov til at trække vejret.
Først efter halvandet år gik det op for mig, at det ikke var normalt, og at jeg måtte gøre noget. Jeg fortalte det til nogen, som hjalp mig."
Hvordan har du det så nu?
"Nu bor jeg i en støtte-bolig sammen med andre, der har psykiske problemer på den ene eller anden måde, og det er jeg meget glad for. Jeg er tilknyttet pædagoger, psykologer og psykiatere, der giver mig medicin mod min psykose.
Jeg er aldrig ked af det mere. Faktisk altid glad og frisk, selvom jeg stadig har et problem med at sove, men det er blevet bedre med tiden.
Nu, da jeg får medicin, hører jeg ikke så meget til mine stemmer, men de er der stadig. Hvis de snakker til mig nu, siger de kun ting, som at jeg skriver forkert, eller at jeg har glemt mine nøgler, selvom det ikke passer. Jeg kan håndtere dem nu, fordi jeg ved, de ikke er der, og at det er min psyke, der skaber dem.
Jeg har en kæreste, som jeg elsker, og som også elsker mig. Vi får det til at fungere, men jeg husker at fortælle ham, hvad der gør mig ked af det, og hvornår. Det vigtigste er, at han kender til mine lidelser og sorger, følelser og glæder.
Jeg har også venner. Ikke så mange, men dem jeg har er de bedste. De kender også til det hele og er der og støtter mig i hvad som helst. Livet handler ikke om at have mange venner, men om at have de rigtige venner, som man ved, vil sætte himmel og jord i bevægelse for ens skyld. Sådan nogle venner har jeg, og det er det bedste ved at leve.
Arbejde er lidt svært for mig, da mit selvværd stadig er meget lavt, men det er igen noget, jeg skal arbejde med. Det gør jeg ved at have et arbejde hver dag, men kun fire timer ad gangen. Hvis jeg klarer det godt den første måned, sætter de en time mere på, men det bliver reguleret med ro og efter mit helbred og styrke. Grunden til, jeg har svært ved at arbejde er, at mine tanker siger sådan:
"Jeg kan aldrig finde ud af noget."
"Jeg gør det hele forkert."
"Det er også fordi, jeg taber alt på gulvet."
"Jeg er alt for grim til at være her."
"De kan ikke lide mig."
"Bare jeg kunne gøre en ting rigtigt, ved at være her."
Mit mål med arbejdet er at blive glad for det og føle mig god og selvsikker, når jeg er der, og at være tilfreds med mit resultat, når jeg er på vej hjem. Og det mål skal jeg nok opnå, for det vil jeg!
Så det kører som det skal. Med én dag ad gangen og en masse kærlighed og tryghed.
Alt dette fantastiske og rare jeg har, er noget jeg har fået, ved at lære af mine fejl og lytte til andre, men stadig tænke og lære at tage vare på mig selv og vide, hvad det er, jeg inderst inde ønsker. Jeg ønsker kun en ting: At være lykkelig.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver rask. Jeg ved, at de ting jeg har oplevet, er noget, jeg må lære at klare mig med og prøve at få et normalt liv og håbe på det bedste. Lige nu er min opgave at slippe mine lidelser fri og tage i mod den hjælp jeg kan få og arbejde med at gøre min tilværelse behagelig og overskuelig og lettere at leve.
Det skal nok gå så længe man får sagt det, der piner en, også selvom man har sagt det tusinde gange før."
Dette var Frejas beretning om livet som maniodepressiv. Beretningen er autentisk, men Aniston.dk tager forbehold for fejl og mangler i beskrivelsen af maniodepressivitet og psykoser. Formålet med artiklen er at videregive en livshistorie, ikke at redegøre faktuelt for lidelserne. Ønsker du at vide mere om psykiske sygdomme, kan du søge på nettet, for eksempel på: Netdoktor.
Aniston.dk henstiller til, at man ikke diskuterer Frejas livshistorie i debatten, men det er selvfølgelig i orden at diskutere psykiske sygdomme generelt.
Freja er et opdigtet navn, skribenten er bekendt med Frejas rigtige navn.
"Jeg kan aldrig finde ud af noget."
"Jeg gør det hele forkert."
"Det er også fordi, jeg taber alt på gulvet."
"Jeg er alt for grim til at være her."
"De kan ikke lide mig."
"Bare jeg kunne gøre en ting rigtigt, ved at være her."
Mit mål med arbejdet er at blive glad for det og føle mig god og selvsikker, når jeg er der, og at være tilfreds med mit resultat, når jeg er på vej hjem. Og det mål skal jeg nok opnå, for det vil jeg!
Så det kører som det skal. Med én dag ad gangen og en masse kærlighed og tryghed.
Alt dette fantastiske og rare jeg har, er noget jeg har fået, ved at lære af mine fejl og lytte til andre, men stadig tænke og lære at tage vare på mig selv og vide, hvad det er, jeg inderst inde ønsker. Jeg ønsker kun en ting: At være lykkelig.
Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver rask. Jeg ved, at de ting jeg har oplevet, er noget, jeg må lære at klare mig med og prøve at få et normalt liv og håbe på det bedste. Lige nu er min opgave at slippe mine lidelser fri og tage i mod den hjælp jeg kan få og arbejde med at gøre min tilværelse behagelig og overskuelig og lettere at leve.
Det skal nok gå så længe man får sagt det, der piner en, også selvom man har sagt det tusinde gange før."
Dette var Frejas beretning om livet som maniodepressiv. Beretningen er autentisk, men Aniston.dk tager forbehold for fejl og mangler i beskrivelsen af maniodepressivitet og psykoser. Formålet med artiklen er at videregive en livshistorie, ikke at redegøre faktuelt for lidelserne. Ønsker du at vide mere om psykiske sygdomme, kan du søge på nettet, for eksempel på: Netdoktor.
Aniston.dk henstiller til, at man ikke diskuterer Frejas livshistorie i debatten, men det er selvfølgelig i orden at diskutere psykiske sygdomme generelt.
Freja er et opdigtet navn, skribenten er bekendt med Frejas rigtige navn.
