Aniston

Lost in London – Part XX

Terror i London

Man er lige kommet hjem fra London, og alt er herligt. Man melder sig ind i det danske samfund, hilser på familien, møder vennerne, pakker ud og glæder sig over, at London vandt de Olympiske Lege i 2012, og pludselig rammer nyheden: Terrorangreb i London.
Lost in London – Part XX
Som mange ved, så er Kylle og jeg lige kommet hjem fra et år i London. Vi har været vant til at tage med Tuben og været vant til at færdes på de stationer, hvor bomberne sprang.

Tanken om, at vi kunne have været fanget i Tuben eller været om bord på den bus, der blev ramt, er meget skræmmende. Tænk, hvis vi var blevet en uge til...

London har lagt stor vægt på terror i mange år. Dette, fordi IRA flere gange har lavet angreb på byen, men også siden angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 og siden angrebet på undergrunden i Madrid den 11. marts 2004 er der lagt langt større vægt på at sikre sig mod terror.

Hvis en taske blev efterladt et sted, så blev den gennemsøgt af politiet eller et bombehold. I starten syntes vi det var lidt komisk, at de var så

Sippede, hvad det angik, men efter dette angreb, så forstår man det godt.

Onsdag den 6. juli 2005 fik hele verden at vide, at London havde vundet de Olympiske Lege i 2012. Der var vild jubel over alt i London og især på Trafalgar Square, hvor der igennem de sidste par måneder har været nedtælling til at afgørelsen faldt. Og jeg vil da indrømme, at jeg blev meget glad på englændernes vegne - for det er noget, de igennem det sidste år har gået meget op i.

Torsdag den 7. juli 2005 klokken 8.51 (engelsk tid) springer den første bombe på et Tube-tog mellem Aldgate East og Liverpool Street. Klokken 8.58 springer den anden bombe på et Tube-tog mellem Russell Square og King's Cross. Klokken 9.17 springer den tredje bombe på et Tube-tog på Edgware Road, og klokken 9.47 springer den fjerde bombe på en bus ved Tavistock Square.

Klokken 12.11 ringer min far til mig: "Der har været terrorangreb i London...". Hvad han derefter sagde, husker jeg ikke, men det første jeg gjorde, da han lagde på, var at ringe til Kylle og fortælle hende, hvad der var sket.

På det tidspunkt var jeg inde i byen, og det eneste jeg havde i hovedet var frygten for at nogle af mine venner var døde eller kommet til skade. Jeg skyndte mig hjem for at finde ud af, hvad der var sket.

Noget af det første, jeg gjorde, var at finde ud af, om Friis var okay. Heldigvis var han ikke med Tuben. Derefter ringede jeg til Philips' kundeservice for at høre, om nogle af mine tidligere kolleger var kommet til skade.
ANNONCE
Lost in London – Part XX
Michala: "Velkommen til Philips' kundeservice."

Sitle: "Det er Sidsel."

Michala: "Vi er alle sammen okay - vi sidder og følger med i aviser og tv"

Sitle: "Det var godt."

Mere blev der ikke sagt. Det var nok information til mig. Nu vidste jeg da, at jeg ikke behøvede at være bekymret for dem.

Men hvad med alle de andre? Hvad med Kylles kolleger? Hvad med dem vi kendte fra vores KFUK tid? Hvad med tidligere kolleger?

Lige pludselig blev man overmandet af en masse blandede følelser. Fortvivlelsen ramler ned over én. Man er ked af det, da man nu har fået et forhold til byen og dens befolkning. Rystet over, at det der er sket, og rystet over at så mange mennesker er døde og sårede. Og bange for, at dette også kan ske i Danmark.

Det værste var, da det gik op for mig, at jeg kunne have været der. Hvis vi var blevet en uge til, så stod vi nu midt i en terrorramt by.

Da jeg efter et stykke tid fik samlet mig sammen igen, begyndte den store e-mail og sms skrivning. Jeg ville vide, om der var nogen, der var kommet noget til.

Der er heldigvis ingen af de gamle KFUK'er, der er kommet noget til og heldigvis ingen af mine andre venner - så der var jeg heldig. Så vidt vides, så er der heller ingen af Kylles kolleger, der er kommet noget til, så jeg tror, vi var heldige denne gang.

Men da meldingen om, at Danmark også stod for tur, så begyndte jeg for alvor at blive bange. Hvad er det for en verden, vi lever i? Hvad får folk ud af sådan et angreb, og hvad får dem i det hele taget til det?

Efterhånden som venner og familie kommer hjem fra arbejde, så har de ringet for lige at høre, om jeg var kommet hjem fra London, eller om jeg er en af dem, der er fanget derovre nu. Det er rart at vide, at folk holder af mig.

Jeg sidder tilbage nu med en følelse af sorg og afmagt. Jeg kan hverken gøre fra eller til, men jeg er meget glad for, at jeg nåede at komme hjem før dette angreb, og at ingen af mine venner er kommet noget til.
ANNONCE
Del

Seneste nyt