Lovesick
Nyt spil skal lære unge at bruge kondom.
Spillet hedder Lovesick og er et gratis tilbud til folkeskoler, gymnasier og ungdomsklubber over hele landet.
Lidt sjovere seksualundervisning
Lovesick er designet af en seksualunderviser, en stand-up-komiker og en ekspert i læringsspil.
Deres håb er, at det kan gøre seksualundervisning bare lidt sjovere. Og det gør de således med Lovesick-spillet.
Humor og sex
Folkeskolens seksualundervisning er blevet kaldt ”gammeldags og stokkonservativ”. Samtidig er danskerne det folk i Norden, som er dårligst til at bruge kondom, og det kan ses i statistikken over kønssygdomme og uønskede graviditeter.
Men stand-up'eren Mads Brynnum og seksualunderviseren Nanna Quvang har begge erfaring med at blande sex og humor. Og de står bag spillet Lovesick.
Mads og Nanna har siden 2010 stået bag "Mads & Nannas Sexshow", som er et foredrag, der kombinerer stand-up, comedy og seksualundervisning.
De mener nemlig, at humor er det perfekte redskab, når man skal lære om sex.
”Humor er godt til at nedbryde nogle af de tabuer, der desværre stadig er om sex,” fortæller Nanna Quvang og fortsætter:
”Derfor ville vi gerne lave noget materiale, der er både sjovt og lidt respektløst, men også noget hvor eleverne kan lære sammen og tale med hinanden uden, at der behøver stå en lærer lige bag dem og lytte med.”
Undgå klatten
I spillet skal eleverne forsøge at undgå ”klatten” med klamme sygdomme, der går rundt om bordet.
Det gøres blandt andet ved hjælp af spillets helte – kondomkortene – og den, der til sidst har færrest sygdomme, vinder.
Lovesick indeholder da også blandt andet kort med en dryppende penis med Elvis-frisure og små ben, hvilket skal være med til at gøre det hele lidt sjovt - og ulækkert.
”Vores håb er jo, at en enkelt kvik elev eller to tænker: Aha, måske virker de her kondomer også ude i virkeligheden. For det gør de jo. Altså hvis man bruger et rigtigt kondom, kortet beskytter kun i spillet,” fortæller Mads Brynnum.
Lovesick findes i udvalgte butikker – fx AIDS-fondets butik Johnny, spilbutikken Fantask og Condomeriet i Odense og København - og kan bestilles online. Se mere om spillet på Lovesick-hjemmesiden.
Se mere om Mads & Nannas Sexshow