Lost in London Part XXII
Det engelske system er en skøn ting
For at det næste giver mening, så må jeg hellere starte helt tilbage, fra jeg blev ansat hos Philips af SITEL. Når man får et arbejde i England, så skal man aflevere sin P45 til sin nye arbejdsgiver. Hvis man så af en eller anden grund ikke har en P45, så skal man udfylde en P46 i stedet.
Nu sidder du højst sandsynligt og tænker: "Hvad f***** er en P45?" og til det kan jeg kun svare: "Ja!". Jeg har en idé om, at det har noget med skat at gøre, men jeg er ikke helt sikker.
Jeg udfyldte en P46 uden dog at vide, hvad den så gjorde godt for, men Human Rsource-afdelingen på SITEL lod til at være tilfredse, med de oplysninger jeg havde givet dem, og så var alt jo godt.
Så gik der ni måneder hvor jeg på arbejde var elektronik-nørd og vidste alt om fjernsyn, videoer, dvd'er, harddisk-optagere, mp3-afspillere, mobiltelefoner, dect-telefoner, barbermaskiner, ladyshavers, køkkenmaskiner og andre husholdningsmaskiner.
Ugen op til at jeg skulle stoppe, bad jeg min daværende chef om at få min P60, da jeg havde hørt at man skulle bruge den, hvis man ville gøre sig nogen forhåbninger om at få penge tilbage i skat, når man forlod landet. Det er jo altid lækkert med lidt ekstra penge, så man kan da altid prøve at få nogle af dem tilbage.
Min P60 dumpede ind af brevsprækken, og det var med glæde, at jeg kunne konstatere, at jeg kunne få £ 182,30 tilbage. Men i hele nedpakningsfasen glemte jeg alt om min mission om at få fat i pengene, så jeg kom kun hjem med et stykke papir, der sagde, at jeg havde penge til gode.
Fedt at have sådan et - specielt når man ikke kan få fat i dem... Det minder mig om, at første gang jeg fik løn, så fik jeg en check. Der var bare lige det lille problem, at jeg ikke kunne få lov til at hæve checken, da jeg ikke kunne bevise, at jeg havde noget sted at bo, og at jeg arbejdede for SITEL, så der havde jeg også et flot stykke papir, som jeg ikke kunne bruge til noget. Heldigvis fik jeg de penge overført til Kylles konto, så problemet blev forholdsvist hurtigt løst.
Anyway, terror i London, jagten på et nyt job i Danmark og andre ting gjorde, at jeg fuldstændig glemte alt om min P60 og min mission, men en kold februardag uden nogen form for forbindelse til London, skat og P60 slog det mig: "Jeg vil have mine penge tilbage i skat ".
Mellem alle mine lønsedler lå den berømte P60, og jeg gik i gang med at studere den. Det eneste brugbare jeg kom frem til var, at hvis jeg flyttede, skulle jeg melde flytning til det skattekontor, jeg var tilknyttet... Uden den fjerneste idé om, hvilket skattekontor jeg var tilknyttet, gik jeg i gang med at søge efter et brugbart spor på Internettet.
Min logik sagde mig, at jeg nok højst sandsynlig var tilknyttet et skattekontor i Fulham, eftersom jeg de sidste fem måneder boede i Fulham, men der blev jeg så snydt.
Jeg fandt telefonnummeret til skattekontoret i Fulham og ringede op. Jeg fik fat i en irrer, der åbenbart ikke helt forstod, hvad jeg fablede om, han satte mig hold i et minut og vendte derefter tilbage.
Irsk mand: "Are you still there?"
Sitle: "Yes I am!"
Irsk mand: "Alright you have to call this number. Do you have a pen and something to write on?"
Sitle: "Yes I have."
Irsk mand: "You have to call 08... 45... 86... 000...okay? Thank you for calling Inland Revenue bye."
Nu sidder du højst sandsynligt og tænker: "Hvad f***** er en P45?" og til det kan jeg kun svare: "Ja!". Jeg har en idé om, at det har noget med skat at gøre, men jeg er ikke helt sikker.
Jeg udfyldte en P46 uden dog at vide, hvad den så gjorde godt for, men Human Rsource-afdelingen på SITEL lod til at være tilfredse, med de oplysninger jeg havde givet dem, og så var alt jo godt.
Så gik der ni måneder hvor jeg på arbejde var elektronik-nørd og vidste alt om fjernsyn, videoer, dvd'er, harddisk-optagere, mp3-afspillere, mobiltelefoner, dect-telefoner, barbermaskiner, ladyshavers, køkkenmaskiner og andre husholdningsmaskiner.
Ugen op til at jeg skulle stoppe, bad jeg min daværende chef om at få min P60, da jeg havde hørt at man skulle bruge den, hvis man ville gøre sig nogen forhåbninger om at få penge tilbage i skat, når man forlod landet. Det er jo altid lækkert med lidt ekstra penge, så man kan da altid prøve at få nogle af dem tilbage.
Min P60 dumpede ind af brevsprækken, og det var med glæde, at jeg kunne konstatere, at jeg kunne få £ 182,30 tilbage. Men i hele nedpakningsfasen glemte jeg alt om min mission om at få fat i pengene, så jeg kom kun hjem med et stykke papir, der sagde, at jeg havde penge til gode.
Fedt at have sådan et - specielt når man ikke kan få fat i dem... Det minder mig om, at første gang jeg fik løn, så fik jeg en check. Der var bare lige det lille problem, at jeg ikke kunne få lov til at hæve checken, da jeg ikke kunne bevise, at jeg havde noget sted at bo, og at jeg arbejdede for SITEL, så der havde jeg også et flot stykke papir, som jeg ikke kunne bruge til noget. Heldigvis fik jeg de penge overført til Kylles konto, så problemet blev forholdsvist hurtigt løst.
Anyway, terror i London, jagten på et nyt job i Danmark og andre ting gjorde, at jeg fuldstændig glemte alt om min P60 og min mission, men en kold februardag uden nogen form for forbindelse til London, skat og P60 slog det mig: "Jeg vil have mine penge tilbage i skat ".
Mellem alle mine lønsedler lå den berømte P60, og jeg gik i gang med at studere den. Det eneste brugbare jeg kom frem til var, at hvis jeg flyttede, skulle jeg melde flytning til det skattekontor, jeg var tilknyttet... Uden den fjerneste idé om, hvilket skattekontor jeg var tilknyttet, gik jeg i gang med at søge efter et brugbart spor på Internettet.
Min logik sagde mig, at jeg nok højst sandsynlig var tilknyttet et skattekontor i Fulham, eftersom jeg de sidste fem måneder boede i Fulham, men der blev jeg så snydt.
Jeg fandt telefonnummeret til skattekontoret i Fulham og ringede op. Jeg fik fat i en irrer, der åbenbart ikke helt forstod, hvad jeg fablede om, han satte mig hold i et minut og vendte derefter tilbage.
Irsk mand: "Are you still there?"
Sitle: "Yes I am!"
Irsk mand: "Alright you have to call this number. Do you have a pen and something to write on?"
Sitle: "Yes I have."
Irsk mand: "You have to call 08... 45... 86... 000...okay? Thank you for calling Inland Revenue bye."
Nå ham gutten fik jeg jo ikke så meget ud af, så jeg prøvede det næste nummer. Det kunne jo være, jeg havde heldet med mig der. Men som jeg egentlig også havde forventet, var jeg ikke havnet det rigtige sted.
Manden jeg fik fat i - ja, jeg ved ikke, hvor han var fra - bad om mit National Insurance Number, men da jeg ikke har et, bad han om mit efternavn og min tidligere adresse i London. Han blev lettere panisk, da han ikke kunne finde noget om mig ved hjælp af de oplysninger.
Han spurgte så, hvor jeg havde arbejdet, og ved hjælp af de oplysninger fandt han frem til, at jeg skulle ringe til et andet sted og sige: "120 /D460", som så er mit "Tax Reference", og så ville jeg kunne få mine penge.
Jeg måtte så på den igen. Men som man siger: "Tredje gang er lykkens gang".
Denne gang var det en kvinde, der tog telefonen - hun hed Sandy og var fra Nordengland! Jeg fortalte så igen, at jeg havde fundet min P60 og der stod, at jeg kunne få nogle penge tilbage, men problemet var, at jeg nu bor i Danmark og ikke lige kan komme forbi og få det ordnet.
Hun fortalte mig, at jeg skulle sende min, efterhånden berygtede, P60 over sammen med et brev, hvor jeg skrev, at jeg gerne ville have pengene. Hun gav min en adresse og lagde på.
Endelig var jeg kommet i gang og udsigterne til at få pengene var endelig lysere. Men hvad skriver man i sådan et brev? "Se så at hoste op med slanterne - jeg vil have dem tilbage!" På en eller anden måde fik jeg formuleret noget brugbart og fik sendt både brev og P60.
En uge efter dumpede der et brev fra England ind af brevsprækken. I brevet lå der en P85 og en P86 og intet andet. På P85 står der med store bogstaver "Leaving the United Kingdom" og på P86 stod der "Arrival in the United Kingdom". Noget sagde mig, at det nok var meningen, at jeg skulle udfylde P85, eftersom jeg ikke var på vej ind i landet.
Jeg satte mig til at studere den lidt nærmere, og det første, der sprang mig i øjnene, var et National Insurance Number. Det jeg opgav at få fat i, da jeg var i England, fordi det tog for lang tid, har jeg nu fået på ganske få dage. Man skal altså bare henvende sig det rigtige sted!
Efter at have studeret den meget grundigt, gik jeg i gang med at udfylde de mange ting, få skrevet under og sendt den. Måske jeg ville få pengene efter at have udfyldt denne formular - alternativet kunne jo også være at få en ny P-et-eller-andet.
Der gik omkring to uger, før der igen dumpede et blev fra England ind af brevsprækken. Kort og godt stod der, at de ikke havde modtaget min P86. Så var det jo, jeg tænkte: "Hvorfor fa'en havde de så ikke skrevet første gang, at jeg skulle udfylde begge formularer?!"
Nå, men jeg fandt P86'eren frem og kiggede lidt på den, hvorefter jeg besluttede mig for, at det kunne vente til næste dag. Jeg nåede så at glemme alt om, at jeg skulle udfylde den formular, og det var først, da jeg et par uger efter fik et nyt brev fra Inland Revenue, at jeg kom i tanke om, at jeg da ikke havde fået sendt den tilbage.
Manden jeg fik fat i - ja, jeg ved ikke, hvor han var fra - bad om mit National Insurance Number, men da jeg ikke har et, bad han om mit efternavn og min tidligere adresse i London. Han blev lettere panisk, da han ikke kunne finde noget om mig ved hjælp af de oplysninger.
Han spurgte så, hvor jeg havde arbejdet, og ved hjælp af de oplysninger fandt han frem til, at jeg skulle ringe til et andet sted og sige: "120 /D460", som så er mit "Tax Reference", og så ville jeg kunne få mine penge.
Jeg måtte så på den igen. Men som man siger: "Tredje gang er lykkens gang".
Denne gang var det en kvinde, der tog telefonen - hun hed Sandy og var fra Nordengland! Jeg fortalte så igen, at jeg havde fundet min P60 og der stod, at jeg kunne få nogle penge tilbage, men problemet var, at jeg nu bor i Danmark og ikke lige kan komme forbi og få det ordnet.
Hun fortalte mig, at jeg skulle sende min, efterhånden berygtede, P60 over sammen med et brev, hvor jeg skrev, at jeg gerne ville have pengene. Hun gav min en adresse og lagde på.
Endelig var jeg kommet i gang og udsigterne til at få pengene var endelig lysere. Men hvad skriver man i sådan et brev? "Se så at hoste op med slanterne - jeg vil have dem tilbage!" På en eller anden måde fik jeg formuleret noget brugbart og fik sendt både brev og P60.
En uge efter dumpede der et brev fra England ind af brevsprækken. I brevet lå der en P85 og en P86 og intet andet. På P85 står der med store bogstaver "Leaving the United Kingdom" og på P86 stod der "Arrival in the United Kingdom". Noget sagde mig, at det nok var meningen, at jeg skulle udfylde P85, eftersom jeg ikke var på vej ind i landet.
Jeg satte mig til at studere den lidt nærmere, og det første, der sprang mig i øjnene, var et National Insurance Number. Det jeg opgav at få fat i, da jeg var i England, fordi det tog for lang tid, har jeg nu fået på ganske få dage. Man skal altså bare henvende sig det rigtige sted!
Efter at have studeret den meget grundigt, gik jeg i gang med at udfylde de mange ting, få skrevet under og sendt den. Måske jeg ville få pengene efter at have udfyldt denne formular - alternativet kunne jo også være at få en ny P-et-eller-andet.
Der gik omkring to uger, før der igen dumpede et blev fra England ind af brevsprækken. Kort og godt stod der, at de ikke havde modtaget min P86. Så var det jo, jeg tænkte: "Hvorfor fa'en havde de så ikke skrevet første gang, at jeg skulle udfylde begge formularer?!"
Nå, men jeg fandt P86'eren frem og kiggede lidt på den, hvorefter jeg besluttede mig for, at det kunne vente til næste dag. Jeg nåede så at glemme alt om, at jeg skulle udfylde den formular, og det var først, da jeg et par uger efter fik et nyt brev fra Inland Revenue, at jeg kom i tanke om, at jeg da ikke havde fået sendt den tilbage.
Jeg åbnede brevet og så til min store overraskelse min P60 og et kort brev, hvor der stod at de ikke kunne se nogen steder, at jeg skulle have penge tilbage i skat, men hvis jeg sendte dem min P45, så ville de være villige til at kigge på sagen igen, men ellers ville de ikke gøre mere ved det nu.
"What?! Jeg har jo ikke min P45 - den er hos SITEL i Kingston..."
Suk! Nå, men jeg måtte på den igen. Jeg besluttede mig for at skrive til min tidligere chef, for at høre, om han ikke kunne finde min P45 og sende den til mig. Der gik nogle uger, og jeg hørte intet fra ham. Jeg prøvede at sende endnu en e-mail til manden, men heller ikke den svarede han på.
Nu sidder jeg tilbage med en halvt udfyldt P86, en kopi af en udfyldt P85, et National Insurance Number, mit bevis på at det engelske skattevæsen skylder mig £ 182,30, men jeg har ingen jordisk chance for at få mine penge, fordi jeg ikke kan få fat i den s**** P45.
"Gud, hvor jeg altså bare elsker det engelske system."
"What?! Jeg har jo ikke min P45 - den er hos SITEL i Kingston..."
Suk! Nå, men jeg måtte på den igen. Jeg besluttede mig for at skrive til min tidligere chef, for at høre, om han ikke kunne finde min P45 og sende den til mig. Der gik nogle uger, og jeg hørte intet fra ham. Jeg prøvede at sende endnu en e-mail til manden, men heller ikke den svarede han på.
Nu sidder jeg tilbage med en halvt udfyldt P86, en kopi af en udfyldt P85, et National Insurance Number, mit bevis på at det engelske skattevæsen skylder mig £ 182,30, men jeg har ingen jordisk chance for at få mine penge, fordi jeg ikke kan få fat i den s**** P45.
"Gud, hvor jeg altså bare elsker det engelske system."
