Lost in London - Part XXI
Roger, over and out Det definitive sidste afsnit
Som de fleste nok ved, så kom Kylle og jeg, søndag den 3. juli 2005, hjem efter et år i London. Vi ville bevise overfor vores forældre, at vi sagtens kunne overleve et år uden dem til at passe på os. Vi drog af sted fredag den 2. juli 2004, og ét år og én dag efter vendte vi hjem til lille Danmark igen.
Ugen op til, vi skulle rejse hjem, gik for det meste med at pakke og gøre rent - vi ville ikke være bekendte at flytte fra en beskidt lejlighed... Eller i hvert fald ikke lige så beskidt, som da vi flyttede ind!
Søndag den 26. juni 2005 fik jeg en besked fra svenskeren, Kajsa, der skulle overtage lejligheden efter os. Hun spurgte, om hun ikke måtte komme forbi med et par ting. Som de flinke mennesker, som Kylle og jeg nu engang er, så sagde vi ja. Men det skulle vi aldrig have gjort.
Når jeg hører ordene: "et par ting", så er jeg så naiv, at jeg tænker: "jamen det er da to - tre kasser... Det kan vi jo sagtens få plads til."
Det var bare ikke to - tre kasser, hun kom med. Nej det var hele hendes flyttelæs, der bare blev læsset ind i vores stue. Vi havde i forvejen ikke så meget plads, men et helt flyttelæs og nogle ekstra møbler gjorde det ikke bedre. Vi var ret sure på hende, da hun gik.
I lejligheden var der nu Kajsas ting og vores ting, samt en del som den tidligere lejer ikke havde hentet endnu. Nu skulle vi jo så leve en uge omgivet af tre flyttelæs. Vi havde jo været vant til at bo småt, så vi overlevede også den sidste uge.
Fredag den 1. juli 2005 tog vi til Kingston for at sige farvel til mine tidligere kolleger. Vi var der klokken 14, og da de fleste først fik fri klokken 16, gav det os lige to timer til at snakke med folk... Eller det første jeg gjorde var at logge på en computer og placere Kylle foran den... Vi havde lige et par ting, der skulle laves! Mens hun sad der, gik jeg rundt og hilste på folk. Heldigvis så A.J. mig ikke - jeg aner ikke, hvad jeg skulle have sagt til ham!
Da folk havde fået fri, tog vi på pub for lige at få rundet det hele af og få sagt ordentligt farvel.
Lørdagen gik med at pakke de sidste småting ned, samtidig med at vi så "Live 8". En masse blandede tanker fløj igennem os, mens vi pakkede ned. Vi skulle pakke et år af vores liv sammen - et år, der var fløjet af sted.
De sidste par gange vi havde været i Danmark, havde vi selvfølgelig slæbt en masse ting med hjem, for vi var udmærket klar over, at vi havde erhvervet os en del flere ting, end da vi forlod Danmark. Vi havde forventet, at vi ville have pladsproblemer, men overraskende nok fik vi plads til det hele!
Da vi gik i seng om lørdagen, lå vi og talte om alt det, vi havde oplevet det sidste års tid samt vores forventninger til at komme hjem til Danmark igen. Hvordan ville det være at komme hjem? Ville vi savne London? Ville London savne os?
Søndag den 3. juli 2005 klokken 8:00 ringede vækkeuret. Det var ikke, fordi vi havde fået så meget søvn, for begge havde vi rejsefeber - men hvorfor? Vi skulle jo bare hjem! Vi fik lavet morgenmad, ryddet det sidste op og pakket.
Ugen op til, vi skulle rejse hjem, gik for det meste med at pakke og gøre rent - vi ville ikke være bekendte at flytte fra en beskidt lejlighed... Eller i hvert fald ikke lige så beskidt, som da vi flyttede ind!
Søndag den 26. juni 2005 fik jeg en besked fra svenskeren, Kajsa, der skulle overtage lejligheden efter os. Hun spurgte, om hun ikke måtte komme forbi med et par ting. Som de flinke mennesker, som Kylle og jeg nu engang er, så sagde vi ja. Men det skulle vi aldrig have gjort.
Når jeg hører ordene: "et par ting", så er jeg så naiv, at jeg tænker: "jamen det er da to - tre kasser... Det kan vi jo sagtens få plads til."
Det var bare ikke to - tre kasser, hun kom med. Nej det var hele hendes flyttelæs, der bare blev læsset ind i vores stue. Vi havde i forvejen ikke så meget plads, men et helt flyttelæs og nogle ekstra møbler gjorde det ikke bedre. Vi var ret sure på hende, da hun gik.
I lejligheden var der nu Kajsas ting og vores ting, samt en del som den tidligere lejer ikke havde hentet endnu. Nu skulle vi jo så leve en uge omgivet af tre flyttelæs. Vi havde jo været vant til at bo småt, så vi overlevede også den sidste uge.
Fredag den 1. juli 2005 tog vi til Kingston for at sige farvel til mine tidligere kolleger. Vi var der klokken 14, og da de fleste først fik fri klokken 16, gav det os lige to timer til at snakke med folk... Eller det første jeg gjorde var at logge på en computer og placere Kylle foran den... Vi havde lige et par ting, der skulle laves! Mens hun sad der, gik jeg rundt og hilste på folk. Heldigvis så A.J. mig ikke - jeg aner ikke, hvad jeg skulle have sagt til ham!
Da folk havde fået fri, tog vi på pub for lige at få rundet det hele af og få sagt ordentligt farvel.
Lørdagen gik med at pakke de sidste småting ned, samtidig med at vi så "Live 8". En masse blandede tanker fløj igennem os, mens vi pakkede ned. Vi skulle pakke et år af vores liv sammen - et år, der var fløjet af sted.
De sidste par gange vi havde været i Danmark, havde vi selvfølgelig slæbt en masse ting med hjem, for vi var udmærket klar over, at vi havde erhvervet os en del flere ting, end da vi forlod Danmark. Vi havde forventet, at vi ville have pladsproblemer, men overraskende nok fik vi plads til det hele!
Da vi gik i seng om lørdagen, lå vi og talte om alt det, vi havde oplevet det sidste års tid samt vores forventninger til at komme hjem til Danmark igen. Hvordan ville det være at komme hjem? Ville vi savne London? Ville London savne os?
Søndag den 3. juli 2005 klokken 8:00 ringede vækkeuret. Det var ikke, fordi vi havde fået så meget søvn, for begge havde vi rejsefeber - men hvorfor? Vi skulle jo bare hjem! Vi fik lavet morgenmad, ryddet det sidste op og pakket.
Vi drog ud mod Heathrow, hvor vi skulle flyve fra, og det hele kørte bare for os. Vi fandt det sted, hvor vi skulle checke ind, men der var selvfølgelig en milliard mennesker i kø. Nå, men der var jo ikke så meget andet for end at stille sig i kø.
Vi vidste, at Kylle havde ca. ti kilo for meget, og min rygsæk var også lidt tung, så da vi nu lige stod foran en bagage-vægt, satte jeg min rygsæk på for lige at finde ud af, hvor tung den egentlig var... Det viste sig, at den vejede 15 kilo. Kylle og jeg blev hurtigt enige om, at jeg nok bare skulle beholde den på ryggen og lade som om, den ikke var tung!
Efter 30 minutter i kø kom vi endelig hen til en venlig check-in mand.
Check-in mand: "Hello ladies! Are you going on holiday?"
Sitle: "No, we are going back to Denmark. We have been here for a year now, so it is time for us to go back!"
Check-in mand: "Ehm... You have got ten kilos to much, but I am not going to charge you for that because the plain is not full."
Os: "Thank you so much, it is really kind of you!"
Det ville have været en lidt dyr fornøjelse for os, hvis vi skulle have haft betalt, men heldigvis kunne han ikke stå for vores kvindelige charme... Eller hvad det nu var, der gjorde, at vi ikke skulle betale!
Vi havde masser af tid ude i lufthavnen, så vi benyttede lejligheden til at få lidt frokost. Hvorfor har de ikke nogen gode spisesteder i en lufthavn? Man får smidt parfume og sprut i nakken, men et sundt måltid mad kan man ikke finde - det er da utroligt.
Endelig blev det tid til at finde gaten og flyet. Vi skulle rejse med et brasiliansk selskab, som selvfølgelig valgte at holde en time i lufthavnen efter alle var kommet ombord, og derudover foregik alt på brasiliansk, så vi havde ikke den fjerneste idé om, hvorfor vi holdte der.
Fra vi endelig kom i luften, og til vi kom til Odense, gik alt som smurt. Den 3. juli 2005 var også dagen, hvor Roskilde Festivalen sluttede, så da vi kom til Roskilde, væltede det ind med mennesker. Der sad en ældre herre ved siden af Kylle, der gik i gang med at snakke musik med den festivalgænger, der havde sat sig ved siden af mig.
Det virkede som om, de var på bølgelængde, da de begge havde fået en del alkohol indenbords den dag - men hvor kan der kommer meget sjovt ud af at høre to, der konstant snakker forbi hinanden!
Som forventet stod Kylles forældre samt min far med flag. Pinligt, pinligt, pinlig! Ja, det var lige så pinligt, som da vi kom hjem til jul. Vi skiltes på banegården og tog med hver vores familie hjem.
Vi vidste, at Kylle havde ca. ti kilo for meget, og min rygsæk var også lidt tung, så da vi nu lige stod foran en bagage-vægt, satte jeg min rygsæk på for lige at finde ud af, hvor tung den egentlig var... Det viste sig, at den vejede 15 kilo. Kylle og jeg blev hurtigt enige om, at jeg nok bare skulle beholde den på ryggen og lade som om, den ikke var tung!
Efter 30 minutter i kø kom vi endelig hen til en venlig check-in mand.
Check-in mand: "Hello ladies! Are you going on holiday?"
Sitle: "No, we are going back to Denmark. We have been here for a year now, so it is time for us to go back!"
Check-in mand: "Ehm... You have got ten kilos to much, but I am not going to charge you for that because the plain is not full."
Os: "Thank you so much, it is really kind of you!"
Det ville have været en lidt dyr fornøjelse for os, hvis vi skulle have haft betalt, men heldigvis kunne han ikke stå for vores kvindelige charme... Eller hvad det nu var, der gjorde, at vi ikke skulle betale!
Vi havde masser af tid ude i lufthavnen, så vi benyttede lejligheden til at få lidt frokost. Hvorfor har de ikke nogen gode spisesteder i en lufthavn? Man får smidt parfume og sprut i nakken, men et sundt måltid mad kan man ikke finde - det er da utroligt.
Endelig blev det tid til at finde gaten og flyet. Vi skulle rejse med et brasiliansk selskab, som selvfølgelig valgte at holde en time i lufthavnen efter alle var kommet ombord, og derudover foregik alt på brasiliansk, så vi havde ikke den fjerneste idé om, hvorfor vi holdte der.
Fra vi endelig kom i luften, og til vi kom til Odense, gik alt som smurt. Den 3. juli 2005 var også dagen, hvor Roskilde Festivalen sluttede, så da vi kom til Roskilde, væltede det ind med mennesker. Der sad en ældre herre ved siden af Kylle, der gik i gang med at snakke musik med den festivalgænger, der havde sat sig ved siden af mig.
Det virkede som om, de var på bølgelængde, da de begge havde fået en del alkohol indenbords den dag - men hvor kan der kommer meget sjovt ud af at høre to, der konstant snakker forbi hinanden!
Som forventet stod Kylles forældre samt min far med flag. Pinligt, pinligt, pinlig! Ja, det var lige så pinligt, som da vi kom hjem til jul. Vi skiltes på banegården og tog med hver vores familie hjem.
Det var underligt at komme hjem, nu hvor man vidste, at man ikke skulle tilbage til London igen om et par dage. Vi skulle ikke mere slås om, hvem der skulle ligge inderst, ikke flere tv-dinners og heldigvis ikke flere indendørs oversvømmelser og monsuner!
Igennem det år vi har boet i London, har vi dummet os så utroligt mange gange, hvilket nok også fremgår af denne serie. Men det vigtigste er vel nok, at vi har haft det sjovt hele vejen igennem. Vi har mødt ufatteligt mange spændende mennesker, og det har virkelig været en oplevelse uden lige.
Vi har nu været hjemme i tre måneder og har fået skabt os hver en hverdag, men det er underligt at skulle starte helt forfra igen. Der var bare én forskel denne gang - vi vidste, vi havde tag over hovedet!
Jeg kan helt klart anbefale andre at tage et år til udlandet med en ven eller en veninde. Man lærer utroligt meget om sig selv og andre kulturer, og om ikke andet så får man en oplevelse for livet.
Det er med en følelses af både vemod og glæde, jeg nu vil slutte "Lost in London". Jeg har nydt at skrive om vores oplevelser i det store udland og om, hvor blonde to piger fra Fyn kan være. Ydermere håber jeg også, at I har nydt at læse denne serie.
"Lost in London" er definitivt slut - Roger, over and out...
Igennem det år vi har boet i London, har vi dummet os så utroligt mange gange, hvilket nok også fremgår af denne serie. Men det vigtigste er vel nok, at vi har haft det sjovt hele vejen igennem. Vi har mødt ufatteligt mange spændende mennesker, og det har virkelig været en oplevelse uden lige.
Vi har nu været hjemme i tre måneder og har fået skabt os hver en hverdag, men det er underligt at skulle starte helt forfra igen. Der var bare én forskel denne gang - vi vidste, vi havde tag over hovedet!
Jeg kan helt klart anbefale andre at tage et år til udlandet med en ven eller en veninde. Man lærer utroligt meget om sig selv og andre kulturer, og om ikke andet så får man en oplevelse for livet.
Det er med en følelses af både vemod og glæde, jeg nu vil slutte "Lost in London". Jeg har nydt at skrive om vores oplevelser i det store udland og om, hvor blonde to piger fra Fyn kan være. Ydermere håber jeg også, at I har nydt at læse denne serie.
"Lost in London" er definitivt slut - Roger, over and out...
