Mænd med rengøringsvanvid
Hvad gør man med dem?
Da Hr. Mann begyndte at gøre rent, vidste jeg instinktivt, at hans status som single var på hurtigt tilbagetog. Han er ikke så svær at gennemskue, men han ved det ikke selv. Når han får en ny kæreste (hvilket der er sket et par gange eller fire...), går han amok med rengøring og oprydning.
Jeg ved ikke om det er en tendens der ligger til alle mænd. At imponere deres nye kærester. Men jeg har fået det bevist et par gange efterhånden - også af andre hankønsvæsner end Hr. Mann.
Men nu til sagen. Som sagt vidste jeg, at der var en "Hr. Manns kæreste" i farvandet, da han pludselig, og uden varsel, begyndte at vaske sit gulvtæppe. På en ret utraditionel måde. Han smed sæbevand på gulvtæppet, og støvsugede det op. Ikke nok med at der stod sæbebobler fra alle små utætheder i støvsugeren, Hr. Manns stue blev også meget tropisk fugtig, da han skruede op for varmen, for at tæppet skulle tørre hurtigere.
Men ak. Få dage efter begyndte en sur stank at brede sig i stuen, og vinduerne drev med kondensvand. Det endte med, at stakkels Hr. Mann måtte rive det rådnende gulvtæppe af, og købe et nyt.
Men den lærestreg var ikke nok for ham. I stedet løb han ud på sit badeværelse, hvor der ikke er nogle gulvtæpper han kan ødelægge. Dér gik han amok med syre, for at fjerne den smule kalk der sad i badekarret. Ak igen. Emaljen blev ødelagt, og hans elskede badekar er efterhånden så gyseligt og misfarvet at se på, at ingen tør bruge det.
Så blev der gjort et sidste forsøg fra Hr. Manns side, inden den nye kæreste skulle komme på besøg. Han ville vaske tøj. Jeg burde have kastet mig over hans vasketøjskurv og gemt den for hans grådige blik, men jeg tænkte slet ikke over konsekvensen. Da Hr. Mann få timer efter fandt sit (forhenværende) hvide tøj i en baby-blå farve, kunne jeg se hvor dumt det havde været af mig, ikke at stoppe ham i tide. Han havde overset en blå trøje, og proppet den ind i vaskemaskinen sammen med det hvide tøj.
Mænd kan kun tænke på én ting af gangen, det blev også grundigt bevist. For alt imens Hr. Mann styrtede rundt med støvsuger og vaskeklud, glemte han alt om kæresten. Hun ankom i dét han smed sig udmattet i sin lænestol, og faldt i søvn. Heldigvis var hun en kvinde, der godt kunne se det sjove i situationen. Hr. Manns rengøringsvanvid forsvandt snart igen som dug for solen.
En lille uge efter ringede Hr. Manns telefon, og ved et tilfælde tog jeg den. I den anden ende var der en ivrig sælger, der spurgte til, om Hr. Mann var tilfreds med de rengøringsmidler der var blevet sendt til ham. Han havde bestilt et læs af dem, da hans vanvid var på sit højeste. Mit svar: "Ring igen om et års tid. Jeg tror ikke Hr. Mann gør rent igen, før da." Behøver jeg at sige, at den stakkels sælger aldrig ringede tilbage?
Nu er det ubesvarede spørgsmål så: Er alle mænd ligeså opsatte på, at deres nye kærester skal se dem fra deres bedste og reneste side? Eller kan jeg godt tillade mig, at begynde at se efter en kæreste, uden at jeg risikerer sure gulvtæpper og babyblåt tøj? Ja, jeg ved ikke ,hvad jeg skal tro...
Jeg ved ikke om det er en tendens der ligger til alle mænd. At imponere deres nye kærester. Men jeg har fået det bevist et par gange efterhånden - også af andre hankønsvæsner end Hr. Mann.
Men nu til sagen. Som sagt vidste jeg, at der var en "Hr. Manns kæreste" i farvandet, da han pludselig, og uden varsel, begyndte at vaske sit gulvtæppe. På en ret utraditionel måde. Han smed sæbevand på gulvtæppet, og støvsugede det op. Ikke nok med at der stod sæbebobler fra alle små utætheder i støvsugeren, Hr. Manns stue blev også meget tropisk fugtig, da han skruede op for varmen, for at tæppet skulle tørre hurtigere.
Men ak. Få dage efter begyndte en sur stank at brede sig i stuen, og vinduerne drev med kondensvand. Det endte med, at stakkels Hr. Mann måtte rive det rådnende gulvtæppe af, og købe et nyt.
Men den lærestreg var ikke nok for ham. I stedet løb han ud på sit badeværelse, hvor der ikke er nogle gulvtæpper han kan ødelægge. Dér gik han amok med syre, for at fjerne den smule kalk der sad i badekarret. Ak igen. Emaljen blev ødelagt, og hans elskede badekar er efterhånden så gyseligt og misfarvet at se på, at ingen tør bruge det.
Så blev der gjort et sidste forsøg fra Hr. Manns side, inden den nye kæreste skulle komme på besøg. Han ville vaske tøj. Jeg burde have kastet mig over hans vasketøjskurv og gemt den for hans grådige blik, men jeg tænkte slet ikke over konsekvensen. Da Hr. Mann få timer efter fandt sit (forhenværende) hvide tøj i en baby-blå farve, kunne jeg se hvor dumt det havde været af mig, ikke at stoppe ham i tide. Han havde overset en blå trøje, og proppet den ind i vaskemaskinen sammen med det hvide tøj.
Mænd kan kun tænke på én ting af gangen, det blev også grundigt bevist. For alt imens Hr. Mann styrtede rundt med støvsuger og vaskeklud, glemte han alt om kæresten. Hun ankom i dét han smed sig udmattet i sin lænestol, og faldt i søvn. Heldigvis var hun en kvinde, der godt kunne se det sjove i situationen. Hr. Manns rengøringsvanvid forsvandt snart igen som dug for solen.
En lille uge efter ringede Hr. Manns telefon, og ved et tilfælde tog jeg den. I den anden ende var der en ivrig sælger, der spurgte til, om Hr. Mann var tilfreds med de rengøringsmidler der var blevet sendt til ham. Han havde bestilt et læs af dem, da hans vanvid var på sit højeste. Mit svar: "Ring igen om et års tid. Jeg tror ikke Hr. Mann gør rent igen, før da." Behøver jeg at sige, at den stakkels sælger aldrig ringede tilbage?
Nu er det ubesvarede spørgsmål så: Er alle mænd ligeså opsatte på, at deres nye kærester skal se dem fra deres bedste og reneste side? Eller kan jeg godt tillade mig, at begynde at se efter en kæreste, uden at jeg risikerer sure gulvtæpper og babyblåt tøj? Ja, jeg ved ikke ,hvad jeg skal tro...
